Bipolar? Bi-WINNING!

Jeg tror ikke på nogen som helst overnaturlig kraft. Jeg tror ikke på Jesus og mirakler eller horoskoper eller sorte katte. Jeg tror på, at man kan være helt ubetinget heldig, og jeg tror på, at nogen mennesker gør det rigtige af et godt hjerte. Det var også derfor, jeg bed mig i tungen, da Amanda fik at vide, at hun skal skrive manus og være instruktør på vores næste film. Det er første gang rigtig længe, jeg på den måde har været ubegrænset glad på nogen andres vegne. Selv skal jeg være instruktørassistent, så det gør jo bare det hele endnu bedre. Jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme igen, specielt nu da vi har noget specifikt, så jeg kan begynde at planlægge ordentligt. At have to projekter i luften er slet ikke så slemt, når det ikke er nogle, man skal bære selv. Det er rart at have fornemmelsen af, at hvis man går ned i et par dagen, som jeg lige har gjort, så går alt det, man laver ikke i stå, fordi der er andre, der hjælper til. Så nu er jeg klar. Klar som nogenside til at skrive og instruere og spille skuespil og klippe. Win here, win there, win win everywhere.

Aileen: So where's your friends? 
Selby: Well... Uh... I'm not... 
Aileen: [laughs] 
Selby: You're mean! 

Boom goes the brain

I torsdags tog jeg i skole, som jeg jo desværre skal gøre hver dag. Jeg havde det fint om morgenen; jeg skulle møde klokken ti - men så snart jeg landede i skolen til samfundsfag og fremlæggelse, som jeg lige knapt kom igennem med nogle meget tålmodige klassekammerater, men lige efter jeg havde sat mig ned, smeltede min hjerne helt sammen, og jeg måtte ringe til min mor, der måtte køre mig hjem i regnværet. Jeg døde, da jeg kom hjem. Nu er det lørdag, og jeg kan slet ikke huske de seneste to dage. De er helt væk. Væk i en feberdrøm. Som en lille trøst har min mor dog købt Pokémon White til mig, det kan jeg da huske. Så det har jeg spillet, og jeg er faktisk super positivt overrasket. Jeg har selvfølgelig valgt Snivy - Smugleaf - som min start, da den er tæt på at være den sejeste start ever. Lige nu sidder jeg stadig og overvejer, om jeg skal tage til generalforsamling, hostende og hakkende. Jeg er træt. Jeg har stadig feber. Jeg er blevet belønnet med Pokémon og en madras foran brændovnen. Jeg er ikke rask endnu. Picture old and only somewhat related.

C-c-c-k-combobreaker

Jeg sidder lige nu og stirrer gennem min skærm. Jeg kan se mig selv sidde og græde; jeg kan se det for mig, når jeg lukker øjnene. Jeg tænker på, at min nakke klør. Jeg tænker på, at jeg ikke har lavet tysk til i morgen. Jeg tænker på, at jeg glipper denne aftens afsnit af Paradise Hotel, fordi jeg ikke er hjemme klokken fire i morgen. Jeg forestiller mig, at jeg sidder og græder, men jeg mener det jo ikke - fordi det tror jeg heller ikke, at du gør. Og så skal du lade være med at sige sådan noget, for jeg fik et sug i maven, midt i en fremlæggelse, midt i historietimen. Jeg tror ikke, du mener det ret meget mere, end jeg gør det. Og jeg mener det nok ikke så meget. Jeg ved det sgu ikke. Jeg tænker på de penge, jeg har brugt de sidste par dage. Tøj, hår irl, tøj, hår url. Jeg er trist over, at Pokémon White var udsolgt. Jeg fandt en biologiopgave spændende. Det er svært at være en deprimeret hipsterunge, når man desværre faktisk går op i ligegyldige ting som gameboy spil og enzymaktivitet. Du kan ikke bestemme dig, og jeg kan ikke bestemme mig; men du gør det med stil og jeg med arrogance. Så hvor gammel skal du blive?

Sora: Gimme a break, Kairi. 
Kairi: Sora, you lazy bum. I knew I'd find you snoozing down here. 
Sora: No, no, this big black dream swallowed me up! I couldn't breathe, I couldn't - ow! 
Kairi: Have you been dreaming again? 
Sora: It wasn't a dream. Or was it? I don't know. 
Kairi: Yeah, sure. 
Sora: So Kairi, what was it like in your hometown, like where you grew up? 
Kairi: I told you before, I don't remember. 
Sora: Nothing at all? 
Kairi: Nothing. 
Sora: Would you ever like to go back? 
Kairi: Hmm... Well, I'm happy here. But I wouldn't mind going to see it. 
Sora: I would like to see it too, with any other worlds out there. I'd like to see 'em all. 
Kairi: So what are you waiting for? 

Se Venedig og dø

Der er uendeligt mange ting, jeg gerne vil når, før jeg dør. Først i går gik det rigtigt op for mig, jeg fik det rigtigt bekræftet, da jeg snakkede med Louise i går. Det gik rigtigt op for mig, at disse ting skal man jo forhelvede også nå, før man får børn. Fra det øjeblik ens barn fødes og 20 år frem har man ingen frihed. Man kan ikke tage til udlandet og bo og opleve en kultur, når man har et barn, der skal gå i skole og passe på og alt det pis. Derfor skal jeg ikke have børn et sekund før, jeg bliver 30. Jeg vil nå at bo i New York, og jeg vil nå at bo i Berlin, og jeg vil nå at bo i Tokyo. Det kan man ikke, når man har børn. Hvis ikke man når at få det hele gjort, før man har huset fyldt med unger, så sidder man pludseligt og er 65 og har dårlige knæ, og så kan man ikke bestige bjerge, og man kan ikke cykle England rundt, og man er afhængig af at være nær sin læge. Jeg skal ikke bare se verden, jeg skal besejre den, jeg skal overtage den. Og jeg har tolv år til at gøre det.

Lowtech

Nogen gange kan jeg ikke lade være med at tro, at jeg er født i det forkerte århundrede. Jeg ved godt, jeg hævder, at jeg lever og ånder for internettet, og at jeg ville falde død om, hvis det ikke fandtes. Det ville jeg nok ikke; men for satan hvor ville jeg have svært ved at finde indhold i min hverdag. Jeg skulle have været født i det fjortende århundrede. Jeg skulle være smuk og høj, og jeg skulle danse danse med rank ryg og jeg skulle tale elegant. Jeg skulle spille det politiske spil, være mystisk, være svært tilgængelig. Min pladderromantiske forestilling om de dages liv er helt af sporet; dengang døde man af forkølelse og rullede rundt i mudderet, hvis man ikke var heldigt født, og man blev udstødt, hvis man  undveg for meget fra normalen. Jeg er forelsket i senmiddelalderen. Jeg ville være smuk, hvis jeg levede dengang. Jeg ville være den smukkeste i verden, og mit liv ville være så fuldt med mening, at det ville springe universet.

Howl: Sophie! You, you sabotaged me! Look! Look at what you've done to my hair! Look! 
Old Sophie: What a pretty color. 
Howl: It's hideous! You completely ruined my magic potions in the bathroom! 
Old Sophie: I just organized things, Howl. Nothing's ruined. 
Howl: Wrong! Wrong! I specifically ordered you not to get carried away! 
[tragically] 
Howl: Now I'm repulsive. 
[slumps into a chair] 
Howl: I can't live like this. 
[starts sobbing, head in hands] 
Old Sophie: Come on, it's not that bad. 
[Howl's hair changes color to purple, then black] 
Old Sophie: You should look at it now, its shade is even better. 
Howl: [inconsolable] I give up. I see not point in living if I can't be beautiful.