Alt udenfor er lyst op trods klokken ikke er mere end seks om morgenen. Et gulligt og fremmed lys der med minutterne chancerer over i en ikke mindre bizar grønlig nuance. Vandet piler ned og slår som en pisk med uregelmæssige kolde slag mod vinduerne. De hvide advarselsblink med den efterfølgende dybe buldren raser; der går ikke ti sekunder mellem hvert nedslag. Jeg ligger lysvågen og på vagt, knuger mine hænder for hvert skælv og håber, at himmelen ikke falder ned. Vækket af ét så kraftigt, at det fik selv det gamle hus til at ryste af skræk, ryste som jeg gør nu, og huset gør igen, for vi er bange. Når verdenen åbner ild lukker vi øjnene i, trækker gardinerne for og tæller de mest intenst talte ølkasser. Thor og Zeus i en episk kamp, hammer mod kile, bryst mod bryst råber de uforstålige, blodige kampråb til hinanden som de baldrer sammen, så gnisterne står fra kroppene, og vi skælver, huset og jeg, lukker ørerne og stopper skorstenene og håber på stridens ende, på fred. --- Jeg har forsøgt at tage et billede, men intet levede op til motivet, så jeg valgte at rekreere et i stedet.
