Der er nogen, der siger, at man skal lade være med at skrive noget som helst, når man er vred. Jeg er ikke vred. Jeg er bare lette aggressiv. Det er en dårlig måde at starte et indlæg på, fordi så lyder det hele som brok, det er det ikke. Jeg skal bare have gang i fingrene. Den bærbare står på bordet, så det føles så fast og stramt at taste, det er lækkert, fordi så glider det, glider i sort, fedtet olie. Trøje, sweater, jakke, hætte, brandeovnen banker og knitrer og nu. Stille. Men larm fra tv'et, pludr pludr pludr. PLUDR PLUDR PLUDR. "Does that make sense?" Sig det igen. Og han siger det igen. SIG DET IGEN og dit sprog bliver mit, og jeg tager mig selv i at sige ting til folk, som de ikke opdager, for at se om jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg godt. Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde dig til brystet. Mine indlæg kører skævt mod mål, og det, jeg ville sige, da jeg begyndte at skrive, det har lagt sig ned bagerst i hovedet, og nu er jeg sgu ligeglad. Og jeg er ligeglad. Jeg har nok glemt det. Jeg læser højt for mig selv, for at det forbliver glemt, for jeg gider ikke skrive om det nu. Og se. Så let er det. Jeg er ikke aggressiv mere.
