Jeg kan ikke give op nu, og klokken er kvart over fem. Ikke svag, tag hjem, op på hesten og ud i mørket, før det er lys. Jeg prøver at tage et screenshot af kirken, dets gulskarpe ur, der siger kvart i seks på royalblå, den mest royale blå, jeg har set. Det vildeste er lydene, det ligner nat med chiirp chiirp alle fuglene er oppe, om jeg lukkede øjnene, ville jeg narres til at tro, at det var dag, og jeg ville køre ind i et træ. Det bordeauxrøde bælte løfter sig op over horisonten, klar til at kaste sig over det cirkus, der forsøger at overståle det. Stjernesoldater er på retræte, kun generaler står tilbage. Jeg tvinges til at stoppe for et blinkende gadelampe, stop blinker den til mig. Den får ro på sig og lader mig fortsætte. Kulden ligger sig om mine håndled, det eneste kolde til jeg husker min hage, hagens eksistens. Det har slukket hveranden lampe på vejen hjem, de sparer, men det er så mørkt, og min forlånte forlygte lyser kun op nede i cykelkurven, hvad laver jeg, og kæden rasler. Et morgenvæsen vender sig vragt, svæver over vejen. Min by sukker før den vågner, og jeg skal beskræftes før jeg kan lukke et øje. I nat var jeg vågen og ude. En sjælden gang i mellem er det rigtigst.
