Dead people never lie

WEQIHGQJFPIWREQHPSGIA. Jeg spasser helt ud her. Jeg er så pavestolt, at jeg slet ikke kan være i min egen hud. Stolt af mig selv, selvfølgelig, men lige så meget af August og Anna og Asta og William og Ida or resten af holdet, og af hvor pissefuckingfed den film bliver. Det er helt plat, så glad jeg bliver, når jeg hører mine ord komme ud af munden på nogle fremmede mennesker på et stort lærred. Jeg kan helt hundrede slet ikke sidde stille, når vi går fra stort lærrede til tusind-mennesker-sidder-og-kigger-monstrøst-stort-lærred. Jeg er så glad for min historie, og jeg er så glad for den måde, den har udviklet sig på. Den er slet ikke min længere, den har fået ben og gå på og luft under vingerne. Holdet har hjulpet den til at blive voksen og det er fantastisk. Og det er fantastisk. Og gee, hvor har jeg været glad i dag. Jeg har knapt lagt mærke til, at der sneg sig en tysk eksamen ind i fem timers tid. Det gled bare forbi. Jeg håber at kunne tage en halv fridag i morgen og nyde, at jeg ikke skal noget, og at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Det virker nok ikke, fordi jeg skal op i AT på mandag, og det tynger lidt. Men jeg skal nok komme til at arbejde, det bliver bare ikke liiiiige... ikke lige nu. Jeg skal lige være færdig med at være glad.

Leonardo da Vinci: I work on the small portrait of a woman. I am growing rather fond of it.
Ezio Auditore: Do not let a beautiful girl distract you from constructing my designs.
Leonardo da Vinci: Have no worries. Women provide little distraction.
Ezio Auditore: Wait, I don't get it.

Krigere

Er det ikke i orden at udtrykke sig om det, hvis man mener, at andres religion er fjollet? Barnlig? Farlig? Komplet og helt igennem ignorant og idiotisk? Og hvad nu hvis jeg ikke forstår, hvorfor folk kan være så selvopslugte at tro, at der er nogen, der holder øje med dem hele tiden? Så valser de rundt og tror, at de er hovedpersonen i en eller anden højere endhed af en musical, og alle andre er blot den navnløse dreng fra 5. klasse, som kun lige fik lov at spille træ nummer to. Selvoptaget og barnligt. Og dumt. Og piiiiinligt. Pinligt at der fktisk er mennersker, som tror, at de har regnet den ud. At de har svaret til, hvordan det hele hænger sammen. Hvor arrogant det er at tro, at alle andre tager fejl, og at man selv har fundet den absolute sandhed. Åh Rune, jeg håber ikke, du har ret, når du siger, at du tror, at religion altid vil være en del af samfundet. Jeg håber så inderligt, at vi vokser fra det. At vi bliver klogere. Jeg bliver så ked af det på vegne af hele menneskeheden, og jeg bliver så vred så vred så vred. Og det vil bare ikke gå væk, vel? Hvordan får man det til at gå væk?

Sortseer

Jeg har nu syv grunde til at stå op om morgenen: Engelsk skriftlig, tysk skriftlig, AT mundtlig, fysik mundtlig, tysk mundtlig, engelsk mundtlig og oldtidskundtskab mundtlig. Om præcis en måned vil de være væk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at gå mere i skole, i hvert fald ikke lige nu. Jeg har naturligvis heller ikke rigtigt lyst til at arbejde. Det slår mig faktisk, at jeg godt kunne lidt at gå i skole, fordi så behøvede jeg ikke at tænke over, hvorfor jeg skulle stå ud af sengen hver morgen; så skulle jeg bare gøre det, og så gik dagen i gang helt af sig selv. Derfor var det også underligt at holde sidste skoledag med min klasse. Jeg forstår ikke, hvorfor de allesammen var så begejstrede. Min pessimisme vokser sig bare større og større, men jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har lyst til at holde op med at gå i skole. Det hjælper ikke, at jeg har fucket det helt op for mig selv ved at have mødt de skønneste to gutter i 1.G tre uger før skolen slutter. Så kan jeg gå rundt og have ondt i hjertet og ondt af mig selv, fordi jeg så dårlig til at vedligeholde venskaber. Jeg føler mig så uendeligt ynkelig.

Elliot: Don't do this to me, Bev.
Beverly: But I'm only doing it to me. Why don't you got along with your very own life?
Elliot: Do you remember the first Siamese twins? 
Beverly: Chang and Eng were joined at the chest.
Elliot: Remember how they died?
Beverly: Chang died of a stroke in the middle of the night. He was always the sickly one. He was always the one who drank too much. When Eng woke up beside him to find that his brother was dead... he died of fright. Right there in the bed. 
Elliot: Does that answer your question?
Beverly: Poor Eli. 
Elliot: Poor Bev. 

Shhh, lille fugl.

Det var det skønneste, da jeg opdagede, at hun ikke bare er min kæreste men også min bedste ven. Og det er spøjst som jeg har mere kærlighed i lungerne end jeg plejer og mere end, tror jeg, jeg har haft før. Hun siger noget, som jeg snubler over, elsker hende lidt mindre i et øjeblik, bliver måske endda lidt bange for hende, men så brager det ind over mig igen, og jeg kan slet ikke holde mig fra bare at elske. Jeg elsker hende mest, når jeg kan lukke øjnene, og hun er stille. Så gør jeg intet forkert, og hun siger ikke noget forkert, så er vi helt rigtige, som vi skal være. Hvert lille ord dyppet i honning, min pige, også dyppet i honning eller Nutella eller hvadend hun nu foretrækker, det er det samme for mig. Jeg skal bare være stille, og hun skal ikke røre en muskel, ikke gøre noget, om hun bare overgiver sig et øjeblik, hvor hun kan være min, og hvor jeg må eje hende lidt. For det må jeg godt. En gang i mellem må jeg godt, og så er det okay at synke ned i hende og blive ked af det eller glad, i hvert fald græde. Fordi vi kan godt være venner, ikke. Midt om natten også, der kan vi også være venner, når hun ikke vil holde kæft, og jeg vil ikke andet end at holde, holde om hende. Shhh, lille fugl.

Noget oftere

Jeg kan ikke give op nu, og klokken er kvart over fem. Ikke svag, tag hjem, op på hesten og ud i mørket, før det er lys. Jeg prøver at tage et screenshot af kirken, dets gulskarpe ur, der siger kvart i seks på royalblå, den mest royale blå, jeg har set. Det vildeste er lydene, det ligner nat med chiirp chiirp alle fuglene er oppe, om jeg lukkede øjnene, ville jeg narres til at tro, at det var dag, og jeg ville køre ind i et træ. Det bordeauxrøde bælte løfter sig op over horisonten, klar til at kaste sig over det cirkus, der forsøger at overståle det. Stjernesoldater er på retræte, kun generaler står tilbage. Jeg tvinges til at stoppe for et blinkende gadelampe, stop blinker den til mig. Den får ro på sig og lader mig fortsætte. Kulden ligger sig om mine håndled, det eneste kolde til jeg husker min hage, hagens eksistens. Det har slukket hveranden lampe på vejen hjem, de sparer, men det er så mørkt, og min forlånte forlygte lyser kun op nede i cykelkurven, hvad laver jeg, og kæden rasler. Et morgenvæsen vender sig vragt, svæver over vejen. Min by sukker før den vågner, og jeg skal beskræftes før jeg kan lukke et øje. I nat var jeg vågen og ude. En sjælden gang i mellem er det rigtigst.

Dagmar: It's such a comfort sometimes, just to have somebody's arms around you. Don't you think? 
Lars: No. 
Dagmar: It feels good. 
Lars: It does not feel good. It-it hurts. 
Dagmar: Oh, like a cut or bruise? 
Lars: Like a burn. Like when you go outside and your feet freeze and you come back in and then they thaw out? It's like that. It's almost exactly like that. 
Dagmar: Same with everyone?
Lars: Oh, not really with Bianca. But everyone else.