... og hun kigger på mig med de dybe, alsigende, alvidende gråblå øjne, som synes at vokse sig større, som hun bider sig let i underlæben, trods hun godt ved, at hun ikke kan nå at sejre over tårene. Hun vil allerhelst kæmpe, men hendes navnløse følelser overvælder hende, skyller ind over hende som en flodbølge og skubber hende, tvinger hende ind i mine arme. Sjældent lader hun noget stå sig i vejen, men en sådan barriereløshed er ej ofte mødt, når hun lægger armene forsigtigt og delikat om mine lidt bredere skuldre, og jeg får lov at bære hendes lille, lette krop. Jeg tror for et splitsekund, at hun har overvundet den indre tsunami, indtil jeg mærker et petit ryk, som et hik gentagent, og hun lader det flyde, hulke, som et svækket lille dyr. Små dråber lander på min ryg, min sortklædte ryg og bliver suget ind og forsvinder, min egne begyndende tårer lander tillige på hendes mønstrede bagside, farvet og spraglet lander tårerne udenpå, synker ikke ind med praller af og triller ned og hænger på kanten af trøjen. Det mørke hår er uglet og fedtet mod min kind, og der er koldt i gangen; jeg skævler lidt men ikke så meget som hun. Sådan bliver hun husket.
