Jeg er ikke bange, bange er jeg aldrig. Jeg skal ikke være bange. Der er kun mig, jeg er kun én og alt, ikke andre. Fri og ubunden, rører kun kroppens periferi, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg giver slip uden at forsvinde. For jeg vil ikke forsvinde, jeg bliver nødt til at kunne tænke. Jeg vil være standby, jeg vil ikke slukke. Jeg tør godt, men jeg vil ikke, for det ville ødelægge alt, jeg er. Hvis jeg ikke er, så er ingenting, trods det er ligemeget, bliver det nødt til at være. Der findes intet andet, og jeg må holde fast i mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne opgive mit navn, for jeg vil intet have; jeg er ingen. Jeg ved, hvem kroppen er, kroppen der lever og gør, men jeg er ikke, jeg holder kun fast i den for ikke at glide med strømmen og ende et sted, hvor min bevidsthed skal blive til damp. Damp, forsvundet, død og væk. Når kroppen ikke længere kan være mit hvilested. Uhåndgribelig, ikke værende, kun eksisterende. Ubeskrivelig, uvirkelig. Jeg vil ikke stille spørgsmål, for svar er ikke relevante. Jeg ved. Jeg skal bore huller, og jeg må gnide salt i såret, ellers bliver jeg vanvittig, ellers kan jeg ikke holde ud at leve. Hvad laver jeg, hvor er jeg, hvad sker der. Jeg har, du har, slået hul på noget, hvad sker der. Jeg håber det aldrig stopper, men det gør det, i morgen er det væk, og jeg lever igen. Om jeg blot kunne blive hængende her. I morgen er jeg igen.
