Jeg tænker på det øjeblik, hvor vi sidder over osso bucoen, og min farfar siger noget dumt og plat og gammelmandsagtigt, som han selv klukker af, og min farmor ligger sin hånd på mit knæ og fortæller mig, at sådan en mand skal jeg aldrig finde mig. Hun smiler, og det gør det mere akavet, men jeg tror heldigvis bare, at hendes sind lige løb om hjørner med hende et øjeblik, for hun mente det ikke. Det runger i mit hoved stadigt, når jeg hoster, og nu smager det sødt af lakridsthe. Lakridsthe, så tænker jeg på min kære, halvtyske Johnsen, Adonis, han jeg ikke har set i måneder. Det når at blive tre måneder, et kvart år, og det gør ondt indeni, for der er ting, der ikke helt fungerer, når jeg ikke har haft mandens selskab længe. Jeg hoster igen, og det smager af skolen, tørt og meningsløst og uhåndterbart. "De vil gerne snakke med dig inde på kontoret," siger Marker, og jeg panikker lidt indeni. Hvad drejer det sig om, skal jeg bag tremmer nu? Der var en masse post til elevrådet, og jeg skulle indskrives i bestyrelsen. "Er du frisk og på benene igen? Du ser ikke helt frisk ud," sagde Jette inde på kontoret. "Velkommen tilbage, Arendse. Uh, du ser vist ikke helt ud som om, du er klar til at komme tilbage... er du sikker på, du ikke skulle tage hjem?" spurgte Hurtige Hanne, tysk-Hanne. Jeg måtte bare trække på skuldrene, som jeg kom til at gøre det mange gange den dag og erklære, at jeg blot er bange for at komme bagud. Jeg er bange for at komme bagud, men jeg hader hader hader at være i den skole. Jeg rådner indeni.
