"Tænker du på hende?" spurgte Jonathan. Han sad på
køkkenbordet ud imod spisestuen og vrikkede med tæerne, så jeg næsten kunne
høre det. "Hm?" var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til at
sige. Jeg sad med en gammel papkasse ved Jonathans farfars skrivebord, min ene
hånd søgende i kassen og den anden med en stak billeder i hånden. Det var en
kasse med gamle fotografier, som Jonathans farfar havde fundet frem, ikke af
anden grund end at de ikke havde været fremme længe. "Saga, tænker du på
hende?" gentog han, som om jeg ikke var klar over, hvad han talte om.
"Lidt. Nogle gange," svarede jeg ham ikke rigtigt, som jeg fandt et
billede af en rødhåret pige med store, runde solbriller siddende på en strand,
der i hvert fald ikke var at finde i Danmark, "hvem er hun?" Jonathan
lænede sig lidt frem og klemte øjnene sammen for at kunne se bedre, og jeg
strakte armen. "Det er min kusine. Lanette. Vi sås meget som børn, til
påskefrokoster og sådan noget familiekomsammen. Da vi var rigtigt små legede vi
dåseskjul og sådan noget, men hun blev hurtigt for stor til det. Jeg kan huske
det år, hun blev ophøjet til voksenbordet, og jeg stadig måtte sidde ved
børnebordet med mine fætre og spise fiskefrikadeller med remoulade, hun
værdigede mig ikke engang et blik. Så var vores forhold ovre. Hendes familie
tog til Indonesien for fire år siden, de bor på en båd og sejler rundt og bader
i kilder og fanger fisk og bliver brune og røde og aner ingenting og ingenting.
Hun sendte min farfar det der billede sidste år sammen med et postkort, om at
nu var de altså i Bengkulu og vejret og de lokale og maden og dyrene." Jonathan
tog en forsigtig slurk af sin hyldebærsodavand og kiggede på mig lidt
ængsteligt, "Hun havde altid helt hvide tænder. Det har hun stadigvæk, det
kan du se på billedet." Han rystede på hovedet, som var det det mærkeligste,
han kunne tænke sig. "Hun er da meget sød," måtte jeg indrømme,
"hun er da meget sød. Og i det mindste taler hun vel ikke svensk."
Jeg fnes lidt, men ikke så meget, for så morsom var jeg heller ikke. "Men
indonesisk, det siger jeg dig," sagde Jonathan med et fraværende grin og
rakte mig en flaske, som jeg lagde for panden til at køle lidt ned.
