Grå. Grå med grå på. Og brun. Og grå. Og jeg stirrer gennem skærmen. Og jeg starter flere sætninger med 'og', fordi sådan har jeg det. Når jeg glemmer at give papagøjen vand, og den sidder stendød på sin pind, hvorefter jeg prikker til den og den som en animeret udstoppet kaster sig mod mit hoved og vækker mig, så skal jeg gå tidligere i seng. Eller senere. Eller måske skal jeg lave noget mere. Jeg forsøger desperat at finde på noget at lave. Tag det roligt, Arendse, slap af. Nyd din ferie. Rådn op. Ellers må jeg ikke brokke mig over at gå i skole. Grå med grå med grå. GRÅ GRÅ GRÅ GRÅ. Nu bliver det juleaften, og jeg er ligeglad, men jeg har ingen computer, så jeg håber som død og pine, at jeg får en bog. Jeg bliver ulykkelig, hvis jeg nu også får computerspil, for hvad fanden skal jeg så stille op. Læse foran og bag på æsken i to måneder indtil min computer kommer tilbage? Jeg har det så hårdt. Stakkels små, sorte børn i Afrika. Jeg er ligeglad. Jeg er ligegrå. Ligegrå med grå på. Jeg kan sagtens google en gråt billede, og det gør jeg også, men de er flotte, så det går ikke. I stedet er jeg lige gået i den lille bitte folder, jeg har her på mors bærbare, og har valgt ét af de tyve billeder, der ligger der. Kevin Spacey. Ham kan jeg fint godt lide. Han er også lidt grå.
