Mit hoved gør ondt. Det er fyldt til randen med selvynk udløst af dovenskab og perfektionisme - og det er en kombination fra helvede. Han fylder hele mit hoved ud, og jeg kan næsten ikke tænke på andet end ham og hans brune øjne og hans bløde stemme og hans skindhandsker og hans begejstring og hans frakke. Min skrivebordsbaggrund stirrer på mig med de dybeste, mørkeste øjne og krydsede fingre, hvad skulle jeg dog gøre, hvis jeg ikke havde ham. Han får mig helt op og køre af pure begejstring over hans begejstring, for hans elsker alt han laver, og det kan ses, og endnu mere kan det forstås, og det beroliger mig at blive opkørt, men det gør mig også midlertidigt urolig, for der er ikke plads til ham i systemet, han bliver nødt til at vente på mig, men det gør han ikke. Jeg har ikke tid, jeg har ikke tid, så jeg forsøger med desperate og fortvivlede blogindlæg at få gang i fingrene, for jeg har mange sider, der skal skrives, så jeg må have ham ud af hovedet og ned i bogstaverne, hvis jeg nogensinde skal have en chance for at blive færdig til tiden - og for én gangs skyld er det nødvendigt, at jeg gør det godt og gør det i tide.
