Jeg er begyndt at tage dem med mig rundt omkring. Når jeg sidder i bussen eller på min cykel hovedsageligt. Mine fantasifostre. Jeg elsker dem, fordi de beskytter mig og lader mig hælde mine problemer over på dem. De bærer dem bedre end jeg gør, de er mere noble. Jeg elsker hende, og hun elsker andre, fordi jeg har lært hende at elske, og det er vigtigt for mig. "Det tæller jo ikke" sagde psykiateren, da jeg fortalte hende, at jeg havde nogle venner på internettet. "Du skal jo også have nogle rigtige venner". Så nu tog jeg hævn og fik nogle venner, som er endnu mindre rigtige venner, og så kan hun jo tænke lidt over den. "Du kan jo ikke se ting, andre ikke kan se." Tjo. Det kan jeg måske. Både Viarinn og Ka'Jael er med mig, når jeg har brug for dem. Eller når de har brug for mig, selvfølgelig. Og det er lige så meget den vej rundt. Det er rart at føle sig værdsat. Og det er værd at have nogen at tale med, som taler om noget, der er værd at tale om. Det er underligt med den slags kærlighed, for det er en indadvendt én, en kærlighed der rammer mig igen og det med det samme, den har forladt mig. Om ikke andet er det rart, at jeg ikke skal falde i søvn alene.
