En lille ligegyldig samvittighedsvorte klemmer lidt som en bums i øret. Ikke rigtigt ubehagelig og let at glemme, men når man kommer i tanke om den, så skal man enten kradse den op eller ignorere den ihjel. Det er længe siden, jeg har givet lyd her. Jeg har haft travlt med at lave ting og travlt med ikke at lave noget. Om præcis en uge er jeg på vej hjem fra Southampton, forhåbentligt lykkelig som jeg aldrig før har været det. Og jeg glæde mig. Præcis som jeg aldrig har glædet mig før. Og nu kan jeg mærke det bedre, at jeg har haft fødselsdag. To par handsker, jeg har sgu aldrig gået med handsker før, Oblivion, SHIT, jeg glæder mig til at spille Oblivion, cirka en syverfirsindstyvendedele så meget som jeg glæder mig til at opleve Derren Brown i Southampton på lørdag. Jeg er lige godt halvvejs gennem Trick of the Mind, og jeg har allerede grint og grædt foran pejsen, jeg har lært ting, der allerede betydeligt har højnet min livsværdi. En ny måde at huske på. Hvad som helst. Også tal. Tal bliver til bogstaver bliver til ord bliver til scenarier, og så kan man huske hvad som helst. Mit telefonnummer er et par centimeter oppe at finde.
