Krigere

Er det ikke i orden at udtrykke sig om det, hvis man mener, at andres religion er fjollet? Barnlig? Farlig? Komplet og helt igennem ignorant og idiotisk? Og hvad nu hvis jeg ikke forstår, hvorfor folk kan være så selvopslugte at tro, at der er nogen, der holder øje med dem hele tiden? Så valser de rundt og tror, at de er hovedpersonen i en eller anden højere endhed af en musical, og alle andre er blot den navnløse dreng fra 5. klasse, som kun lige fik lov at spille træ nummer to. Selvoptaget og barnligt. Og dumt. Og piiiiinligt. Pinligt at der fktisk er mennersker, som tror, at de har regnet den ud. At de har svaret til, hvordan det hele hænger sammen. Hvor arrogant det er at tro, at alle andre tager fejl, og at man selv har fundet den absolute sandhed. Åh Rune, jeg håber ikke, du har ret, når du siger, at du tror, at religion altid vil være en del af samfundet. Jeg håber så inderligt, at vi vokser fra det. At vi bliver klogere. Jeg bliver så ked af det på vegne af hele menneskeheden, og jeg bliver så vred så vred så vred. Og det vil bare ikke gå væk, vel? Hvordan får man det til at gå væk?

Sortseer

Jeg har nu syv grunde til at stå op om morgenen: Engelsk skriftlig, tysk skriftlig, AT mundtlig, fysik mundtlig, tysk mundtlig, engelsk mundtlig og oldtidskundtskab mundtlig. Om præcis en måned vil de være væk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at gå mere i skole, i hvert fald ikke lige nu. Jeg har naturligvis heller ikke rigtigt lyst til at arbejde. Det slår mig faktisk, at jeg godt kunne lidt at gå i skole, fordi så behøvede jeg ikke at tænke over, hvorfor jeg skulle stå ud af sengen hver morgen; så skulle jeg bare gøre det, og så gik dagen i gang helt af sig selv. Derfor var det også underligt at holde sidste skoledag med min klasse. Jeg forstår ikke, hvorfor de allesammen var så begejstrede. Min pessimisme vokser sig bare større og større, men jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har lyst til at holde op med at gå i skole. Det hjælper ikke, at jeg har fucket det helt op for mig selv ved at have mødt de skønneste to gutter i 1.G tre uger før skolen slutter. Så kan jeg gå rundt og have ondt i hjertet og ondt af mig selv, fordi jeg så dårlig til at vedligeholde venskaber. Jeg føler mig så uendeligt ynkelig.

Elliot: Don't do this to me, Bev.
Beverly: But I'm only doing it to me. Why don't you got along with your very own life?
Elliot: Do you remember the first Siamese twins? 
Beverly: Chang and Eng were joined at the chest.
Elliot: Remember how they died?
Beverly: Chang died of a stroke in the middle of the night. He was always the sickly one. He was always the one who drank too much. When Eng woke up beside him to find that his brother was dead... he died of fright. Right there in the bed. 
Elliot: Does that answer your question?
Beverly: Poor Eli. 
Elliot: Poor Bev. 

Shhh, lille fugl.

Det var det skønneste, da jeg opdagede, at hun ikke bare er min kæreste men også min bedste ven. Og det er spøjst som jeg har mere kærlighed i lungerne end jeg plejer og mere end, tror jeg, jeg har haft før. Hun siger noget, som jeg snubler over, elsker hende lidt mindre i et øjeblik, bliver måske endda lidt bange for hende, men så brager det ind over mig igen, og jeg kan slet ikke holde mig fra bare at elske. Jeg elsker hende mest, når jeg kan lukke øjnene, og hun er stille. Så gør jeg intet forkert, og hun siger ikke noget forkert, så er vi helt rigtige, som vi skal være. Hvert lille ord dyppet i honning, min pige, også dyppet i honning eller Nutella eller hvadend hun nu foretrækker, det er det samme for mig. Jeg skal bare være stille, og hun skal ikke røre en muskel, ikke gøre noget, om hun bare overgiver sig et øjeblik, hvor hun kan være min, og hvor jeg må eje hende lidt. For det må jeg godt. En gang i mellem må jeg godt, og så er det okay at synke ned i hende og blive ked af det eller glad, i hvert fald græde. Fordi vi kan godt være venner, ikke. Midt om natten også, der kan vi også være venner, når hun ikke vil holde kæft, og jeg vil ikke andet end at holde, holde om hende. Shhh, lille fugl.

Noget oftere

Jeg kan ikke give op nu, og klokken er kvart over fem. Ikke svag, tag hjem, op på hesten og ud i mørket, før det er lys. Jeg prøver at tage et screenshot af kirken, dets gulskarpe ur, der siger kvart i seks på royalblå, den mest royale blå, jeg har set. Det vildeste er lydene, det ligner nat med chiirp chiirp alle fuglene er oppe, om jeg lukkede øjnene, ville jeg narres til at tro, at det var dag, og jeg ville køre ind i et træ. Det bordeauxrøde bælte løfter sig op over horisonten, klar til at kaste sig over det cirkus, der forsøger at overståle det. Stjernesoldater er på retræte, kun generaler står tilbage. Jeg tvinges til at stoppe for et blinkende gadelampe, stop blinker den til mig. Den får ro på sig og lader mig fortsætte. Kulden ligger sig om mine håndled, det eneste kolde til jeg husker min hage, hagens eksistens. Det har slukket hveranden lampe på vejen hjem, de sparer, men det er så mørkt, og min forlånte forlygte lyser kun op nede i cykelkurven, hvad laver jeg, og kæden rasler. Et morgenvæsen vender sig vragt, svæver over vejen. Min by sukker før den vågner, og jeg skal beskræftes før jeg kan lukke et øje. I nat var jeg vågen og ude. En sjælden gang i mellem er det rigtigst.

Dagmar: It's such a comfort sometimes, just to have somebody's arms around you. Don't you think? 
Lars: No. 
Dagmar: It feels good. 
Lars: It does not feel good. It-it hurts. 
Dagmar: Oh, like a cut or bruise? 
Lars: Like a burn. Like when you go outside and your feet freeze and you come back in and then they thaw out? It's like that. It's almost exactly like that. 
Dagmar: Same with everyone?
Lars: Oh, not really with Bianca. But everyone else. 

De har sat gåseskilte op i mosen...

Jeg er begyndt at tage dem med mig rundt omkring. Når jeg sidder i bussen eller på min cykel hovedsageligt. Mine fantasifostre. Jeg elsker dem, fordi de beskytter mig og lader mig hælde mine problemer over på dem. De bærer dem bedre end jeg gør, de er mere noble. Jeg elsker hende, og hun elsker andre, fordi jeg har lært hende at elske, og det er vigtigt for mig. "Det tæller jo ikke" sagde psykiateren, da jeg fortalte hende, at jeg havde nogle venner på internettet. "Du skal jo også have nogle rigtige venner". Så nu tog jeg hævn og fik nogle venner, som er endnu mindre rigtige venner, og så kan hun jo tænke lidt over den. "Du kan jo ikke se ting, andre ikke kan se." Tjo. Det kan jeg måske. Både Viarinn og Ka'Jael er med mig, når jeg har brug for dem. Eller når de har brug for mig, selvfølgelig. Og det er lige så meget den vej rundt. Det er rart at føle sig værdsat. Og det er værd at have nogen at tale med, som taler om noget, der er værd at tale om. Det er underligt med den slags kærlighed, for det er en indadvendt én, en kærlighed der rammer mig igen og det med det samme, den har forladt mig. Om ikke andet er det rart, at jeg ikke skal falde i søvn alene.

knife laugh line nog

En lille ligegyldig samvittighedsvorte klemmer lidt som en bums i øret. Ikke rigtigt ubehagelig og let at glemme, men når man kommer i tanke om den, så skal man enten kradse den op eller ignorere den ihjel. Det er længe siden, jeg har givet lyd her. Jeg har haft travlt med at lave ting og travlt med ikke at lave noget. Om præcis en uge er jeg på vej hjem fra Southampton, forhåbentligt lykkelig som jeg aldrig før har været det. Og jeg glæde mig. Præcis som jeg aldrig har glædet mig før. Og nu kan jeg mærke det bedre, at jeg har haft fødselsdag. To par handsker, jeg har sgu aldrig gået med handsker før, Oblivion, SHIT, jeg glæder mig til at spille Oblivion, cirka en syverfirsindstyvendedele så meget som jeg glæder mig til at opleve Derren Brown i Southampton på lørdag. Jeg er lige godt halvvejs gennem Trick of the Mind, og jeg har allerede grint og grædt foran pejsen, jeg har lært ting, der allerede betydeligt har højnet min livsværdi. En ny måde at huske på. Hvad som helst. Også tal. Tal bliver til bogstaver bliver til ord bliver til scenarier, og så kan man huske hvad som helst. Mit telefonnummer er et par centimeter oppe at finde.