Dagmar: It's such a comfort sometimes, just to have somebody's arms around you. Don't you think? 
Lars: No. 
Dagmar: It feels good. 
Lars: It does not feel good. It-it hurts. 
Dagmar: Oh, like a cut or bruise? 
Lars: Like a burn. Like when you go outside and your feet freeze and you come back in and then they thaw out? It's like that. It's almost exactly like that. 
Dagmar: Same with everyone?
Lars: Oh, not really with Bianca. But everyone else. 

De har sat gåseskilte op i mosen...

Jeg er begyndt at tage dem med mig rundt omkring. Når jeg sidder i bussen eller på min cykel hovedsageligt. Mine fantasifostre. Jeg elsker dem, fordi de beskytter mig og lader mig hælde mine problemer over på dem. De bærer dem bedre end jeg gør, de er mere noble. Jeg elsker hende, og hun elsker andre, fordi jeg har lært hende at elske, og det er vigtigt for mig. "Det tæller jo ikke" sagde psykiateren, da jeg fortalte hende, at jeg havde nogle venner på internettet. "Du skal jo også have nogle rigtige venner". Så nu tog jeg hævn og fik nogle venner, som er endnu mindre rigtige venner, og så kan hun jo tænke lidt over den. "Du kan jo ikke se ting, andre ikke kan se." Tjo. Det kan jeg måske. Både Viarinn og Ka'Jael er med mig, når jeg har brug for dem. Eller når de har brug for mig, selvfølgelig. Og det er lige så meget den vej rundt. Det er rart at føle sig værdsat. Og det er værd at have nogen at tale med, som taler om noget, der er værd at tale om. Det er underligt med den slags kærlighed, for det er en indadvendt én, en kærlighed der rammer mig igen og det med det samme, den har forladt mig. Om ikke andet er det rart, at jeg ikke skal falde i søvn alene.

knife laugh line nog

En lille ligegyldig samvittighedsvorte klemmer lidt som en bums i øret. Ikke rigtigt ubehagelig og let at glemme, men når man kommer i tanke om den, så skal man enten kradse den op eller ignorere den ihjel. Det er længe siden, jeg har givet lyd her. Jeg har haft travlt med at lave ting og travlt med ikke at lave noget. Om præcis en uge er jeg på vej hjem fra Southampton, forhåbentligt lykkelig som jeg aldrig før har været det. Og jeg glæde mig. Præcis som jeg aldrig har glædet mig før. Og nu kan jeg mærke det bedre, at jeg har haft fødselsdag. To par handsker, jeg har sgu aldrig gået med handsker før, Oblivion, SHIT, jeg glæder mig til at spille Oblivion, cirka en syverfirsindstyvendedele så meget som jeg glæder mig til at opleve Derren Brown i Southampton på lørdag. Jeg er lige godt halvvejs gennem Trick of the Mind, og jeg har allerede grint og grædt foran pejsen, jeg har lært ting, der allerede betydeligt har højnet min livsværdi. En ny måde at huske på. Hvad som helst. Også tal. Tal bliver til bogstaver bliver til ord bliver til scenarier, og så kan man huske hvad som helst. Mit telefonnummer er et par centimeter oppe at finde.

Birdy: They're just like on a cow but in a more stupid place. 

Speech increased to 67

"Hej. Nu skal du høre, jeg har kastet mig ud i et projekt, og måske er jeg helt forkert på den her, men jeg skal bruge, du ved, de der selvlysende stjerner, man kan klæbe i loftet? Ja, dem. Jeg skal bruge rigtig mange af dem." Jeg måtte gå forgæves i Tiger, Bog og Idé, Fætter BR, jaddajaddajadda, og gå endte jeg med at løbe hjem og råbe af min mor, tigge og bede, om vi dog ikke kunne tage i ToysRus, fordi de har lige det der, jeg har ledt efter, og du skylder mig forresten også firehundrede kroner. Så - fordi min mor var i ekstraordinært godt humør, tog vi sammen til Gentofte, og jeg var i ToysRus for tredje måske fjerde gang i mit liv. Jeg styrtede rundt mellem rækkerne sammen med mor og var ovenudlykkelig, da jeg endeligt fandt dem på hylden - et mindre kneb i siden var det dog, da hver æske havde 26 små og 4 store stjerner og kostede 39,95. Jeg fik regnet det ned på, at der skulle seks pakker til, så fint nok, 240,-, hvorfor ikke. Så nu ligger de på gulvet i små bunker med tal og navne. Selvlysende stjerner til min Skyrim-mani.

Nårh ja. Det skulle have handlet om idoler. Pis.

Der er nogen, der siger, at man skal lade være med at skrive noget som helst, når man er vred. Jeg er ikke vred. Jeg er bare lette aggressiv. Det er en dårlig måde at starte et indlæg på, fordi så lyder det hele som brok, det er det ikke. Jeg skal bare have gang i fingrene. Den bærbare står på bordet, så det føles så fast og stramt at taste, det er lækkert, fordi så glider det, glider i sort, fedtet olie. Trøje, sweater, jakke, hætte, brandeovnen banker og knitrer og nu. Stille. Men larm fra tv'et, pludr pludr pludr. PLUDR PLUDR PLUDR. "Does that make sense?" Sig det igen. Og han siger det igen. SIG DET IGEN og dit sprog bliver mit, og jeg tager mig selv i at sige ting til folk, som de ikke opdager, for at se om jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg godt. Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde dig til brystet. Mine indlæg kører skævt mod mål, og det, jeg ville sige, da jeg begyndte at skrive, det har lagt sig ned bagerst i hovedet, og nu er jeg sgu ligeglad. Og jeg er ligeglad. Jeg har nok glemt det. Jeg læser højt for mig selv, for at det forbliver glemt, for jeg gider ikke skrive om det nu. Og se. Så let er det. Jeg er ikke aggressiv mere.

Donnie: Where did you come from?
Frank: Do you believe in time travel?

Red Writing in Red Light

Første indlæg i det nye år på tredjedagen, på tredjedagen skriver jeg årets første indlæg. Der kommer gang i fingrene, inspiration er begejstring håndteret, og inspiration flyder ud mellem smalle, britiske læber, over en let skæv næse og rundt om to spidse, røde horn i panden. Jeg forsvinder i spillekort og trylletricks, for jeg har mislagt min bog, min psykopatiske ven, så jeg genoptager og forplejer en besættelse BESÆTTELSE. Jeg er bange for at klemme alt liv ud af dem, at fyre hele raketten af på én gang og savne det bagefter - men jeg tror, at det skal man gøre, man skal ikke gemme det og spare på det, for sandsynligheden for, at jeg i fremtiden vil nyde det så meget, som jeg gør nu, er relativt lille. Jeg suser igennem tricks og treats og jeg har det glimrende. Der kommer snart horn ud af panden på mig, for jeg suger det, sluger det, ind HELT IND og jeg bliver så opslugt, at det maser sig ud af mig. Jeg har regnet det hele ud og verden er helt anderledes nu, for jeg ved alt og kan alt og er alt, jeg er alt, jeg er alt, alt alt alt. Jeg har ikke brug for noget, jeg skal bare wwwssshhhh og mine fingre danser på tasterne. Jeg har snart fødselsdag. Jeg bliver voksen. Alt bliver godt. Alt bliver magi. Magi. Jeg er alt. Specielt magi.