Om Jonathan med de smukke blå øjne - del 3

"Tænker du på hende?" spurgte Jonathan. Han sad på køkkenbordet ud imod spisestuen og vrikkede med tæerne, så jeg næsten kunne høre det. "Hm?" var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til at sige. Jeg sad med en gammel papkasse ved Jonathans farfars skrivebord, min ene hånd søgende i kassen og den anden med en stak billeder i hånden. Det var en kasse med gamle fotografier, som Jonathans farfar havde fundet frem, ikke af anden grund end at de ikke havde været fremme længe. "Saga, tænker du på hende?" gentog han, som om jeg ikke var klar over, hvad han talte om. "Lidt. Nogle gange," svarede jeg ham ikke rigtigt, som jeg fandt et billede af en rødhåret pige med store, runde solbriller siddende på en strand, der i hvert fald ikke var at finde i Danmark, "hvem er hun?" Jonathan lænede sig lidt frem og klemte øjnene sammen for at kunne se bedre, og jeg strakte armen. "Det er min kusine. Lanette. Vi sås meget som børn, til påskefrokoster og sådan noget familiekomsammen. Da vi var rigtigt små legede vi dåseskjul og sådan noget, men hun blev hurtigt for stor til det. Jeg kan huske det år, hun blev ophøjet til voksenbordet, og jeg stadig måtte sidde ved børnebordet med mine fætre og spise fiskefrikadeller med remoulade, hun værdigede mig ikke engang et blik. Så var vores forhold ovre. Hendes familie tog til Indonesien for fire år siden, de bor på en båd og sejler rundt og bader i kilder og fanger fisk og bliver brune og røde og aner ingenting og ingenting. Hun sendte min farfar det der billede sidste år sammen med et postkort, om at nu var de altså i Bengkulu og vejret og de lokale og maden og dyrene." Jonathan tog en forsigtig slurk af sin hyldebærsodavand og kiggede på mig lidt ængsteligt, "Hun havde altid helt hvide tænder. Det har hun stadigvæk, det kan du se på billedet." Han rystede på hovedet, som var det det mærkeligste, han kunne tænke sig. "Hun er da meget sød," måtte jeg indrømme, "hun er da meget sød. Og i det mindste taler hun vel ikke svensk." Jeg fnes lidt, men ikke så meget, for så morsom var jeg heller ikke. "Men indonesisk, det siger jeg dig," sagde Jonathan med et fraværende grin og rakte mig en flaske, som jeg lagde for panden til at køle lidt ned. 

Lenny Weinrib: Achilles only had an Achilles heel, I have an entire Achilles body!

I've been breaking my back with the wAAAARRRRGGGHHHHH--

Jeg tænker på det øjeblik, hvor vi sidder over osso bucoen, og min farfar siger noget dumt og plat og gammelmandsagtigt, som han selv klukker af, og min farmor ligger sin hånd på mit knæ og fortæller mig, at sådan en mand skal jeg aldrig finde mig. Hun smiler, og det gør det mere akavet, men jeg tror heldigvis bare, at hendes sind lige løb om hjørner med hende et øjeblik, for hun mente det ikke. Det runger i mit hoved stadigt, når jeg hoster, og nu smager det sødt af lakridsthe. Lakridsthe, så tænker jeg på min kære, halvtyske Johnsen, Adonis, han jeg ikke har set i måneder. Det når at blive tre måneder, et kvart år, og det gør ondt indeni, for der er ting, der ikke helt fungerer, når jeg ikke har haft mandens selskab længe. Jeg hoster igen, og det smager af skolen, tørt og meningsløst og uhåndterbart. "De vil gerne snakke med dig inde på kontoret," siger Marker, og jeg panikker lidt indeni. Hvad drejer det sig om, skal jeg bag tremmer nu? Der var en masse post til elevrådet, og jeg skulle indskrives i bestyrelsen. "Er du frisk og på benene igen? Du ser ikke helt frisk ud," sagde Jette inde på kontoret. "Velkommen tilbage, Arendse. Uh, du ser vist ikke helt ud som om, du er klar til at komme tilbage... er du sikker på, du ikke skulle tage hjem?" spurgte Hurtige Hanne, tysk-Hanne. Jeg måtte bare trække på skuldrene, som jeg kom til at gøre det mange gange den dag og erklære, at jeg blot er bange for at komme bagud. Jeg er bange for at komme bagud, men jeg hader hader hader at være i den skole. Jeg rådner indeni.