Kkort ppå hhånden

Jeg er ikke bange for noget, for der er ikke noget at være bange for. Jeg siger til dig, som jeg siger til alle: Jeg har ingen selvværdsproblemer, fordi jeg ved, at jeg er det bedste menneske i verden. Jeg har styr på det, jeg kan alt, jeg ved at. Og detfor bliver du også bare nødt til at stole på mig, når jeg fortæller dig, at selvfølgelig skal vi to være os for altid. Der er og vil aldrig være noget galt for at planlægge fremtiden; det ville være galt at gøre alt andet. Hvis vi ikke regnede med, at vi skulle blive sammen altid, hvad fanden skulle vi så med hinanden? Når vi ses så sjældent som vi gør men stadig holder tæt ved, så er det fordi, vi er noget specielt. Eller også er det fordi, vi ikke ville kunne holde hinanden ud, hvis vi var sammen hele tiden, men jeg vil nu nok vælge at satse på det førstnævnte. Vi er ikke en film, en ligegyldig bog, vi er virkelighed, så der er ingen odds. Intet der taler for eller imod, vi kommer til at gøre lige præcis, som vi vil. Ikke som nogen bog eller film forudser, at vi bør handle. Der står intet i vores kort, og vi bestemmer selv vores hånd. Vi skriver selv vores historie.

Biørnen sover

Lærerne græder. What the hell, hvorfor græder de, har der været et dødsfald? Det må man næsten gå ud fra. Fuck. Det er ham, selvfølgelig er det ham, hvem fanden skulle det ellers være?! Det kan jeg ikke håndtere. Fuck. Det kan jeg ikke. Og sådan brugte vi formiddagen på at flæbe i hinandens arme. Han var renæssancemenneske, som det blev sagt så smukt, han var matematik, fysik, filosofi, kunst og det kom så naturligt og selvfølgeligt. Selvfølgelig var han det. Han sad på kateteret langt over tid, gennem hele frikvarteret sad han og snakkede med os, og han vidste alt, han var en gammel mand med et ungt sind. Jeg troede på ham, jeg nikkede og lyttede til manden med den bundløse viden. Matematik, som jeg hadede, jeg hadede det, de bedste timer, det var matematik, fordi det var filosofi, og det var fedt. Han sagde, henvendende sig til mine forældre: "Ja. Arendse kan gøre, lige hvad hun vil. Hun kan helt selv bestemme, fordi hun er så dygtig, og jeg tror på, at hun kan blive lige det, hun vil." Han var smuk.

Ennis Del Mar: Bottom line is... we're around each other an'... this thing, it grabs hold of us again... at the wrong place... at the wrong time... we're dead. 

-*-

Jeg er ikke bange, bange er jeg aldrig. Jeg skal ikke være bange. Der er kun mig, jeg er kun én og alt, ikke andre. Fri og ubunden, rører kun kroppens periferi, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg giver slip uden at forsvinde. For jeg vil ikke forsvinde, jeg bliver nødt til at kunne tænke. Jeg vil være standby, jeg vil ikke slukke. Jeg tør godt, men jeg vil ikke, for det ville ødelægge alt, jeg er. Hvis jeg ikke er, så er ingenting, trods det er ligemeget, bliver det nødt til at være. Der findes intet andet, og jeg må holde fast i mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne opgive mit navn, for jeg vil intet have; jeg er ingen. Jeg ved, hvem kroppen er, kroppen der lever og gør, men jeg er ikke, jeg holder kun fast i den for ikke at glide med strømmen og ende et sted, hvor min bevidsthed skal blive til damp. Damp, forsvundet, død og væk. Når kroppen ikke længere kan være mit hvilested. Uhåndgribelig, ikke værende, kun eksisterende. Ubeskrivelig, uvirkelig. Jeg vil ikke stille spørgsmål, for svar er ikke relevante. Jeg ved. Jeg skal bore huller, og jeg må gnide salt i såret, ellers bliver jeg vanvittig, ellers kan jeg ikke holde ud at leve. Hvad laver jeg, hvor er jeg, hvad sker der. Jeg har, du har, slået hul på noget, hvad sker der. Jeg håber det aldrig stopper, men det gør det, i morgen er det væk, og jeg lever igen. Om jeg blot kunne blive hængende her. I morgen er jeg igen.

Du er ikke alene

HA! Så er jeg kommet hjem fra DR Byen, en time live på Tværs på P3. Det var så smadderfedt, meget sjovere end jeg troede, det ville blive. En totalt positiv oplevelse. Jeg har kun fået god respons, tonsvis af beskeder inde fra P3 sms'en, og jeg er helt rørt over, at jeg har kunne inspirere og give mod til nogen ude i Danmark. Jeg burde skrive noget, der rammede udsendelsen pænt op, men lige nu er jeg mest af alt træt; jeg har haft min smukke kæreste på besøg hele weekenden, og jeg har kørt på et rus af glæde hele weekenden og håber på at kunne undgå en nedtur, når jeg skal tilbage i skolen. Ah, jeg er så stolt, så stolt. Det har været så lidt at give for mig, og jeg har hørt fra så mange, for hvem det har betydet rigtig meget at høre min historie, og lige pludseligt er der bare ting, der giver mening igen. Jeg er rørt over at vide, at jeg har ramt bare én. Hvis jeg rammer bare én, så er det mission accomplished. Nu er jeg bare så heldig at have ramt flere mennesker i hele landet. Jeg kan gå lykkelig i seng i dag.

Selby: What about my stuff?
Aileen: Fuck your stuff, I'll buy you new stuff. 

... soon.

Jeg inhalerer appelsinjuice fra en lille karton gennem et sugerør på daglig basis. Min mor laver stadig min madpakke og vasker mit tøj. Jeg bruger otte af mine vågne timer foran min computerskærm, hvor jeg fniser af penisjokes og prøver at outsmarte andre som mig selv, når jeg ikke spiller Sims eller bygger en forlystelsespark i Rollercoaster. Min største ambition for det voksne liv er at få en tatovering af en Pokémon. Jeg har lige brugt 50 kroner på en Legend of Zelda-nøglering og jeg har brugt ti minutter på min øjenmakeup her til morgen. I går brugte jeg en time på at ligge i min seng og flæbe hos min mor. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at vinde over min 12-årige lillebror i alt tænkeligt, og jeg kan ikke engang varme en pizza i ovnen uden at ødelægge noget. Jeg er på doven til at motionere, jeg brokker mig og skælder ud og håner. Jeg tror, jeg er den klogeste, smukkeste, bedste, jeg leger, spiller, hoverer, CN, PS2, TV3. Jeg vil altid være et barn.

You'll be a woman...

Jeg drikker kaffe uden sukker. Jeg sidder rank med krydsede ben i bussen på vej til den fritidsuddannelse, jeg tager ved siden af skolen. Jeg betaler depositum for at leje dyrt videoudstyr i anledning af, at jeg skal ud og lave frivilligt arbejde en hel weekend. Jeg spiser kanin ragout med den ene hånd med et telefoninterview i den anden hånd; jeg håndterer ændringsforslag til undervisningsmetoder, for jeg er formand for elevrådet. Jeg refererer til film ved filmens instruktør hellere end filmens skuespillere. Jeg læser Jyllandsposten og Politiken for andet end tegneserierne, og jeg sætter tid af til at søge efter lejligheder i Københavnsområdet. Jeg læser gamle klassikkere og kultursektionen, ser franske stumfilm og dokumentarer om første verdenskrig, diskuterer, debatterer, sofistikeret, engageret, DRK, KU, P1, jeg er voksen.

It's simple:

Some men just want to watch the world burn. I dag så jeg for første gang The Dark Knight. Det var på tide, og den var god, så jeg så den to gange i træk. Jeg har haft en hektisk dag, en hård dag, og bare Heath Ledgers ansigt på min skærm gav mig en klump i halsen, som jeg alligevel ikke får det ofte. 27 år blev han, død af en overdosis af sovepiller. 27 år, og alt var så lovende. Han kunne være blevet den bedste. Han havde den smukkeste kvinde på jorden. Jeg ville så gerne have set, hvad han kunne være blevet til, Heath Ledger. I morgen ser jeg Brokeback Mountain igen, for jeg savner ham. Så ser jeg måske The Dark Knight igen. Og Brokeback Mountain. Og så sidder Jake Gyldenhaal fast, han er stadig i live, så ser jeg måske Donnie Darko. Så tager jeg mig måske sammen og ser Prince of Persia, så bliver jeg skuffet og ser Brokeback Mountain igen. Så Monster. Fucking Åmål. Så Tekkonkinkreet. Så savner jeg Heath Ledger og jeg ser Dark Knight igen. Christian Bale, jeg ser The Prestige igen, American Psycho, måske skulle jeg også se Batman Begins og de andre Batman film. Heath Ledger. Tim Burton, Tim Burton, så ser jeg måske Corpse Bride så jeg kan tilføje til min spilleliste med sange fra Nightmare Before Christmas. Heath Ledger, mand, hvor blev du af?

Regnvejrets vuggevise

... og hun kigger på mig med de dybe, alsigende, alvidende gråblå øjne, som synes at vokse sig større, som hun bider sig let i underlæben, trods hun godt ved, at hun ikke kan nå at sejre over tårene. Hun vil allerhelst kæmpe, men hendes navnløse følelser overvælder hende, skyller ind over hende som en flodbølge og skubber hende, tvinger hende ind i mine arme. Sjældent lader hun noget stå sig i vejen, men en sådan barriereløshed er ej ofte mødt, når hun lægger armene forsigtigt og delikat om mine lidt bredere skuldre, og jeg får lov at bære hendes lille, lette krop. Jeg tror for et splitsekund, at hun har overvundet den indre tsunami, indtil jeg mærker et petit ryk, som et hik gentagent, og hun lader det flyde, hulke, som et svækket lille dyr. Små dråber lander på min ryg, min sortklædte ryg og bliver suget ind og forsvinder, min egne begyndende tårer lander tillige på hendes mønstrede bagside, farvet og spraglet lander tårerne udenpå, synker ikke ind med praller af og triller ned og hænger på kanten af trøjen. Det mørke hår er uglet og fedtet mod min kind, og der er koldt i gangen; jeg skævler lidt men ikke så meget som hun. Sådan bliver hun husket.