White people harvest

The holidays suck absolutely all creativity out of me so like last year, I'm just gonna post an overview of what I got this year. For what it's worth my partens told me that since I've been so expensive this year, I wouldn't get a lot of presents on christmas eve yet nearly half the presents under the tree were for me. So here we go:

Films: 

- The President

- Leaves Out of the Book of Satan

- A Clockwork Orange

- Cinema Paradiso

- Subway

- Metropolis

- Rebel Without a Cause

- Spellbound

- Miracolo a Milano

- Ladri di Biciclette

- The Seventh Seal

- The Elephant Man

- American Psycho

- The Orphanage

- The Curious Case of Benjamin Button

Billy Wilder Colliection vol. 1 and 2 being: 

- Avanti

- Irma la douce

- Kiss me, stupid

- One, Two, Three

- Some Like It Hot

- The Apartment

- The Seven Year Itch

- Witness for the Prosecution 

- The Fortune Cookie

- The Private Life of Sherlock Holmes

A book of Tim Burton's drawings 

A book of Stanley Kubrick's work

The American Psycho, the book

An awesome Alchemy dragon earring

Two yellow shirts, one with and one without sleves

A pair of bright, red suspenders

A brand new bag for my laptop

A pair of blue socks
Two slim silver rings

And oh... Skyrim. 

Skyrim is the only thing I really really really really wanted. Thing is, my computer is broken down and it'll be at least a month before I get it back from rep. So I'll be reading the intructions over and over and over and over again. This is torture.

gggggggghhhhhh

Grå. Grå med grå på. Og brun. Og grå. Og jeg stirrer gennem skærmen. Og jeg starter flere sætninger med 'og', fordi sådan har jeg det. Når jeg glemmer at give papagøjen vand, og den sidder stendød på sin pind, hvorefter jeg prikker til den og den som en animeret udstoppet kaster sig mod mit hoved og vækker mig, så skal jeg gå tidligere i seng. Eller senere. Eller måske skal jeg lave noget mere. Jeg forsøger desperat at finde på noget at lave. Tag det roligt, Arendse, slap af. Nyd din ferie. Rådn op. Ellers må jeg ikke brokke mig over at gå i skole. Grå med grå med grå. GRÅ GRÅ GRÅ GRÅ. Nu bliver det juleaften, og jeg er ligeglad, men jeg har ingen computer, så jeg håber som død og pine, at jeg får en bog. Jeg bliver ulykkelig, hvis jeg nu også får computerspil, for hvad fanden skal jeg så stille op. Læse foran og bag på æsken i to måneder indtil min computer kommer tilbage? Jeg har det så hårdt. Stakkels små, sorte børn i Afrika. Jeg er ligeglad. Jeg er ligegrå. Ligegrå med grå på. Jeg kan sagtens google en gråt billede, og det gør jeg også, men de er flotte, så det går ikke. I stedet er jeg lige gået i den lille bitte folder, jeg har her på mors bærbare, og har valgt ét af de tyve billeder, der ligger der. Kevin Spacey. Ham kan jeg fint godt lide. Han er også lidt grå.

Paul Allen: Hey Halberstram.
Patrick Bateman: Yes, Allen?
Paul Allen: Why are there copies of the style section all over the place, do you have a dog? A little chow or something?
Patrick Bateman: No, Allen.
Paul Allen: Is that a rain coat?

A mind filled up with wrongs

Mit hoved gør ondt. Det er fyldt til randen med selvynk udløst af dovenskab og perfektionisme - og det er en kombination fra helvede. Han fylder hele mit hoved ud, og jeg kan næsten ikke tænke på andet end ham og hans brune øjne og hans bløde stemme og hans skindhandsker og hans begejstring og hans frakke. Min skrivebordsbaggrund stirrer på mig med de dybeste, mørkeste øjne og krydsede fingre, hvad skulle jeg dog gøre, hvis jeg ikke havde ham. Han får mig helt op og køre af pure begejstring over hans begejstring, for hans elsker alt han laver, og det kan ses, og endnu mere kan det forstås, og det beroliger mig at blive opkørt, men det gør mig også midlertidigt urolig, for der er ikke plads til ham i systemet, han bliver nødt til at vente på mig, men det gør han ikke. Jeg har ikke tid, jeg har ikke tid, så jeg forsøger med desperate og fortvivlede blogindlæg at få gang i fingrene, for jeg har mange sider, der skal skrives, så jeg må have ham ud af hovedet og ned i bogstaverne, hvis jeg nogensinde skal have en chance for at blive færdig til tiden - og for én gangs skyld er det nødvendigt, at jeg gør det godt og gør det i tide.

Obsessive obsession disorder

Jeg elsker at være besat. Jeg elsker at være så besat af noget eller nogen, at jeg ikke kan sove om aftenen, fordi det ikke vil ud af hovedet. For en uge siden sad American Psycho så fast i mit hoved, at jeg havde lyst til at myrde alle omkring mig. Nu river blodet gennem mine årer som syre, fordi Derren Brown har fundet sig på plads i mine drømme og i mit hoved, når jeg er vågen, og når jeg sover, og når jeg er halvvågen eller halvsovende. Besættelser som disse giver mig lyst til at droppe ud af skolen, droppe ud af min familie, min hverdag, for jeg har ikke ikke brug for det. Jeg har kun brug for mine besættelser. Jeg har lyst til at spærre mig inde med bøger og film og artikler og skrivemaskine og få i opløsning og flyde sammen med den viden, som luften vil være lavet af. Jeg vil ikke gøre noget, jeg vil vide noget, jeg vil dyrke besættelser med billede på billede på væggene, på skærmene, på huden. De er smukke, og de skal være mine helte, jeg vil vide alt, jeg vil ind i dem, jeg vil være dem, og jeg kan ikke holde det ud, for jeg ligger vågen og falder aldrig i søvn, men jeg drømmer om dem og vil aldrig vågne. Jeg bliver nødt til at leve i mine drømme, for jeg har ikke lyst til at være en del af en verden, hvor jeg ikke kan røre ved mine idoler. Jeg kan ikke få min verden brudt ned, og jeg vil aldrig vide, at de er svindlere, for de er mine guder, og de findes, og de dikterer mig og styrer mig, jeg vil dem, jeg vil være dem, jeg vil have dem, og det har jeg om natten, alene, mine, ene og alene.

Isabelle: Oh Matthew! How sweet of you to keep my image close to your heart.

Om Jonathan med de smukke blå øjne - del 3

"Tænker du på hende?" spurgte Jonathan. Han sad på køkkenbordet ud imod spisestuen og vrikkede med tæerne, så jeg næsten kunne høre det. "Hm?" var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til at sige. Jeg sad med en gammel papkasse ved Jonathans farfars skrivebord, min ene hånd søgende i kassen og den anden med en stak billeder i hånden. Det var en kasse med gamle fotografier, som Jonathans farfar havde fundet frem, ikke af anden grund end at de ikke havde været fremme længe. "Saga, tænker du på hende?" gentog han, som om jeg ikke var klar over, hvad han talte om. "Lidt. Nogle gange," svarede jeg ham ikke rigtigt, som jeg fandt et billede af en rødhåret pige med store, runde solbriller siddende på en strand, der i hvert fald ikke var at finde i Danmark, "hvem er hun?" Jonathan lænede sig lidt frem og klemte øjnene sammen for at kunne se bedre, og jeg strakte armen. "Det er min kusine. Lanette. Vi sås meget som børn, til påskefrokoster og sådan noget familiekomsammen. Da vi var rigtigt små legede vi dåseskjul og sådan noget, men hun blev hurtigt for stor til det. Jeg kan huske det år, hun blev ophøjet til voksenbordet, og jeg stadig måtte sidde ved børnebordet med mine fætre og spise fiskefrikadeller med remoulade, hun værdigede mig ikke engang et blik. Så var vores forhold ovre. Hendes familie tog til Indonesien for fire år siden, de bor på en båd og sejler rundt og bader i kilder og fanger fisk og bliver brune og røde og aner ingenting og ingenting. Hun sendte min farfar det der billede sidste år sammen med et postkort, om at nu var de altså i Bengkulu og vejret og de lokale og maden og dyrene." Jonathan tog en forsigtig slurk af sin hyldebærsodavand og kiggede på mig lidt ængsteligt, "Hun havde altid helt hvide tænder. Det har hun stadigvæk, det kan du se på billedet." Han rystede på hovedet, som var det det mærkeligste, han kunne tænke sig. "Hun er da meget sød," måtte jeg indrømme, "hun er da meget sød. Og i det mindste taler hun vel ikke svensk." Jeg fnes lidt, men ikke så meget, for så morsom var jeg heller ikke. "Men indonesisk, det siger jeg dig," sagde Jonathan med et fraværende grin og rakte mig en flaske, som jeg lagde for panden til at køle lidt ned. 

Lenny Weinrib: Achilles only had an Achilles heel, I have an entire Achilles body!

I've been breaking my back with the wAAAARRRRGGGHHHHH--

Jeg tænker på det øjeblik, hvor vi sidder over osso bucoen, og min farfar siger noget dumt og plat og gammelmandsagtigt, som han selv klukker af, og min farmor ligger sin hånd på mit knæ og fortæller mig, at sådan en mand skal jeg aldrig finde mig. Hun smiler, og det gør det mere akavet, men jeg tror heldigvis bare, at hendes sind lige løb om hjørner med hende et øjeblik, for hun mente det ikke. Det runger i mit hoved stadigt, når jeg hoster, og nu smager det sødt af lakridsthe. Lakridsthe, så tænker jeg på min kære, halvtyske Johnsen, Adonis, han jeg ikke har set i måneder. Det når at blive tre måneder, et kvart år, og det gør ondt indeni, for der er ting, der ikke helt fungerer, når jeg ikke har haft mandens selskab længe. Jeg hoster igen, og det smager af skolen, tørt og meningsløst og uhåndterbart. "De vil gerne snakke med dig inde på kontoret," siger Marker, og jeg panikker lidt indeni. Hvad drejer det sig om, skal jeg bag tremmer nu? Der var en masse post til elevrådet, og jeg skulle indskrives i bestyrelsen. "Er du frisk og på benene igen? Du ser ikke helt frisk ud," sagde Jette inde på kontoret. "Velkommen tilbage, Arendse. Uh, du ser vist ikke helt ud som om, du er klar til at komme tilbage... er du sikker på, du ikke skulle tage hjem?" spurgte Hurtige Hanne, tysk-Hanne. Jeg måtte bare trække på skuldrene, som jeg kom til at gøre det mange gange den dag og erklære, at jeg blot er bange for at komme bagud. Jeg er bange for at komme bagud, men jeg hader hader hader at være i den skole. Jeg rådner indeni.

Splutsplutsplut

Så er jeg lige så stille og tæt på at være taget afsted mod Hennestrand og en højlydt weekend. Lige ved og næsten er Hennestrand Danmarks vestligste punkt, det ligger kun få kilometer nord for Blåvandshug. Havde jeg valget lige nu, nu i dette sekund, så ville jeg nok liiiiige vente til næste år. Ikke at jeg ikke glæder mig til at banke hovederne sammen med de andre GC'ere, jeg har bare lidt mere lyst til at være hjemme og få samling på mig selv, før skolen igen starter, og jeg skal til at være en aktiv, fugerende borger og medlem af samfundet igen. Om end kort så også hammerlækker jeg nød sidste weekend med min kvinde i sommerhuset på Lolland. Jeg var lidt stolt af, at det ikke var første gang, hun var der. Det er 19 måneder, det varmer, og hun varmer. Hun er min kønne pige, min pige min pige min pige. Det lille væk af panik, der altid skal glide gennem kroppen, før man siger farvel, det sunde og velkendte gip, det stilnede meget hurtigt af, for hey, tøsen kommer jo tilbage, og hurtigt endda. Vi skal stå op sammen og ud af døren sammen, gad vide gad vide. Jeg sidder og tænker, at hun er giftemateriale. Bo sammen. Jooohh...

Ronald Fisher: Beer and pussy. That's all I need.
Sean Smith: We gotta find ourselves a Smurfette.
Ronald Fisher: Smurfette?
Sean Smith: Yeah, not som etight-ass Midlesex chick, right? Like this cute little blonde that will get down and dirty with the guys. Like Smurfette.
Donnie: Smurfette doesn't fuck.
Sean Smith: That's bullshit. Smurfette fucks all the other Smufs. Why do you think Papa Smurf made her? Because all the other Smurfs were getting too horny.
Ronald Fisher: No, no, no, not Vanity. I heard he was a homosexual.
Sean Smith: Okay, then, you know what? She fucks them and Vanity watches. Okay?
Ronald Fisher: What about Papa Smurf? I mean, he must get in on all the action.
Sean Smith: Yeah, what he does, he films the gang-bang, and he beats off to the tape. 
Donnie: First of all! Papa Smurf didn't create Smurfette. Gargamel did. She was sent in as Gargamels evil spy with the intention of destroying the Smurf village. But the overwhelming goodness of the Smurf wat of life transformed her. As for the whole gang-bang scenario, it just couldn't happen. Smurfs are asexual. They don't even have... reproductive organs under those little, white pants. It's just so illogical, you know, about being a Smurf. You know, what's the point of living... if you don't have a dick?
Ronald Fisher: Damnit, Donnie. Why you gotta get all smart on us?

Dat mermaid

I just woke up and I can abosultely not sleep any longer. One glimpse out side the window and it's foggy as I have ever seen. It's such a shame, yesterday we hit the highscore of heat in October, and today the fog got the better of the day. I'm not to complain, I love fog, but it's a shame to have to show off our country like this. I'm stretching and yawning because naturally I could sleep a lot longer but to be honest: I'm just far too excited. I have never actually had to show Copenhagen to someone. Geez. I don't really have much exciting to write here, I'm just laying on my stomach waiting for time to pass so I can get going. Yes. I am excited as hell.

FeArFeArFrYgT

It's hard. It's hard because she gets bored so easily. She so full of everything, she has the world roaming right beneath her chest but she's afraid to let it out so it eats her up. They forget to tell her that what she does is okay. They are too busy telling her to take care of herself because they care about her; but they too are afraid. Afraid that she will lose her earthly connection that they love so much about her. It is all meant in the nicest way but it comes off aggressively because they fear it's the way she's turned and the only thing she now understands. They worry ever so much because they know that someday she's not going to come back again. She will grow into a bigger person, she wil become an amazing woman, they just have to be patient, because there are some thing she needs to do first. But after that, some day. She will be beautiful as ever.

Shiro: This is Planet Earth, Agent White. Do you read me, over? Today I kept peace on this planet. Over? This planet's very peaceful. Over and out. 

Kkort ppå hhånden

Jeg er ikke bange for noget, for der er ikke noget at være bange for. Jeg siger til dig, som jeg siger til alle: Jeg har ingen selvværdsproblemer, fordi jeg ved, at jeg er det bedste menneske i verden. Jeg har styr på det, jeg kan alt, jeg ved at. Og detfor bliver du også bare nødt til at stole på mig, når jeg fortæller dig, at selvfølgelig skal vi to være os for altid. Der er og vil aldrig være noget galt for at planlægge fremtiden; det ville være galt at gøre alt andet. Hvis vi ikke regnede med, at vi skulle blive sammen altid, hvad fanden skulle vi så med hinanden? Når vi ses så sjældent som vi gør men stadig holder tæt ved, så er det fordi, vi er noget specielt. Eller også er det fordi, vi ikke ville kunne holde hinanden ud, hvis vi var sammen hele tiden, men jeg vil nu nok vælge at satse på det førstnævnte. Vi er ikke en film, en ligegyldig bog, vi er virkelighed, så der er ingen odds. Intet der taler for eller imod, vi kommer til at gøre lige præcis, som vi vil. Ikke som nogen bog eller film forudser, at vi bør handle. Der står intet i vores kort, og vi bestemmer selv vores hånd. Vi skriver selv vores historie.

Biørnen sover

Lærerne græder. What the hell, hvorfor græder de, har der været et dødsfald? Det må man næsten gå ud fra. Fuck. Det er ham, selvfølgelig er det ham, hvem fanden skulle det ellers være?! Det kan jeg ikke håndtere. Fuck. Det kan jeg ikke. Og sådan brugte vi formiddagen på at flæbe i hinandens arme. Han var renæssancemenneske, som det blev sagt så smukt, han var matematik, fysik, filosofi, kunst og det kom så naturligt og selvfølgeligt. Selvfølgelig var han det. Han sad på kateteret langt over tid, gennem hele frikvarteret sad han og snakkede med os, og han vidste alt, han var en gammel mand med et ungt sind. Jeg troede på ham, jeg nikkede og lyttede til manden med den bundløse viden. Matematik, som jeg hadede, jeg hadede det, de bedste timer, det var matematik, fordi det var filosofi, og det var fedt. Han sagde, henvendende sig til mine forældre: "Ja. Arendse kan gøre, lige hvad hun vil. Hun kan helt selv bestemme, fordi hun er så dygtig, og jeg tror på, at hun kan blive lige det, hun vil." Han var smuk.

Ennis Del Mar: Bottom line is... we're around each other an'... this thing, it grabs hold of us again... at the wrong place... at the wrong time... we're dead. 

-*-

Jeg er ikke bange, bange er jeg aldrig. Jeg skal ikke være bange. Der er kun mig, jeg er kun én og alt, ikke andre. Fri og ubunden, rører kun kroppens periferi, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg giver slip uden at forsvinde. For jeg vil ikke forsvinde, jeg bliver nødt til at kunne tænke. Jeg vil være standby, jeg vil ikke slukke. Jeg tør godt, men jeg vil ikke, for det ville ødelægge alt, jeg er. Hvis jeg ikke er, så er ingenting, trods det er ligemeget, bliver det nødt til at være. Der findes intet andet, og jeg må holde fast i mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne opgive mit navn, for jeg vil intet have; jeg er ingen. Jeg ved, hvem kroppen er, kroppen der lever og gør, men jeg er ikke, jeg holder kun fast i den for ikke at glide med strømmen og ende et sted, hvor min bevidsthed skal blive til damp. Damp, forsvundet, død og væk. Når kroppen ikke længere kan være mit hvilested. Uhåndgribelig, ikke værende, kun eksisterende. Ubeskrivelig, uvirkelig. Jeg vil ikke stille spørgsmål, for svar er ikke relevante. Jeg ved. Jeg skal bore huller, og jeg må gnide salt i såret, ellers bliver jeg vanvittig, ellers kan jeg ikke holde ud at leve. Hvad laver jeg, hvor er jeg, hvad sker der. Jeg har, du har, slået hul på noget, hvad sker der. Jeg håber det aldrig stopper, men det gør det, i morgen er det væk, og jeg lever igen. Om jeg blot kunne blive hængende her. I morgen er jeg igen.

Du er ikke alene

HA! Så er jeg kommet hjem fra DR Byen, en time live på Tværs på P3. Det var så smadderfedt, meget sjovere end jeg troede, det ville blive. En totalt positiv oplevelse. Jeg har kun fået god respons, tonsvis af beskeder inde fra P3 sms'en, og jeg er helt rørt over, at jeg har kunne inspirere og give mod til nogen ude i Danmark. Jeg burde skrive noget, der rammede udsendelsen pænt op, men lige nu er jeg mest af alt træt; jeg har haft min smukke kæreste på besøg hele weekenden, og jeg har kørt på et rus af glæde hele weekenden og håber på at kunne undgå en nedtur, når jeg skal tilbage i skolen. Ah, jeg er så stolt, så stolt. Det har været så lidt at give for mig, og jeg har hørt fra så mange, for hvem det har betydet rigtig meget at høre min historie, og lige pludseligt er der bare ting, der giver mening igen. Jeg er rørt over at vide, at jeg har ramt bare én. Hvis jeg rammer bare én, så er det mission accomplished. Nu er jeg bare så heldig at have ramt flere mennesker i hele landet. Jeg kan gå lykkelig i seng i dag.

Selby: What about my stuff?
Aileen: Fuck your stuff, I'll buy you new stuff. 

... soon.

Jeg inhalerer appelsinjuice fra en lille karton gennem et sugerør på daglig basis. Min mor laver stadig min madpakke og vasker mit tøj. Jeg bruger otte af mine vågne timer foran min computerskærm, hvor jeg fniser af penisjokes og prøver at outsmarte andre som mig selv, når jeg ikke spiller Sims eller bygger en forlystelsespark i Rollercoaster. Min største ambition for det voksne liv er at få en tatovering af en Pokémon. Jeg har lige brugt 50 kroner på en Legend of Zelda-nøglering og jeg har brugt ti minutter på min øjenmakeup her til morgen. I går brugte jeg en time på at ligge i min seng og flæbe hos min mor. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at vinde over min 12-årige lillebror i alt tænkeligt, og jeg kan ikke engang varme en pizza i ovnen uden at ødelægge noget. Jeg er på doven til at motionere, jeg brokker mig og skælder ud og håner. Jeg tror, jeg er den klogeste, smukkeste, bedste, jeg leger, spiller, hoverer, CN, PS2, TV3. Jeg vil altid være et barn.

You'll be a woman...

Jeg drikker kaffe uden sukker. Jeg sidder rank med krydsede ben i bussen på vej til den fritidsuddannelse, jeg tager ved siden af skolen. Jeg betaler depositum for at leje dyrt videoudstyr i anledning af, at jeg skal ud og lave frivilligt arbejde en hel weekend. Jeg spiser kanin ragout med den ene hånd med et telefoninterview i den anden hånd; jeg håndterer ændringsforslag til undervisningsmetoder, for jeg er formand for elevrådet. Jeg refererer til film ved filmens instruktør hellere end filmens skuespillere. Jeg læser Jyllandsposten og Politiken for andet end tegneserierne, og jeg sætter tid af til at søge efter lejligheder i Københavnsområdet. Jeg læser gamle klassikkere og kultursektionen, ser franske stumfilm og dokumentarer om første verdenskrig, diskuterer, debatterer, sofistikeret, engageret, DRK, KU, P1, jeg er voksen.

It's simple:

Some men just want to watch the world burn. I dag så jeg for første gang The Dark Knight. Det var på tide, og den var god, så jeg så den to gange i træk. Jeg har haft en hektisk dag, en hård dag, og bare Heath Ledgers ansigt på min skærm gav mig en klump i halsen, som jeg alligevel ikke får det ofte. 27 år blev han, død af en overdosis af sovepiller. 27 år, og alt var så lovende. Han kunne være blevet den bedste. Han havde den smukkeste kvinde på jorden. Jeg ville så gerne have set, hvad han kunne være blevet til, Heath Ledger. I morgen ser jeg Brokeback Mountain igen, for jeg savner ham. Så ser jeg måske The Dark Knight igen. Og Brokeback Mountain. Og så sidder Jake Gyldenhaal fast, han er stadig i live, så ser jeg måske Donnie Darko. Så tager jeg mig måske sammen og ser Prince of Persia, så bliver jeg skuffet og ser Brokeback Mountain igen. Så Monster. Fucking Åmål. Så Tekkonkinkreet. Så savner jeg Heath Ledger og jeg ser Dark Knight igen. Christian Bale, jeg ser The Prestige igen, American Psycho, måske skulle jeg også se Batman Begins og de andre Batman film. Heath Ledger. Tim Burton, Tim Burton, så ser jeg måske Corpse Bride så jeg kan tilføje til min spilleliste med sange fra Nightmare Before Christmas. Heath Ledger, mand, hvor blev du af?

Regnvejrets vuggevise

... og hun kigger på mig med de dybe, alsigende, alvidende gråblå øjne, som synes at vokse sig større, som hun bider sig let i underlæben, trods hun godt ved, at hun ikke kan nå at sejre over tårene. Hun vil allerhelst kæmpe, men hendes navnløse følelser overvælder hende, skyller ind over hende som en flodbølge og skubber hende, tvinger hende ind i mine arme. Sjældent lader hun noget stå sig i vejen, men en sådan barriereløshed er ej ofte mødt, når hun lægger armene forsigtigt og delikat om mine lidt bredere skuldre, og jeg får lov at bære hendes lille, lette krop. Jeg tror for et splitsekund, at hun har overvundet den indre tsunami, indtil jeg mærker et petit ryk, som et hik gentagent, og hun lader det flyde, hulke, som et svækket lille dyr. Små dråber lander på min ryg, min sortklædte ryg og bliver suget ind og forsvinder, min egne begyndende tårer lander tillige på hendes mønstrede bagside, farvet og spraglet lander tårerne udenpå, synker ikke ind med praller af og triller ned og hænger på kanten af trøjen. Det mørke hår er uglet og fedtet mod min kind, og der er koldt i gangen; jeg skævler lidt men ikke så meget som hun. Sådan bliver hun husket.

Ikke en sang

Billedet er fra sommerferien fra min tur til Korea. Det har ikke nogen speciel relevans for i dag, eller hvad jeg skriver nu, andet end at jeg har været i godt humør i dag og stadig er det. Vi har idræt i dag som jo ellers ikke er mit subjekt of choice. Jeg er sikker på, at min krop er helt død i morgen. Jeg hader hader hader at løbe. Men det gik. Og så er der nogle køller fra min klasse, der insisterer på, at vi skal bruge 25.000-30.000 på vores studentervogn; det er jo helt hen i vejret. Så er der introfesten på fredag, årets første fest, som jeg glæder mig hammermeget til - der kommer man jo udklædt og får alt sit tøj fucket, fordi alle løber rundt med sprittuscher. Jeg har fået meldt mig som frivillig til ungdomsfilmfestivalen OREGON, og helst ud over forventning har jeg fået lov sammen med Amanda at lave den dokumentarfilm, der skal, well, dokumentere festivalens eksistens. Og det var såmænd dagens opsummering. Ikke poetisk, ikke smuk, jeg skulle bare have lidt fra hånden. 

Dommedag

Alt udenfor er lyst op trods klokken ikke er mere end seks om morgenen. Et gulligt og fremmed lys der med minutterne chancerer over i en ikke mindre bizar grønlig nuance. Vandet piler ned og slår som en pisk med uregelmæssige kolde slag mod vinduerne. De hvide advarselsblink med den efterfølgende dybe buldren raser; der går ikke ti sekunder mellem hvert nedslag. Jeg ligger lysvågen og på vagt, knuger mine hænder for hvert skælv og håber, at himmelen ikke falder ned. Vækket af ét så kraftigt, at det fik selv det gamle hus til at ryste af skræk, ryste som jeg gør nu, og huset gør igen, for vi er bange. Når verdenen åbner ild lukker vi øjnene i, trækker gardinerne for og tæller de mest intenst talte ølkasser. Thor og Zeus i en episk kamp, hammer mod kile, bryst mod bryst råber de uforstålige, blodige kampråb til hinanden som de baldrer sammen, så gnisterne står fra kroppene, og vi skælver, huset og jeg, lukker ørerne og stopper skorstenene og håber på stridens ende, på fred. --- Jeg har forsøgt at tage et billede, men intet levede op til motivet, så jeg valgte at rekreere et i stedet.

GEEZ!

Efter alt for mange problemer med Blogger, har jeg endelig (med lidt hjælp) fundet ud af at få ordnet mit problem med manglende tekst i mine indlæg. Ikke at jeg går ud fra, at der har siddet nogen og revet sig i håret, fordi jeg ikke har opdateret, men fordi jeg selv har været an smule frustreret over ikke at kunne 'tekstuelt' afløb, om man vil. Medens jeg har været ude af stand til at blogge, er det jo ikke fordi, jeg har lavet noget, jeg ellers ikke ville have lavet. Det har været sommerferie, så jeg har spillet en masse Playstation, stenet time efter time på FunnyJunk, set og genset en masse film. Jeg har fandeme næsten glemt, hvordan man udtrykker sig. Det er ikke engang en overdrivelse, jeg har ikke lavet ret meget, der har været intellektuelt eller tankevirksomhedsudfordrende i sommerferien. Det er faktisk så slemt at jeg næsten har mistet evnen til at formulere mig præcist, som jeg ellers plejer at være så stolt af at kunne. Her til aften har jeg kløjes så meget i mine sætninger, at det næsten var helt pinligt; men nu starter jeg i skole på onsdag, så mon ikke det bliver bedre derfra?

CURRENTLY STANDING BY

Soaked

It seems I have grown somewhat fond of the rain. The walking distance between the theater and the bus stop was just a little longer than your regular 'sure, we'll walk'-distance and halfway there it began pouring down. My mom and my brother immediately began running but for a reason I didn't think of at the time, the rain didn't bother me at all. Of course the Danish rain is not similar to the Korean rain, it is colder and softer but I couldn't help but feel home in the rain. It stupid and my hair looked like hell when I eventually reached the shelter but I think it took me back to Korea just for a second. It's funny how I miss it so much because on the paper it was nothing special but I can't help but lingering a little. Also I have been talking a little to Alan today and I had a moment of actually sitting in front of the screen, laughing out loud. Litterally lolling. It was brilliant. I have grown somewhat fond of the rain. Temporarily at least.

Adventures pt. 6 - A latex pout

I can't seem to figure out if I'm regularily tired or overly tired. Teddy allowed me to sleep on her shoulder on the longer ride which was far more comfy than you'd think. It had me sending thoughts to Jack who offered me his shoulder on the busride from the camp. And after all a boney shoulder is better than none. After all that is not reallu what it's about anyways, is it? I hope that he hand his companions get some sleep on their plane ride because we did kieep them up all night. Staying up all night was definately an awesome idea though I was slightly disappointed in Hadley's chickening out already a little past midnight. The night really did seem to last forever and it was the best thing since time together was what we were lacking. I have a feeling that it pulled the five of us just a little closer together which just made it the hardest part to say goodbye in the morning. In all honesty I was really surprised to see how touched the three of them seemed to be when we promised that we'd see each other again some day. It made quite an impact on me getting to know those people and I was fairly unprepared as to how they would grow on me.

Jim Olmeyer: Hello! We're your neighbors from two doors down and we just wanted to welcome you to the neighborhood! 
[hands the Colonel a gift basket] 
Jim "JB" Berkely: Everything's from our garden, except for the pasta. 
Jim Olmeyer: Yes, it's from Fizzoli's, it's amazingly fresh, you just pop it in water and it's done! I'm Jim Olmeyer. 
[shakes the Colonel's hand] 
Jim Olmeyer: And this is my partner Jim. 
Jim "JB" Berkely: Jim Berkely, but people call me J.B. 
[extends his hand to shake] 
Colonel Frank Fitts: Ah, let's just cut to it, what are you selling? 
Jim Olmeyer: Nothing, we just wanted to welcome you to the neighborhood. 
Colonel Frank Fitts: You said you're partners, so, uh what's your business? 
Jim Olmeyer: Well, he's a tax attorney. 
Jim "JB" Berkely: And he's an anesthesiologist. 

Adventures pt. 5 - Sleepless in Seoul

Last night - and not even sooner really - I realized that the incredible people I had attatched myself to so quickly were gonna be seperated from me and I could not just come knocking on their door or join them for breakfast whever I wanted. Of course it's sicking in now - but not entirely - that they won't be there when I come home. This could easily get really sobby because I was surprisingly close to tears when I had to hug Jack, Selina and Alan goodbye. It's always a little harder to say goodbye when you don't know when you'll meet again - if at all. To myright sit both Teddy and Henry and I'm glad I get to bring them home at least. They are sleeping and "Watch You Sleeping" has been plating on repeat the last couple of hours. Henry's lips are more than lightly partedand her head is leant back. Teddy might merely just be listening to musi-- oh, nope, she's definately asleep, her chin just dropped to her chest.

Adventures pt. 4 - Cloud penetration

The Adventures pt. 4 and 5 are written in a little notebook with a kitten on it that I received upon my departure from Seoul. They are written while on the plane: I am currently sitting on a small plane from Helsinki to home. It's not gonna be more than one and a half hour, which is a relief 'cause it's rather bumpy. You could imagine a newly educated pilot behud the... wheel? Stick? Whatever. I suddenly remembered how the Danish weather is absolutely shit compared to that of Korea. I've really been enjoying being able to step out in the rain in shirts and a t-shirt. The major downside of going to Korea during the monsoon season is that I had of course only brought flippin' slippers that would absorb the water and never dry again. That means that I have - without exaggeration - had constantly wet feet for a week and I highly doubt the healthiness of that. I had saved my Converse for traveling only and I have never appreciated my shoes more. So far the 10 hours it takes to fly across China and Russia I have had the hardest time trying to sleep; that is, it was a little easier this time because the excitement had worn off and the sadness had kicked in.

Perry: My $2000 ceramic Vektor my mother got me as a special gift. You threw in the lake next to the car. What happens when they drag the lake? You think they'll find my pistol. Jesus. Look up "idiot" in the dictionary. You know what you'll find? 
Harry: A picture of me? 
Perry: No! The definition of the word idiot, which you fucking are! 

Lobengula

Mit hoved har facon som en halvmåne. Jeg er rød ved tindingen, fordi jeg hele dagen har lænet mit hoved op af min hånd, ja, fordi historie ikke er så skide spændende. Og dog. Hvis det ikke var tvunget på A, så havde jeg nok tage det alligevel. Det her er endnu et tomt indlæg uden noget poesi ellers dets lige, uden nogle beskuelser af livet; jeg keder mig mig bare og trænger til at skrive lidt. Eller det er jo noget pis, for jeg har ikke lavet andet i dag end at skrive synopsis og spille Wii. Jeg trænger bare til at lukke op for tankerne og skrue de kreative filtre af. Ikke engang vel, fordi det er jo ikke fordi, jeg ikke kunne klare mig uden. Så jeg trænger vel ikke til det. Jeg har måske bare lyst. Og i denne her måned bliver min blog altså fyldt med dårlige webcambilleder af mig. Det gør den fordi jeg er selvoptaget, fordi jeg ikke har noget kamera, fordi jeg ikke vil bruge andres billeder, fordi det styrker min selvtillid, fordi jeg er en douchebag, fordi jeg kan, fordi det generer dig. Fordi jeg er ligeglad. Pick or. Or don't.

The fight is on!

Jeg er til historieårsprøve. 24 timer har jeg. Jeg har trukket Kolonialisme og imperialisme. Det er ikke fordi, det er øredøvende svært, jeg har bare lyst til at lave alt andet lige nu. I morgen skal jeg op 10:42. Forhåbentligt kommer min far snart hjem, så han kan drysse lidt inspiration i hovedet på mig. Jeg har allerede holdt to pauser for at spille Super Smash Bros Brawl. Ja, min disciplin er ikke i top, men i det mindste forsøgte jeg da at lave en plan. Jeg må indrømme, lige nu blogger jeg kun for at distrahere mig selv lidt. Og måske også for at få fingrene lidt igang i håb om, at lige pludselig, så sidder jeg og skriver om Lobengula og hans land, der blev snydt ud af hænderne på ham. Men sandsynligheden taler ikke for det. Faktisk så taler den mere for, at jeg om lidt rejser mig og går ned og checker køleskabet for eventuelle madrester eller noget andet, der kan holde mig beskæftiget bare en lille smule længere. Jo. Det vil jeg gøre.

Meta Knight: "Come back when you can put up a fight"

Lavendler og hængekøjer

"Hov hej!" "Hey. Det er mit." "Ja. Du får det ikke tilbage." "Jeg vil ikke have det tilbage." Og det var det. Det var vores samtale. Vi har ikke set hinanden i, hvad, halvandet år. Det er synd, for jeg var ellers lige stoppet med at tænke på dig. Jeg havde faktisk slået din eksistens helt ud af mit hoved, og så skulle du absolut stå lige ved det busstoppested, hvor jeg kunne af, og du skulle påpege, at jeg havde dit halstørklæde på. Du kan jo ikke vide, at det er den ene dag ud af hundrede. Jeg er glad for, at det ikke gik mig mere på, end det gjorde. Jeg er glad for, at du faktisk slet ikke virkede så sød, som du var engang, for så går jeg jo ikke glip af noget. Selvfølgelig var det på vej over til hypnosedamen, og det var da også lidt svært at koncentrere sig om at tale om mine problemer først, men så var det godt, at hun var lige tilpas ivrig og afslappet. Jeg må dog nok indrømme, at selvom jeg havde glædet mig, og selvom jeg næsten havde stolet blindt på det, fordi min mor kun har fortalt godt om det, så synes jeg, at selve hypnosen virkede helt fjollet. Altså... helt tosset. Det var meget svært at hengive sig til det, når man for syttende gang fik at vide, man nu blev man altså TI GANGE så afslappet, som man var lige før. Jeg ved ikke, om jeg tror på det. Jeg ved ikke, om jeg kan.

Hvis jeg kunne

I to dage har jeg gået rundt og tænkt, at jeg ville skrive et blogindlæg. Men det er svært at være poetisk, når man mest af alt bare gerne vil være stille. Jeg skal ind til byen i morgen, ind til indre by og hypnotiseres. Jeg har lyst til at tro på det, fordi min mor bilder mig ind, at det er rigtigt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke hørt noget dårligt om det, men jeg har bare svært ved at håndtere det; jeg er ikke rigtigt overbevist. Håndtere. Det er ikke det rigtige ord, for jeg kan sgu knapt håndtere noget disse dage. Disse. Det er til gengæld et fint ord. Folk bruger det ikke rigtigt i talesprog, og det er en skam. Det gjorde Henning Jensen. Jeg så en dokumentar om Henning Jensen, og han siger disse og dette, og det er så lækkert at høre på. Jeg ville ønske, jeg kunne klemme bare en enkelt smuk tanke ud af hovedet, men det kan ikke lade sig gøre i dag. Jeg er allerede gået på sommerferie. Eller dvs. jeg har bare allerede lukket ned. Jeg har faktisk ikke rigtigt skænket det en tanke før nu, at jeg skal til samfundsfagseksamen om en uge. Jeg burde gå i gang, men der er bare så meget andet, jeg hellere vil. Jeg vil hellere hypnotiseres.

Leland: You know what the funny thing about earthquakes is? After an earthquake you see people pulling other people out of broken down buildings and people hugging and junk because they saw a little girl's shoe in the middle of the road and no little girl around. Then a couple days later they forget all about it... 
Pearl Madison: Well it still shows you that there's goodness in people. 
Leland: During earthquakes at least... 

... at den giver bagslag?

I går, den 30., færdiggjorde vi endelig vores filmen. Filmen. Altså den film, som skal vises i Imperial for tusind mennesker. Det er så fedt, at jeg næsten ikke kan have det i kroppen. Nu sidder jeg på båden mod Aarhus, og jeg skal til fødselsdag. Jeg glæder mig, men jeg skal ikke heller holde mig fra at indrømme, at jeg er helt uendeligt træt, og at jeg godt lige kunne sove i tolv timer, hvis det skulle være. Tillføjesesvis har jeg en smule spontant fået mit øre piercet, mest på opfodring af Holli, som viste mig et lille øresmykke, som hun ikke selv kunne gå med, men som jeg kan overtage. Holli. Jeg skal over og besøge hende for første gang nogensinde om tre uger, og igen er jeg så spændt, at jeg glider helt ud af min egen hud. Oveni det kommer min rejse til Sydkorea kun tættere og tættere på, og da jeg i går så en udsendelse på DR-noget om internetafhængige unge i Seoul, så blev jeg ærligt talt ellevild. Alting kunne være værre lige nu. Min eneste rigtige bekymring er samfundsfagseksamen: Men mon ikke det går?

Silly teachers; 12s are for good students

I'm writing here only to get my fingers warm and get my brain started up. (Am I the only one who always types "brian" when I wanna type brain?) I slept horrorbly. I had a semi-realistic dream about going to the exam and having accedentally brought my brother's lunchbox instead of my own. It was awful, trust me. Now my fingers are all sweaty and my feet are tickling; maybe that's because of the pills? I have no idea. Which reminds me that I should write to a whole lot of people today. I will do that today. Whenever I'm out of that awful exam room. Did I mention how urghhh I feel when I'm going to an exam? Well, I do feel rather... urghhh... Even though I got a 12 this Monday which surprised me some. But these written exams, they take so bloody long. So I panic. It's awful. It's exactly an hour from now and a little voice in my head tells me to just stay home, go to sleep and it'll all be over - but I doubt that's useful. THAT IS*, I'm sorry. No contractions in papers that are handed in. Man. I hate this. I want it over with. I want to shoot myself in the head. Or, nah okay, maybe that is a little dramatic. BUT YOU GET IT. Or I get it. 'Cause it's my blog. I sincerely hope that no-one will be reading this, it's really stupid. And it's only to get myself started. Blah blah blah. And oh, damn, I have to find a picture too. Hold on. It'll just be something random from a random folder. OH, this one is cool. Let's go for that one. Over and out.

Delbert Grady: A nigger. 
Jack Torrance: A nigger? 
Delbert Grady: A nigger cook. 

Jeg er den lille pige, sut min pik

"Du gør nok større indtryk på folk, end du tror." Det er da tæt på at være en af de bedste komplimenter, jeg har samlet op i meget lang tid, for jeg tror nok, jeg bilder mig nok ind i forevejen. Men sødt var det alligevel. For en gangs skyld glæder jeg mig på nogen andres vegne, og det er spændende, fordi jeg skal til AT-årsprøve, og jeg er ligeglad. Jeg kom hjem i dag og besvimede på min seng og sov i en time eller fem timer eller et sted der i mellem; jeg missede regnvejret. Af en eller anden grund havde jeg sat høj musik til at spille, før jeg lagde mig til at sove. Ikke at jeg ved, hvad det skulle hjælpe. Inde i mit hoved ville jeg falde hurtigere i søvn, men det giver ikke megen mening. Min mund smager stadig af weekendtur og mit hår lugter stadig af bål, men det er helt i orden. Som sagt skal jeg op til AT i morgen klokken et, og jeg er forholdsvis dårligt forberedt omstændighederne taget i betragtning. Men så er det godt, at jeg er ligeglad. Jeg går op i morgen og smider noget pludderpladder i hovedet på mine ikke-ret-yndlingslærere, så tager jeg hjem, og laver lige hvad jeg har lyst til med god samvittighed! God samvittighed, det skulle da være første gang meget længe. Og det holder omend ikke så længe, for der er jo flere årsprøver og eksamener. Jeg egner mig ikke rigtigt til at gå i skole. Jeg bryder mig i hvert fald ikke ret meget om det. Almen uddannelse. Pffft.

Udendørsstemmen

"Jeg har faktisk haft en ret god dag." Sådan kunne jeg sige, om jeg sad sammen med nogen, og det ville jeg gøre, og det med et lille smile endda, for det har jeg. "I mediefag legede vi 'Gæt og Grimasser'" med tryk på legede, og jeg ville grine, for det var umanerligt hyggeligt. Min farmor og farfar har været på besøg, ville jeg tænke, men det er ikke spændende at fortælle om. Og så alligevel for jeg har ikke set dem længe, og de har det ikke godt. Men det er ikke passende at snakke om. Det er faktisk en anelse upassende at snakke om farfars cannabispiller, og om hvordan apoteket ikke kan skaffe dem til ham mere. Den sidste mediefagstime var omend en lille smule sørgmodig, slår det mig så pludseligt, fordi så ser jeg ikke Christina igen i meget lang tid, og den tanke har jeg svært ved at forlige mig med, så jeg ville tie stille og i stedet sige "hun er gravid." Og det er dejligt for hende, men jeg ville sige det med misfornøjelse i stemmen, for det er svært at lægge skjul på, at jeg er ked af det. Samtalen ville gå i stå, som samtaler har det med at gøre, og så ville jeg alligevel være okay med, at der ikke var nogen at tale med. Og sådan blev det, at jeg sad og græd på mit værelse efter noget, der ellers syntes at have været en fornuftig dag, og derpå kunne jeg så føle mig blot en smule uretfærdig, da jeg tydeligvis ikke lod dagen komme til sin ret.

Shiro: Hey, Black, nighttime is sad. Guess it's because the dark makes me think about dying. 
Kuro: Don't worry, White. Nobody will ever break us apart. 

Marble Hornets

Jeg har brugt aftenen i går og eftermiddagen i dag på ikke at lave AT. Mere specifikt har jeg set Marble Hornets, Entry #1 til #40. Jeg kan ikke helt holde mig fra den slags. Jeg er næsten afhængig af at sidde oppe sent om natten med hovedtelefoner på og skræmme mig selv halvt ihjel med YouTube-mysterier, survival horror spil og andet creepypasta. Én af mine yndlingsfænomener har altid været Slenderman, og det er da også derfor, jeg var overrasket over, at Marble Hornets havde gået min næse forbi. Men jeg er afhængig. Jeg kan mærke, det prikker lige under huden. Det stikker lidt, fordi jeg holder vejret. Jeg hyperventilerer for at kører mig selv op i en spids. Jeg kan huske, at jeg længe siden fortalte nogen om det her, og de kunne ikke forstå, at jeg overhovedet turde. Jeg har tænkt en del over det, og det er sjovt, fordi jeg tror, det er fordi, det rammer og fordi, jeg kan mærke det. Når man bare læser noget eller ser en film, så kan det være nok så fantastisk, men det er ikke til at komme udenom, at man stadig bare sidder og stirrer; sådan er det ikke med det her. Når jeg skræmmer mig selv, så kan jeg mærke det. Bare ved at sidde og stirre på noget, noget helt ufarligt endda, så kan jeg mærke et sus, en rus. Jeg kan mærke noget. Det er fredag den 13. Jeg har haft en forbløffende god dag.

Handlingslammet

Der er forskel på forelskelse og fascination, det var det, du sagde, ik'? Og man kan være tiltrukket af folk på mange planer og på forskelligt grundlag, tænkte jeg så, og jeg fumlede med min meget store kop med meget lidt kaffe i. Jeg sad godt, og jeg slappede af, trods jeg næsten rystede, da jeg stod nede i opgangen. Lige nu er jeg stadig træt; jeg er træt efter weekenden, jeg er træt af at gå i skole, jeg er træt, fordi jeg er bange for at være vågen, når jeg har sådan en knude i halsen og en rumlen i maven. Jeg taler godt for mig i dag, men ikke halvt så godt som jeg gerne ville, så det er godt, at du er lidt villig. Så er jeg også blevet klippet - det ses passende ikke på billedet - men det hjælper lidt på selvtilliden (ja, det er så bortset fra, at der ikke er nogen, der har bemærket det endnu). Mine øjne glider i, og forhåbentligt skal jeg ind i en barnlig, vægtløs verden, så jeg har netop genset Tekkonkinkreet, som blive ved med at være så gribende, at jeg skal bide mig i læben for ikke at flæbe. Jeg skriver sjældent noget sammenhængende, men det behøver jeg heller ikke. Det her er min blog, er det ikke? Jeg skriver jo bare, hvad der løber mig gennem hovedet lige nu. Ellers ville det ikke være min blog. Hader du ikke også bare følelsen, man får, når en sætning slutter helt blæksprutte.

Truman Burbank: Lauren, right? It's on your book. 
Lauren: Lauren. Right. Right. 
Truman Burbank: Well, I'm Truman. 
Lauren: Yeah. I know. Look, Truman, I'm not allowed to talk to you. You know. 
Truman Burbank: Yeah, well, I can understand, I'm a pretty dangerous character. 

Limitless

If we stop talking about it, it's gonna go away by itself. We tried everything we could think of that could possibly help and so... is it gone now? Not really no, so what are you gonna do to help me now? Oh nothing? Y'know... that's... I mean.. c'mon.. you even took my pills away, you didn't have to do that. So what if they didn't help, it makes a difference that they're gone. I need just a little courage to say what I've been waiting and waiting to say, what's I've been wanting to force myself into but never dared or maybe never cared enough. Or so it's gonna look like. Yes, again, another post without names or any nouns to reveal what the hell all this bull shit is supposed to mean, just empty complaints and emo blabber. HA. And here it came, tunnel vision. I've been hoping for it to show up for several days. Everything gets so small and distant. It feels like a little high, just a little one. The one that's nice to have just before you go to sleep; luckily it likes to show up whenever I'm tired. I'm zoning out. I just forgot everything there for a moment. But there it came rushing back. That sting in the chest. Group sessions, therapists, psychologists, psychiatrists, green pills, red pills, hynosis, fresh air, a pad on the fucking head. Depression comes rushing back right into my chest. I would say it never left but hey. I claimed to be happy on a few occasions, didn't I. I won't deny that. I'll just... push it aside a little 'cause it doesn't count. But dude... I'm zoning out on a vision high. The sky is my screen is my limit. No period

Rendering 48,67%

You were standing on the low railings, trying to keep your balance with your hand hoovering over my shoulder. I was looking up at you, smiling at how playful you were. "Come down from there." I said and you did exactly that with out question. I grabbed hold of your hand and told you to close your eyes. "Stay in this moment. Right now you and I are together, we're right here and we're together forever in this very moment if you can just keep it with you. I am standing in front of the most beautiful girl I have ever met and I have never been happier." Those were my exact words. My hand left yours only to slide around your back and hold you tight. You smiled and tugged at my shirt somewhat desperately. In that corner we stood, both holding back our tears but we were together forever in that moment. It's not very poetic or well written but I woke up about ten minutes ago and that was the part of my dream that stood clearest in my head. I don't believe in dream interpretation or anything like that really but it made me wake up with a smile on my face. I wanted to share it with you.

Prem Kumar: Final question for twenty million rupees, and he's smiling. I guess you know the answer. 
Jamal Malik: Do you believe it, I don't! 
Prem Kumar: You don't? So you take the ten million and walk? 
Jamal Malik: No. I'll play. 

World flash

Jeg sidder på cyklen, alt flyver forbi. Træer, skyer, buske, hegn. Biler, mennesker, lygtepæle. Asfalt asfalt asfalt. Sort. Sort i et par sekunder, der strækker sig længere og længere og bliver tidobbelt skræmmende hele tiden. Sort sort. Så træer, himmel, græs. Mennesker. Sort sort sort. Buldren i ørerne, jeg slipper styret. Igen lys, biler, biler, cyklister. Jeg lukker øjnene, når jeg cykler. Jeg lukker øjnene, så længe jeg tør. Når jeg åbner øjnene igen, er jeg en kujon. Når jeg holder dem lukket, har jeg hele verden i min hule hånd. Der er ikke nogen, der kommer til skade, for jeg er en kujon. Sort sort sort sort. Jeg tæller sekunderne, jeg tæller hjerteslag, jeg tæller hjul- og pedalomdrejninger, fordi jeg skal være i kontrol. Hvis jeg kom til skade, hvad skulle jeg så gøre? Jeg ved det ikke. Men det er ligemeget. For jeg er stadig en kujon.

Adventures pt. 3 - Let me let go

Being drunk. Intoxicated. Toxic through your veins that would be. Like getting smacked over the head with a guitar and then being asked to play it with mittens on. It's incredible how everything becomes acceptable as soon as the music plays, the blunt sound of cans and glasses and cans and cans, it's the perfect excuse. But man, is there any choice but being in that one gear: GO. What is there at all to want if you are not allowed to let yourself go for a minute, for an hour, for an evening... or a week? Boundaries, expectations, plans and chains and plans and plans. Let me let go. Plans and cans, I'm a fucking poet.

Teddy Daniels: Anything unusual occur? 
Nurse Marino: Define 'unusual'. 
Teddy Daniels: Excuse me? 
Nurse Marino: This is a mental institution, Marshal. For the criminally insane. Usual isn't a big part of our day. 

Adventures pt. 2 - Bird's eye

I put my nose in the air sometimes, saying eeeooowww I'm a freakin' tourist. That's what you told me, right, that it's easy to tell the tourists from the locals, not because the look too different but because the tourists will be walking around looking up and the locals will have their eyes locked at the ground; even though I must say that if I had such a beautiful view I would never again look down, I mean wow, skyscapers in the backyard, crossing the bridges that give the craziest view. It makes it all the more awful to come home again, no tall buildings, nothing open in the middle of the night, no life, no nothing in the dull and resting city of Copenhagen.

Adventures pt. 1 - New York, kvinde min.

New York has beautiful blue eyes in which I could gaze till the end of times. The streets, its veins, are electric and dynamic like nothing else and you can feel its pulsating movement beneath your feet for every step. For a week I have been pumping through her blood, not doing a thing to hide my foreigner's excitement and curiousity as I had my nose in the sky in bare admiration of the somewhat endlessly tall buildings, that seem all so unfamiliar for me. I must admit that I hadn't at all expected to have my breath taken away in such a manner. Even after a seven hour flight without sleep and the time now being ten in the morning, I feel incredibly awake. I don't think I have realized it yet, that I have said goodbye and gone home, left her behind, the city of wonders. Of any places in the world, I'd love to be back in that pink and green room, listening to the sound of paws against the floor and noise from the street outside. Take me back, take me home.

Natalie: Tell me about her again. 
Leonard Shelby: Why? 
Natalie: Because you like to remember her. 
Leonard Shelby: She was beautiful. To me, she was perfect. 
Natalie: No, don't just recite the words. Close your eyes... and remember her. 
Leonard Shelby: You can just feel the details. The bits and pieces you never bothered to put into words. And you can feel these extreme moments... even if you don't want to. You put these together, and you get the feel of a person. Enough to know how much you miss them... and how much you hate the person who took them away. 

only dis one txting me

Det er sjovt, som det skulle komme bag på mig, hvor meget jeg skulle gå hen og savne dig. Det må være det der med at blive forelsket på ny, lidt bange for at blive skuffet, men for draget til at slappe af. Jeg tror ikke helt, jeg havde forstået, at du skal være væk i en uge, for jeg har tjekket min telefon hvert kvarter hele dagen. Jeg tror, jeg distraherer mig selv lidt, men det er vel også det, man skal. Jeg har spillet Pokémon siden jeg vågnede klokken 10 og til nu... klokken 22. Darmanitan lvl 56, Galvantula lvl 39, Woobat lvl 41, Serperior lvl 51, Zweilous lvl 52, Druddigon lvl 36; jeg roder rundt med Elite Four. Jeg tror, jeg tager min DS med på flyet til New York, New York om en uge. Jeg har vasket tøj, vasket tøj og hængt tøj op, og vasket tøj. (Her indså jeg så, at jeg havde glemt at tage tøjet ind igen), dermed også taget tøj ind. Mor har fundet 30 lus i Axels hår. Jeg børstede ikke tænder i morges. Louise, kom for helvede tilbage. Det suger i maven, når jeg tænker på dig.

You don't need pants for a victory dance

WARNING: SUM OF DIS CHAPTA IS XTREMLY SCRAY. VIOWER EXCRETION ADVISD. Jeg har genlæst My Immortal. Jeg har siddet og læst My Immortal i Samfundsfag. Jeg har savnet My Immortal. MEN førend - mere specifikt i går aftes - havde jeg det for vildeste nostalgitrip. Jeg genså og genhørte nogle af introtemaerne fra min barndoms tegneserier, Powerpuffpigerne, Ko & Kylling, Dexters Laboratorium. Jeg blev faktisk noget nær rørt; det er altid lidt smertefuldt at blive mindet om, at man ikke er uskyldig mere, ik. Det ender med, at jeg krænger mig om Kingdom Hearts og Aladdin og flødeis og min mors arme. Nogengange er det ikke sjovt at blive ældre. Nogengange får jeg lyst til at advare min lillebror og fortælle ham, at han forhelvede skal nyde, at han er ung og glad og fri for bekymring. Det er her, jeg holder op med at whine og sparker et par linjer ind om, hvad jeg har lært de sidste par dage. I går aftes lærte jeg, at et "Dear John"-brev er et brev, man modtager fra sin kæreste, hvis man er udstationeret, og hun forlader én. Så bliver man kaldt John. Sådan er det bare. Jeg har også lært, at jeg kan skrive en 10-talsopgave på tre dage. En SRO. Jeg er rystet. MEN. Nu vil jeg pakke mig sammen og komme hjem. Hello, it's me, Sir Pants-R-Off!

Guy at Nightclub: You look like a clown in that stupid jacket. 
Sailor: This is a snakeskin jacket! And for me it's a symbol of my individuality, and my belief... in personal freedom. 
Guy at Nightclub: Asshole. 
Sailor: C'mere.