Elliot: Don't do this to me, Bev.
Beverly: But I'm only doing it to me. Why don't you got along with your very own life?
Elliot: Do you remember the first Siamese twins? 
Beverly: Chang and Eng were joined at the chest.
Elliot: Remember how they died?
Beverly: Chang died of a stroke in the middle of the night. He was always the sickly one. He was always the one who drank too much. When Eng woke up beside him to find that his brother was dead... he died of fright. Right there in the bed. 
Elliot: Does that answer your question?
Beverly: Poor Eli. 
Elliot: Poor Bev. 

Shhh, lille fugl.

Det var det skønneste, da jeg opdagede, at hun ikke bare er min kæreste men også min bedste ven. Og det er spøjst som jeg har mere kærlighed i lungerne end jeg plejer og mere end, tror jeg, jeg har haft før. Hun siger noget, som jeg snubler over, elsker hende lidt mindre i et øjeblik, bliver måske endda lidt bange for hende, men så brager det ind over mig igen, og jeg kan slet ikke holde mig fra bare at elske. Jeg elsker hende mest, når jeg kan lukke øjnene, og hun er stille. Så gør jeg intet forkert, og hun siger ikke noget forkert, så er vi helt rigtige, som vi skal være. Hvert lille ord dyppet i honning, min pige, også dyppet i honning eller Nutella eller hvadend hun nu foretrækker, det er det samme for mig. Jeg skal bare være stille, og hun skal ikke røre en muskel, ikke gøre noget, om hun bare overgiver sig et øjeblik, hvor hun kan være min, og hvor jeg må eje hende lidt. For det må jeg godt. En gang i mellem må jeg godt, og så er det okay at synke ned i hende og blive ked af det eller glad, i hvert fald græde. Fordi vi kan godt være venner, ikke. Midt om natten også, der kan vi også være venner, når hun ikke vil holde kæft, og jeg vil ikke andet end at holde, holde om hende. Shhh, lille fugl.

Noget oftere

Jeg kan ikke give op nu, og klokken er kvart over fem. Ikke svag, tag hjem, op på hesten og ud i mørket, før det er lys. Jeg prøver at tage et screenshot af kirken, dets gulskarpe ur, der siger kvart i seks på royalblå, den mest royale blå, jeg har set. Det vildeste er lydene, det ligner nat med chiirp chiirp alle fuglene er oppe, om jeg lukkede øjnene, ville jeg narres til at tro, at det var dag, og jeg ville køre ind i et træ. Det bordeauxrøde bælte løfter sig op over horisonten, klar til at kaste sig over det cirkus, der forsøger at overståle det. Stjernesoldater er på retræte, kun generaler står tilbage. Jeg tvinges til at stoppe for et blinkende gadelampe, stop blinker den til mig. Den får ro på sig og lader mig fortsætte. Kulden ligger sig om mine håndled, det eneste kolde til jeg husker min hage, hagens eksistens. Det har slukket hveranden lampe på vejen hjem, de sparer, men det er så mørkt, og min forlånte forlygte lyser kun op nede i cykelkurven, hvad laver jeg, og kæden rasler. Et morgenvæsen vender sig vragt, svæver over vejen. Min by sukker før den vågner, og jeg skal beskræftes før jeg kan lukke et øje. I nat var jeg vågen og ude. En sjælden gang i mellem er det rigtigst.