Natalie: Tell me about her again. 
Leonard Shelby: Why? 
Natalie: Because you like to remember her. 
Leonard Shelby: She was beautiful. To me, she was perfect. 
Natalie: No, don't just recite the words. Close your eyes... and remember her. 
Leonard Shelby: You can just feel the details. The bits and pieces you never bothered to put into words. And you can feel these extreme moments... even if you don't want to. You put these together, and you get the feel of a person. Enough to know how much you miss them... and how much you hate the person who took them away. 

only dis one txting me

Det er sjovt, som det skulle komme bag på mig, hvor meget jeg skulle gå hen og savne dig. Det må være det der med at blive forelsket på ny, lidt bange for at blive skuffet, men for draget til at slappe af. Jeg tror ikke helt, jeg havde forstået, at du skal være væk i en uge, for jeg har tjekket min telefon hvert kvarter hele dagen. Jeg tror, jeg distraherer mig selv lidt, men det er vel også det, man skal. Jeg har spillet Pokémon siden jeg vågnede klokken 10 og til nu... klokken 22. Darmanitan lvl 56, Galvantula lvl 39, Woobat lvl 41, Serperior lvl 51, Zweilous lvl 52, Druddigon lvl 36; jeg roder rundt med Elite Four. Jeg tror, jeg tager min DS med på flyet til New York, New York om en uge. Jeg har vasket tøj, vasket tøj og hængt tøj op, og vasket tøj. (Her indså jeg så, at jeg havde glemt at tage tøjet ind igen), dermed også taget tøj ind. Mor har fundet 30 lus i Axels hår. Jeg børstede ikke tænder i morges. Louise, kom for helvede tilbage. Det suger i maven, når jeg tænker på dig.

You don't need pants for a victory dance

WARNING: SUM OF DIS CHAPTA IS XTREMLY SCRAY. VIOWER EXCRETION ADVISD. Jeg har genlæst My Immortal. Jeg har siddet og læst My Immortal i Samfundsfag. Jeg har savnet My Immortal. MEN førend - mere specifikt i går aftes - havde jeg det for vildeste nostalgitrip. Jeg genså og genhørte nogle af introtemaerne fra min barndoms tegneserier, Powerpuffpigerne, Ko & Kylling, Dexters Laboratorium. Jeg blev faktisk noget nær rørt; det er altid lidt smertefuldt at blive mindet om, at man ikke er uskyldig mere, ik. Det ender med, at jeg krænger mig om Kingdom Hearts og Aladdin og flødeis og min mors arme. Nogengange er det ikke sjovt at blive ældre. Nogengange får jeg lyst til at advare min lillebror og fortælle ham, at han forhelvede skal nyde, at han er ung og glad og fri for bekymring. Det er her, jeg holder op med at whine og sparker et par linjer ind om, hvad jeg har lært de sidste par dage. I går aftes lærte jeg, at et "Dear John"-brev er et brev, man modtager fra sin kæreste, hvis man er udstationeret, og hun forlader én. Så bliver man kaldt John. Sådan er det bare. Jeg har også lært, at jeg kan skrive en 10-talsopgave på tre dage. En SRO. Jeg er rystet. MEN. Nu vil jeg pakke mig sammen og komme hjem. Hello, it's me, Sir Pants-R-Off!

Guy at Nightclub: You look like a clown in that stupid jacket. 
Sailor: This is a snakeskin jacket! And for me it's a symbol of my individuality, and my belief... in personal freedom. 
Guy at Nightclub: Asshole. 
Sailor: C'mere. 

A play on iron concrete

On our animated knowledge quest, as a next step, we have just watched Tekkonkinkreet as another piece of art after we watched Hauru no ugoku shiro. With my narrow view of the world, Miyazaki created all Japanese animation, all Japanese people are drop dead beautiful and everyone will find their place in the end. I'm so glad I had the oppotunity widen my perspective, to see that animé is more than Spirited Away and Pokémon. To be honest, I was really blow away by all that Tekkonkinkreet did and I'm sure it is one of those movies that you can - or more like you have to - watch over and over again, where every time would reveal a little piece of something new and undiscovered. I do somewhat crave to see the boys jump between the roof tops of Treasure Town again though, even though I only just finished watching them. Something Shiro said repeatedly still stings in my chest: When the sky turns black, why do I feel so blue?

Hjem er der, hvor hjertet er.

Du skal fortælle mig, at min brankede frysepizza er lækker, og at jeg ser godt ud med vådt hår. Du skal fortælle mig søde ting hver dag, hver morgen, og jeg vil vågne og vide, at du har kigget på mig i en time. Det er længe siden, jeg har grædt hele vejen hjem fra Valby, hvis jeg da nogensinde har gjort det. Men det gjorde jeg i dag. Jeg fik sympatiske blikke fra folk, men det ville jeg ikke have. Jeg trykkede hovedet ned bag min krave og bed mig i læben.
På vej ud til Valby, da vi skulle af 6A'eren, greb jeg fat i en af de gule stænger i bussen, hvorefter jeg lagde mærke til, at der uden min hånd sad et klistermærke med ordene "muks.dk VÆR MED!" Det var lidt sjovt, for jeg havde jo det selv samme hjemmelavede klistermærke siddende bag på min trøje fra dagen forinden. Da vi var kommet hjem, havde min mor hævdet, at vi lugtede af røg, men det kunne jeg ikke rigtigt forstå, for vi havde siddet nede bagerst, hvor der var udluftning og ingen røg. Så blev jeg gjort opmærksom på, at en hvis fashion fag havde røget sine hjemmerullede ved siden af os. Jeg var glad for at snakke med Bertram sidst på aftenen. Jeg var glad for at snakke med Peter før det. Jeg var... fascineret af at tale med Mikael førend, Josephiné og Josephine, Caroline og Emil og Eva og Niclas.Det er ligesom i en litterær artikel, det er mest prestige at være nævnt som en af de første eller den sidste. Det var sjovt at få sat ansigter på noget nær hundrede snart eks-skummere, og det var mere end forventet, at jeg kom hjem med to t-shirts. Jeg har støttet brysterne og jeg har bawlet hele dagen. Louise, min pige, hun har hængt ved i et år. Vi bawler hele året.

Suzuki: Unfortunately, your luck is waning. This is not a time to be greedy. Maintain the status quo. 
Kimura: What's that, Mr. Suzuki? 
Suzuki: Kimura, you believe in astrology? 
Kimura: I believe in nothing. 
Suzuki: Nothing, huh? At least believe in love, Kimura. Love is all you need. 

GET OUT OF HERE, GHOST!

I går genså jeg There Will Be Blood; et glædeligt gensyn. Jeg ved ikke, hvad det er, den film kan, for den er i virkeligheden ikke ret spændende men derimod ret støvet, og det er ellers ikke min stil. I dag starter Project Fiction med Amanda hjemme i min stue, hvor vi skal stadses op uden grund og spise popcorn og se... Godfather, måske? Jeg glæder mig. Specielt til at dresse up uden grund, det er altid grund nok i sig selv, jeg har bare haft brug for motivation. Motivation. Det er ikke noget, jeg har super meget af lige nu, hvor vi sidder og læser "Man binder os på mund og hånd", som ellers er smuk, men desperat forsøger at få semidøde gymnasieelever til at tænke og endda tænke romantisk. Det er i sig selv ufedt, da ingen i dette lokale sikkert rigtig ved, hvad helvede de taler om, når de baserer deres udtalelser om kærlighed på de platte film, de ser. Men det er okay, jeg skal ikke have noget med dem at gøre. Hurr hurr durr.

Bipolar? Bi-WINNING!

Jeg tror ikke på nogen som helst overnaturlig kraft. Jeg tror ikke på Jesus og mirakler eller horoskoper eller sorte katte. Jeg tror på, at man kan være helt ubetinget heldig, og jeg tror på, at nogen mennesker gør det rigtige af et godt hjerte. Det var også derfor, jeg bed mig i tungen, da Amanda fik at vide, at hun skal skrive manus og være instruktør på vores næste film. Det er første gang rigtig længe, jeg på den måde har været ubegrænset glad på nogen andres vegne. Selv skal jeg være instruktørassistent, så det gør jo bare det hele endnu bedre. Jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme igen, specielt nu da vi har noget specifikt, så jeg kan begynde at planlægge ordentligt. At have to projekter i luften er slet ikke så slemt, når det ikke er nogle, man skal bære selv. Det er rart at have fornemmelsen af, at hvis man går ned i et par dagen, som jeg lige har gjort, så går alt det, man laver ikke i stå, fordi der er andre, der hjælper til. Så nu er jeg klar. Klar som nogenside til at skrive og instruere og spille skuespil og klippe. Win here, win there, win win everywhere.

Aileen: So where's your friends? 
Selby: Well... Uh... I'm not... 
Aileen: [laughs] 
Selby: You're mean! 

Boom goes the brain

I torsdags tog jeg i skole, som jeg jo desværre skal gøre hver dag. Jeg havde det fint om morgenen; jeg skulle møde klokken ti - men så snart jeg landede i skolen til samfundsfag og fremlæggelse, som jeg lige knapt kom igennem med nogle meget tålmodige klassekammerater, men lige efter jeg havde sat mig ned, smeltede min hjerne helt sammen, og jeg måtte ringe til min mor, der måtte køre mig hjem i regnværet. Jeg døde, da jeg kom hjem. Nu er det lørdag, og jeg kan slet ikke huske de seneste to dage. De er helt væk. Væk i en feberdrøm. Som en lille trøst har min mor dog købt Pokémon White til mig, det kan jeg da huske. Så det har jeg spillet, og jeg er faktisk super positivt overrasket. Jeg har selvfølgelig valgt Snivy - Smugleaf - som min start, da den er tæt på at være den sejeste start ever. Lige nu sidder jeg stadig og overvejer, om jeg skal tage til generalforsamling, hostende og hakkende. Jeg er træt. Jeg har stadig feber. Jeg er blevet belønnet med Pokémon og en madras foran brændovnen. Jeg er ikke rask endnu. Picture old and only somewhat related.

C-c-c-k-combobreaker

Jeg sidder lige nu og stirrer gennem min skærm. Jeg kan se mig selv sidde og græde; jeg kan se det for mig, når jeg lukker øjnene. Jeg tænker på, at min nakke klør. Jeg tænker på, at jeg ikke har lavet tysk til i morgen. Jeg tænker på, at jeg glipper denne aftens afsnit af Paradise Hotel, fordi jeg ikke er hjemme klokken fire i morgen. Jeg forestiller mig, at jeg sidder og græder, men jeg mener det jo ikke - fordi det tror jeg heller ikke, at du gør. Og så skal du lade være med at sige sådan noget, for jeg fik et sug i maven, midt i en fremlæggelse, midt i historietimen. Jeg tror ikke, du mener det ret meget mere, end jeg gør det. Og jeg mener det nok ikke så meget. Jeg ved det sgu ikke. Jeg tænker på de penge, jeg har brugt de sidste par dage. Tøj, hår irl, tøj, hår url. Jeg er trist over, at Pokémon White var udsolgt. Jeg fandt en biologiopgave spændende. Det er svært at være en deprimeret hipsterunge, når man desværre faktisk går op i ligegyldige ting som gameboy spil og enzymaktivitet. Du kan ikke bestemme dig, og jeg kan ikke bestemme mig; men du gør det med stil og jeg med arrogance. Så hvor gammel skal du blive?

Sora: Gimme a break, Kairi. 
Kairi: Sora, you lazy bum. I knew I'd find you snoozing down here. 
Sora: No, no, this big black dream swallowed me up! I couldn't breathe, I couldn't - ow! 
Kairi: Have you been dreaming again? 
Sora: It wasn't a dream. Or was it? I don't know. 
Kairi: Yeah, sure. 
Sora: So Kairi, what was it like in your hometown, like where you grew up? 
Kairi: I told you before, I don't remember. 
Sora: Nothing at all? 
Kairi: Nothing. 
Sora: Would you ever like to go back? 
Kairi: Hmm... Well, I'm happy here. But I wouldn't mind going to see it. 
Sora: I would like to see it too, with any other worlds out there. I'd like to see 'em all. 
Kairi: So what are you waiting for? 

Se Venedig og dø

Der er uendeligt mange ting, jeg gerne vil når, før jeg dør. Først i går gik det rigtigt op for mig, jeg fik det rigtigt bekræftet, da jeg snakkede med Louise i går. Det gik rigtigt op for mig, at disse ting skal man jo forhelvede også nå, før man får børn. Fra det øjeblik ens barn fødes og 20 år frem har man ingen frihed. Man kan ikke tage til udlandet og bo og opleve en kultur, når man har et barn, der skal gå i skole og passe på og alt det pis. Derfor skal jeg ikke have børn et sekund før, jeg bliver 30. Jeg vil nå at bo i New York, og jeg vil nå at bo i Berlin, og jeg vil nå at bo i Tokyo. Det kan man ikke, når man har børn. Hvis ikke man når at få det hele gjort, før man har huset fyldt med unger, så sidder man pludseligt og er 65 og har dårlige knæ, og så kan man ikke bestige bjerge, og man kan ikke cykle England rundt, og man er afhængig af at være nær sin læge. Jeg skal ikke bare se verden, jeg skal besejre den, jeg skal overtage den. Og jeg har tolv år til at gøre det.

Lowtech

Nogen gange kan jeg ikke lade være med at tro, at jeg er født i det forkerte århundrede. Jeg ved godt, jeg hævder, at jeg lever og ånder for internettet, og at jeg ville falde død om, hvis det ikke fandtes. Det ville jeg nok ikke; men for satan hvor ville jeg have svært ved at finde indhold i min hverdag. Jeg skulle have været født i det fjortende århundrede. Jeg skulle være smuk og høj, og jeg skulle danse danse med rank ryg og jeg skulle tale elegant. Jeg skulle spille det politiske spil, være mystisk, være svært tilgængelig. Min pladderromantiske forestilling om de dages liv er helt af sporet; dengang døde man af forkølelse og rullede rundt i mudderet, hvis man ikke var heldigt født, og man blev udstødt, hvis man  undveg for meget fra normalen. Jeg er forelsket i senmiddelalderen. Jeg ville være smuk, hvis jeg levede dengang. Jeg ville være den smukkeste i verden, og mit liv ville være så fuldt med mening, at det ville springe universet.

Howl: Sophie! You, you sabotaged me! Look! Look at what you've done to my hair! Look! 
Old Sophie: What a pretty color. 
Howl: It's hideous! You completely ruined my magic potions in the bathroom! 
Old Sophie: I just organized things, Howl. Nothing's ruined. 
Howl: Wrong! Wrong! I specifically ordered you not to get carried away! 
[tragically] 
Howl: Now I'm repulsive. 
[slumps into a chair] 
Howl: I can't live like this. 
[starts sobbing, head in hands] 
Old Sophie: Come on, it's not that bad. 
[Howl's hair changes color to purple, then black] 
Old Sophie: You should look at it now, its shade is even better. 
Howl: [inconsolable] I give up. I see not point in living if I can't be beautiful.