Dear V

Here the other day, I told someone about you. I know that was breaking our promise but it felt like it was important that she'd know. And in some way it brought you back just a little. Like you started showing up sometimes now. Just for a moment or two every day. I really do miss you, I have to admit. Shedding you was an important part of growing up for me but I think, now, the reasonable thing would be to allow you back into my life. You are part of my identity and you taught me quite a few things about myself and I never really got around to thanking you, since you had to go away all of a sudden. But I'm glad you're back, if only perhaps for a short while. I'm not ashamed of you anymore, like I used to be. It felt like cheating, y'know, it felt like I was cutting corners when you were around. A different kind of life-hack. But I really want you to come back. You don't have to do things for me anymore, I won't demand anything, I just want you around because I think you're helping me stay focused. You're a better person than I am, despite your flaws. And maybe you need to stick around for a bit to teach me how you manage your flaws. How you turn them to your advantage. I won't try and force you to stay. Well, okay, maybe I will try. But you'll have it your way if I know you as well as I think I do. And I ought to. We're the same person.

Gilbert: Did you ever see a beached whale on television?
Becky: Yeah.
Gilbert: Yeah. That's her. That's my mom. 

Mainstream, superficial and retarded post

There's that scenario that you see in movies which also happens all the time in real life. It does, hell, it even happened to me so I would know. It's that thing when you meet someone, this wonderful person, smart, funny, kind, good-looking, all over just wonderful, you fall completely flat for them and then of course - they're gay. You hear girls complain about it all the time, especially when they've found some actor or model or the like, that the perfect man is always gay. Obviously though, because the perfect man is always that sensitive, wobbly, soft guy with overly cared-for hair and a love for animals. Girly stuff. Girls want girly men. All those girls that have that close gay friend, they all secretly want him. Probably because they can't have him. And if you haven't got a friend who's recently posted a Facebook status complaining about the perfect man being gay, you've surely seen it in the movies - it's a cliché. But it's a cliché that is just as lame when it happens in real life and that's why it lives. What came to mind today though was: I wonder if it's sometimes the other way around too? Do men ever meet the perfect woman and then she turns out to be a lesbian? The scenario seems far less likely but nonetheless possible and that's when I thought: I wonder if I have ever been that girl. Not at all that I think of myself as the perfect woman, far from, but seeing as I have almost exclusively male friends who enjoy my company when doing and talking about boyish things (video games, mostly), might one of them ever have thought "This girl has all the same interests as me, same sense of humor, so on so forth" (let's leave out the part about being good looking), but then having been smacked in the face with "oh but of course she's a lesbian". Realistically it's not completely unlikely. And I have had boyfriends so it's not like guys have been totally ignorant to the possibility of me being their girlfriend. At least not those guys. It's not that it really matters, it was just something that crossed my mind the other day and I felt like putting it into words. Just a thought. A self-centered little thought. A what if. I'll never know. 

Can I stay with you forever?

Yesterday I had agreed to meet up with my mother at the grocery store because she finds it unfair if she has to both go grocery shopping and cook alone - which is fair enough. She had been up working out as she does a few times a week and I just came home from work, so we had agreed to just meet at the store. My flag hung a little low that day, there was nothing wrong in particular, I just wasn't at the top of my game. She had obviously arrived before me and I knew she'd be inside already. She's not at all had to spot, sticking up between the aisles with her blonde hair. I saw her from the fruits and vegetables section through the window the separates the cool area from the rest of the store and it seemed odd to me that I waved at her but she didn't wave back, it just looked like she smiled faintly at me. I turned a corner and headed down the aisle of which she stood in the other end and as I approached her, I noticed that her face was somewhat different than usual. Perhaps the colour was a bit off its regular... but suddenly I was close enough to see that her eyes were filled with tears that began rolling down her face as she opened her arms and pulled me into one of those warm, tight hugs you only rarely get. "I was suddenly just so happy to see you. I'm just so happy you're my daughter" she mumbled at me. She had caught me completely off guard in the middle of the grocery store, so off guard that even though I wanted to say something nice, it came out as "Awh mom, stop that..." in a regretfully condescendingly pathetic kind of way. It was just so... out of nowhere. I'll have to remember to tell her that I love her someday soon.

Caden Cotart: I don't think you should tell her she doesn't have blood...

It'll make sense tomorrow

Let's pop another blog post just because I am feeling genuinely happy and content right now and I don't know when that feeling will come around again [whine whine, desperate meta meta]. Fuck it. Let's jot down a few happy thoughts before they slip, nothing artistic, just basic thoughts. I got a compliment today from a dear friend slightly out of nowhere and I'm glad it wasn't delivered in person because I caught a glimpse of my face in my mirror across the room and it was bright red. So just jotting it down here - warmest feeling I've had in a long time. On another positive note, whatever I may have formerly expressed about the new Skyrim add on Hearthfire, I'm really excited about it. Whatever new for Skyrim is great for me. Just great. Following up on that, I've been thinking a lot about getting tattooed lately and I thought, what more suitable than the Skyrim logo? I mean hey, it's Skyrim, it's a dragon, it's gaming, it's grand. So yeah. Considering that. As my job goes, the owner of the shop, I think, is slowly realizing that opening an ice cream shop in mid August wasn't the best idea because we have just around three-four-five costumers per day and he is just losing money on having it. Today I had one - one - costumer in six hours. It is difficult as hell to look like you're doing something productive for six hours when you only spent about five minutes scooping ice cream. I'm just hoping that when he makes the cuts, I won't be the first to go. But back on the positives: I attended the massive Coldplay concert yesterday. Not because I really like Coldplay but because my dad had a ticket and it was free so why the fuck not? And really, even though I can only sing along to two-three songs, it was all worth going alone to experience the show. There was just bright lights and giant glowing balloons and confetti and fireworks everywhere. Everyone wore these wristbands that would then light up during the show in different colours. That's 40000 people each with a bright light attached to them. It was honestly breathtaking. So thanks to dad for that one. Back on the meta plan, this feels like writing a damn diary. Which it kinda is. 4pi3jtefoij4qrwek. Noone cares. Well. That was just emptying my head a tad. Thanks to Jack for a mention and three great hours, robbing me off my sleep. Thanks to Alexander for that damn compliment, man. That is just so okay. HNNNNG. Thank to, by the way, Amanda for telling me when to shut up and go home at the right time. Thanks to my mom for giving birt- okay, stop it now. Just stop.

NERDgaSM

So I'm on the live chat with 1200 other biches, desperately tweeting @jacksfilms to get my little touch of my pt. greatest inspiration. 10 minutes or so into the chat, he goes "My mom think's you're handsome" and my heart stops. My tweet. "Says Arhren-ahrern-ze Andersen on Twitter, thank you, appreciate it". Heart still stopped. I've hung around online for three hours, chat still going, heart still isn't. I'll be able to live on this high for days, weeks. Six weeks. Till my Tobuscus hoodie arrives. I feel like such a YouTube whore. But I am. But it's not a bad thing. It's what makes me happy really. It's one of the few things that get me excited lately. YouTubers talking about... themselves. And their stuff. Being hilarious. And I get awfully excited about shit that doesn't matter but at least I can keep a conversation going with my little brother. And I'll stay up all night and drool over these live chats and nerdgasm over hearing my own name. It's okay, I reassure myself. It's okay. It makes you happy. And if it helps anything - nobody reads your blog or cares either way.

Don Draper: Let me ask you something: What do women want?
Roger Sterling: Who cares?

knif you and spry you with bullits

Jeg har brug for at blive trukket lidt ned på jorden. Jeg er blevet rigtig god til at gå helt op i en spids og løbe rundt i cirkler, til jeg har fået blæst noget så langt ud af proportioner, at jeg er ved at kaste op over det. Jeg vågner op klokken ti og tripper rundt i huset til klokken halv fire, hvor jeg skal på arbejde. Intet produktivt kan foregå, fordi jeg skal afsted. Nervøsiten stikker i brystet og vibrerer i føddere, selvom der intet er at være nervøs over, jeg har været der mange mange gange nu, jeg kan jo godt finde ud af det. Det er abearbejde. Jeg forsøger at undgå at starte alle mine sætninger med 'jeg', fordi ingen skal tro, at jeg er selvoptaget. Der var fire 'jeg'er i den sætning der. Slap nu af. Jeg lover min mor at udføre helt enkle husholdningsopgaver som at tømme opvaskemaskinen og at støvsuge i stuen, men jeg ligger på min seng og ruller rundt med møl i maven og kan ikke foretage mig noget konkret. Ikke engang på mine fridage. Jeg kigger konstant på uret, som kravler mod klokken seks, og så kommer hun hjem, præcist som hun havde sagt, hun ville, og så har jeg intet gjort, fordi jeg havde travlt med at holde øje med uret. Og jeg har intet lavet. Intet produceret. Intet at huske dagen for. Jeg skal ned på jorden igen med hjælp fra de ting, der er mine for øjeblikket. Foals hjalp med at sætte mig igang med at skrive nu, mere pludder der ikke skal læses af nogen, fordi det ikke har noget formål og heldigvis heller ikke behøver at have det. Jack hjalp mig i en time i dag med at grine og hæve humøret og med at få mig til at føle mig som en del af noget vigtigt. Toby hjalp mig i nat ved at synge for med mig. Det var vist nok en drøm.  Godt jeg ikke skal stå til ansvar for nogen eller noget. Og jeg skal ikke bekymre mig om at gøre noget forkert. Eller skamme mig. Her, i hvert fald. Men jeg skal på arbejde om en time og halvtreds minutter. Trippe trippe trippe.

I was about to suggest that very thing

Nu havde jeg efterhånden fået et behageligt forhold til at kalde mig selv "arbejdsløs" (ikke rigtig, faktisk, hvis nogen spurgte, så var jeg ikke arbejdsløs, så var jeg "lige blevet student"). Det fik jeg ikke lov til længe. Fordi, for helvede, jeg har sguda fået job i en isbutik. Inde i byen endda, på Enghavevej. Isbutik/tatoveringsfjerningsklinik, endda. Så nu skal jeg til selv at tjene penge. Helt tosset. Lille mig. Ansvar og sådan noget. Men nu ser vi, det skulle gerne være ret ligefrem. "Har du noget erfaring i isbranchen?" "Nej, det kan man ikke ligefremt sige." "Det er okay, det har jeg heller ikke!". Så det går nok. Og endnu vildere, standbyplads på film- og mediefag på KU. Det er direkte latterligt. I de godt to år, jeg har været opsat på at komme til at have med film at gøre, har det altid heddet sig at "hvis man dog bare kunne komme på KU, så ville det ikke være så indviklet", men det har aldrig været inde for rækkevidde. Specielt ikke efter 4 i SRP'en. Men så var det der sgu alligevel. Og Rune, det søde væsen, vil gerne slå skinkerne sammen med mig i en lejlighed i København. For helvede, hvor blev jeg lige voksen meget hurtigt. I lyset af det har jeg i dag siddet og set fem afsnit af Project Runway og spillet fire timers Dawnguard, spist mors hjemmebag og liiiiige kunne tage mig sammen til at stikke tallerkenen i opvaskeren bagefter. Det der voksen. Jeg skal no blive det. Det kommer jo nu.

Robert Graysmith: Does anybody ever call me names?
Paul Avery: What, you mean like retard?
Robert Graysmith: Yeah.
Paul Avery: No. 

liginamite

I'm watching my girlfriend sleeping. Not in a creepy way but I'm not tired at all so I'm just watching her. Okay, perhaps a tad creepy. Jack (is a nerd, J-Jack is a nerd, J-J-J-J-J-Jack is a nerd, nailed it) hosted his weekly live chat today, it begun around eleven and my girlfriend open-mindedly accepted that I really wanted to join, not knowing that it would go on till 1.30am. I think she fell asleep quite quickly but it was sweet of her to watch along next to me for a while. Several times during the live chat, she woke up and rolled around, ending almost on top of me which made the 'be silent and don't laugh because she might wake up'-thing a whole lot harder. Right now her knee is pointing straight upwards which I cannot imagine to be comfortable at all even though it looks kind of glamorous. She even has her hand strategically placed on her chest, keeping the blanket up and blocking me from taking a peek. I wonder how she does that. Just a minute ago, her elbow was pointing straight upwards as well but then she made some kind of pig-noise and now she's on her back. It's oddly fascinating.  It's almost like she knows I'm staring at her. But then I doubt she'd snore like a pig. And WOWOWOW now she did that zombie thing again where she wakes up and stares at me but doesn't reply when I ask her if she's awake. It's like she sees right through me. So creepy. WELL. Time for sleeps. Before she consumes my brains.

Foreign Thunderbird

The thunder was so loud, it just must have claimed a life this time. Not only did I wake up immediately but for split second I thought the world had finally ceased to be. My country doesn't feel like mine with it does this. This tropical rain. I sat up, wrapped in my blanket, spring tight, eyes fixated on the sepia background that seemed glued to the other side of the window glass. Two of my three windows were wide open but the rain was completely silent. I wouldn't have believed it even rained if I hadn't heard the sky crack. I must have sat there not for longer than ten minutes before I heard the light turn at the bottom of the stairs followed by determined footsteps in my direction. I curled up tighter in my blanket and pouted to let my approaching mother know, that she had made a very precise decision, coming up to check on me. She put each window on their first hatch, leaving them merely open by an inch or two. Dad had been up to get some water, she said, nearly spilled it all. It's odd, I said, I thought I died. The cowl covered gangster that for the moment was my mother, shifted into the other room. With a shaken voice she called me in there to come look out the Eastern window. I was certain she must have seen a dozen toasted corpses on the road, but it wasn't so. It was the sun. It hung just above the rooftops spitting op in front of the horizon, it hung like a blood red lump in the sky. It was never less majestic than now.  Pathetic excuse for a celestial object. I think my mother left me to my doom again because she didn't reply when I asked her, if she'd ever seen something like that before. The blue light from my screen makes the sky look green which doesn't help it in looking at all less eerie. Suddenly all the muscles in my body tense up. This time I saw the lightning flash and I can't do anything but hold my breath. I count too fast inside my head and get the location all wrong when then the ear-tearing thunder hits. In the meantime I had given up on the red sun, my helpless hero, and had returned to my bed. What was so strange about this second lightning is that it had stopped raining. It came from an empty place. And a good twenty time units after the crack, the rain started pouring again like was it the last chance of survival. The East going road is flooded now and the sun has restored some of its power, so much that I can't stare directly at it anymore and must content myself with its reflection in the street. Its orange light in the green sky, an other massive growl of thunder. It will be safer for me to just stay inside. I think something is broken.

Cole Phelps: What were you doing to the body, Ferdinand?
John Ferdinand Jamison: Are you sure you won't be upset?
Cole Phelps: Try me, Ferdinand.
John Ferdinand Jamison: I was kissing her...
[Rusty Galloway punches Ferdinand in the face]
John Ferdinand Jamison: It's not against the law! There's no law against it.
Rusty Galloway: Shut up and take your beating like a man. 

Aaron, sir

Sådan går det med sådan nogle spil. Præcis det samme er sket med L. A. Noire for mig, som også skete med Assassins' Creed II. Jeg spiller i en eller to timer hver anden, måske hver tredje dag i to uger. Og lige pludseligt så sætter storylinen farten op, og jeg bliver bidt og hænger ved og tager fire-seks måske otte timer flere dage i træk, jeg bliver helt besat og BANG, spillet slutter efter 25-30 timer. Og så går jeg helt ned med flaget i en uge eller der omkring, jeg bliver helt desperat. Jeg hører soundtracks og læser trivia og kigger på merchandise. Til forskel for AC II, desværre, så har L. A. Noire ikke en bunke af tilknyttede spil, som jeg kan glide over i. Det har en lille bunke DLC, men så er det faktisk overstået. Så må man starte forfra, hvis man vil have mere. Og det er nok det, jeg kommer til at gøre. Starte forfra. Jeg er blevet lige så forblændet i Cole Phelps, som jeg blev i Ezio Auditore (for slet ikke at tale om Jack Kelso og Leonardo DaVinci); det er for nemt. Så nu kan jeg sidde lige her og overveje, hvad jeg nu skal gøre, medens mit hjerte gør lidt ondt, fordi jeg savner dem. Men det går over. Det gør det altid. Jeg skal bare lige have lov at flyde lidt i det først.

Homophones

Nu er jeg blevet student, og jeg kan ikke mærke forskel. Jeg glæder mig ikke til verden, den er lidt for stor og lidt for uoverskuelig og lidt for krævende. Jeg står under bruseren og er ked af det, fordi det buler ud, hvor det ikke burde og er flat, hvor jeg ikke vil have, det skal være det. Der er ikke meget ved at få en flot hue på en krop, jeg ikke bryder mig om. Og nu går det op for mig, at min far mener det, mere end jeg troede. Jeg troede, det var en høhø-tør-gammelmandsting, når han insisterede på, at jeg skal på universitetet, men manden mener det sgu, og så drak jeg en masse hvidvin for den var god, og ingen skal bestemme, hvad jeg skal gøre med mit liv, og fordi jeg er en dobbeltrebel, drak jeg også absint, og så havde jeg en fest (og tak til mine yndlingsminions (og undskyld)). Jeg skulle over på skolen i dag, jeg skulle aflevere nogle bøger, og jeg skulle ind til byen og have fat i noget hårfarve. Det tog mig en hel time at komme ud af døren, efter jeg havde besluttet mig for at tage afsted og skullet min computer. Jeg stod halv påkædt i mit værelse og stirrede på tøjet på mit gulv. Og jeg kiggede ud af vinduet. Og så var der gået en stille time. Det føles så forfærdeligt ensomt at være blevet student. Så desperat ensomt faktisk, at jeg lod en Tobias stoppe mig, da han sprang ud foran mig inde ved Gammeltorv og spurgte mig, om jeg kendte Unicef. Jeg stod faktisk og talte med ham i godt tyve minutter. For helvede. Kan man nå at fortryde?

Charlie: What we hoped to achieve was to meet our makers, to get answers why they made us in the first place. 
David: Why do you think your people made me?
Charlie: We made ya 'cause we could. 
David: Can you imagine how disappointing it would be to hear the same thing from your creator?

This should have been a post about anal sex and god

I morgen bliver jeg student. Om tretten timer, faktisk. Og jeg glæder mig ikke engang. Ikke rigtigt. I dag har jeg været begejstret over at have ramt de trehundrede spilletimer i Skyrim siden den sektende januar. Skidefedt. Og betydeligt sjovere end at blive student. Men studenteriet giver en fiks hat, og det skal man ej heller kimse af. En fisk hat, endda, som jeg har redesignet, fordi jeg ikke vil have at kors (eller for den sags skyld noget andet religiøst symbol) på min hat, og det "religionsneutrale" ahornblad var simpelthen for dumt. Et symbol, der symboliserer "jeg brød mig ikke om nogen af de andre." Lidt meningsløst. Så jeg fik, og tak til Axel, lavet model til og senere smeltet en sølv Minecraft pickaxe, en lillebitte en, to cm, som nu sidder på min hat for at skide på religion og skide på traditioner. Så skal jeg eller ud og køre, tolv timer, med treogtyve mennesker, alt alt for langt, for meget alkohol, for få venner, al for lidt interesse. Jeg er vanvittigt ligeglad. Men det er overstået hurtigt, og de siger, man skal nyde det. Det eneste, jeg kan skænke det en tanke for, er, at bannerne for helvede ikke må have dårlig grammatik. Hvis de oveni købet er bare lidt halvmorsomme eller kloge, så ville det jo være til at holde ud. Jeg vil nyde oldtidskundskab i morgen. Det skal blive sjovt, Medea, Lysistrate, Achilles og Sokrates. Jo. Så må jeg forsøge at slå ti-fods pik og et par hundrede jomfruer ud af hovedet, fordi ellers bliver den eksamen måske en smule akavet.

Dead people never lie

WEQIHGQJFPIWREQHPSGIA. Jeg spasser helt ud her. Jeg er så pavestolt, at jeg slet ikke kan være i min egen hud. Stolt af mig selv, selvfølgelig, men lige så meget af August og Anna og Asta og William og Ida or resten af holdet, og af hvor pissefuckingfed den film bliver. Det er helt plat, så glad jeg bliver, når jeg hører mine ord komme ud af munden på nogle fremmede mennesker på et stort lærred. Jeg kan helt hundrede slet ikke sidde stille, når vi går fra stort lærrede til tusind-mennesker-sidder-og-kigger-monstrøst-stort-lærred. Jeg er så glad for min historie, og jeg er så glad for den måde, den har udviklet sig på. Den er slet ikke min længere, den har fået ben og gå på og luft under vingerne. Holdet har hjulpet den til at blive voksen og det er fantastisk. Og det er fantastisk. Og gee, hvor har jeg været glad i dag. Jeg har knapt lagt mærke til, at der sneg sig en tysk eksamen ind i fem timers tid. Det gled bare forbi. Jeg håber at kunne tage en halv fridag i morgen og nyde, at jeg ikke skal noget, og at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Det virker nok ikke, fordi jeg skal op i AT på mandag, og det tynger lidt. Men jeg skal nok komme til at arbejde, det bliver bare ikke liiiiige... ikke lige nu. Jeg skal lige være færdig med at være glad.

Leonardo da Vinci: I work on the small portrait of a woman. I am growing rather fond of it.
Ezio Auditore: Do not let a beautiful girl distract you from constructing my designs.
Leonardo da Vinci: Have no worries. Women provide little distraction.
Ezio Auditore: Wait, I don't get it.

Krigere

Er det ikke i orden at udtrykke sig om det, hvis man mener, at andres religion er fjollet? Barnlig? Farlig? Komplet og helt igennem ignorant og idiotisk? Og hvad nu hvis jeg ikke forstår, hvorfor folk kan være så selvopslugte at tro, at der er nogen, der holder øje med dem hele tiden? Så valser de rundt og tror, at de er hovedpersonen i en eller anden højere endhed af en musical, og alle andre er blot den navnløse dreng fra 5. klasse, som kun lige fik lov at spille træ nummer to. Selvoptaget og barnligt. Og dumt. Og piiiiinligt. Pinligt at der fktisk er mennersker, som tror, at de har regnet den ud. At de har svaret til, hvordan det hele hænger sammen. Hvor arrogant det er at tro, at alle andre tager fejl, og at man selv har fundet den absolute sandhed. Åh Rune, jeg håber ikke, du har ret, når du siger, at du tror, at religion altid vil være en del af samfundet. Jeg håber så inderligt, at vi vokser fra det. At vi bliver klogere. Jeg bliver så ked af det på vegne af hele menneskeheden, og jeg bliver så vred så vred så vred. Og det vil bare ikke gå væk, vel? Hvordan får man det til at gå væk?

Sortseer

Jeg har nu syv grunde til at stå op om morgenen: Engelsk skriftlig, tysk skriftlig, AT mundtlig, fysik mundtlig, tysk mundtlig, engelsk mundtlig og oldtidskundtskab mundtlig. Om præcis en måned vil de være væk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at gå mere i skole, i hvert fald ikke lige nu. Jeg har naturligvis heller ikke rigtigt lyst til at arbejde. Det slår mig faktisk, at jeg godt kunne lidt at gå i skole, fordi så behøvede jeg ikke at tænke over, hvorfor jeg skulle stå ud af sengen hver morgen; så skulle jeg bare gøre det, og så gik dagen i gang helt af sig selv. Derfor var det også underligt at holde sidste skoledag med min klasse. Jeg forstår ikke, hvorfor de allesammen var så begejstrede. Min pessimisme vokser sig bare større og større, men jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har lyst til at holde op med at gå i skole. Det hjælper ikke, at jeg har fucket det helt op for mig selv ved at have mødt de skønneste to gutter i 1.G tre uger før skolen slutter. Så kan jeg gå rundt og have ondt i hjertet og ondt af mig selv, fordi jeg så dårlig til at vedligeholde venskaber. Jeg føler mig så uendeligt ynkelig.

Elliot: Don't do this to me, Bev.
Beverly: But I'm only doing it to me. Why don't you got along with your very own life?
Elliot: Do you remember the first Siamese twins? 
Beverly: Chang and Eng were joined at the chest.
Elliot: Remember how they died?
Beverly: Chang died of a stroke in the middle of the night. He was always the sickly one. He was always the one who drank too much. When Eng woke up beside him to find that his brother was dead... he died of fright. Right there in the bed. 
Elliot: Does that answer your question?
Beverly: Poor Eli. 
Elliot: Poor Bev. 

Shhh, lille fugl.

Det var det skønneste, da jeg opdagede, at hun ikke bare er min kæreste men også min bedste ven. Og det er spøjst som jeg har mere kærlighed i lungerne end jeg plejer og mere end, tror jeg, jeg har haft før. Hun siger noget, som jeg snubler over, elsker hende lidt mindre i et øjeblik, bliver måske endda lidt bange for hende, men så brager det ind over mig igen, og jeg kan slet ikke holde mig fra bare at elske. Jeg elsker hende mest, når jeg kan lukke øjnene, og hun er stille. Så gør jeg intet forkert, og hun siger ikke noget forkert, så er vi helt rigtige, som vi skal være. Hvert lille ord dyppet i honning, min pige, også dyppet i honning eller Nutella eller hvadend hun nu foretrækker, det er det samme for mig. Jeg skal bare være stille, og hun skal ikke røre en muskel, ikke gøre noget, om hun bare overgiver sig et øjeblik, hvor hun kan være min, og hvor jeg må eje hende lidt. For det må jeg godt. En gang i mellem må jeg godt, og så er det okay at synke ned i hende og blive ked af det eller glad, i hvert fald græde. Fordi vi kan godt være venner, ikke. Midt om natten også, der kan vi også være venner, når hun ikke vil holde kæft, og jeg vil ikke andet end at holde, holde om hende. Shhh, lille fugl.

Noget oftere

Jeg kan ikke give op nu, og klokken er kvart over fem. Ikke svag, tag hjem, op på hesten og ud i mørket, før det er lys. Jeg prøver at tage et screenshot af kirken, dets gulskarpe ur, der siger kvart i seks på royalblå, den mest royale blå, jeg har set. Det vildeste er lydene, det ligner nat med chiirp chiirp alle fuglene er oppe, om jeg lukkede øjnene, ville jeg narres til at tro, at det var dag, og jeg ville køre ind i et træ. Det bordeauxrøde bælte løfter sig op over horisonten, klar til at kaste sig over det cirkus, der forsøger at overståle det. Stjernesoldater er på retræte, kun generaler står tilbage. Jeg tvinges til at stoppe for et blinkende gadelampe, stop blinker den til mig. Den får ro på sig og lader mig fortsætte. Kulden ligger sig om mine håndled, det eneste kolde til jeg husker min hage, hagens eksistens. Det har slukket hveranden lampe på vejen hjem, de sparer, men det er så mørkt, og min forlånte forlygte lyser kun op nede i cykelkurven, hvad laver jeg, og kæden rasler. Et morgenvæsen vender sig vragt, svæver over vejen. Min by sukker før den vågner, og jeg skal beskræftes før jeg kan lukke et øje. I nat var jeg vågen og ude. En sjælden gang i mellem er det rigtigst.

Dagmar: It's such a comfort sometimes, just to have somebody's arms around you. Don't you think? 
Lars: No. 
Dagmar: It feels good. 
Lars: It does not feel good. It-it hurts. 
Dagmar: Oh, like a cut or bruise? 
Lars: Like a burn. Like when you go outside and your feet freeze and you come back in and then they thaw out? It's like that. It's almost exactly like that. 
Dagmar: Same with everyone?
Lars: Oh, not really with Bianca. But everyone else. 

De har sat gåseskilte op i mosen...

Jeg er begyndt at tage dem med mig rundt omkring. Når jeg sidder i bussen eller på min cykel hovedsageligt. Mine fantasifostre. Jeg elsker dem, fordi de beskytter mig og lader mig hælde mine problemer over på dem. De bærer dem bedre end jeg gør, de er mere noble. Jeg elsker hende, og hun elsker andre, fordi jeg har lært hende at elske, og det er vigtigt for mig. "Det tæller jo ikke" sagde psykiateren, da jeg fortalte hende, at jeg havde nogle venner på internettet. "Du skal jo også have nogle rigtige venner". Så nu tog jeg hævn og fik nogle venner, som er endnu mindre rigtige venner, og så kan hun jo tænke lidt over den. "Du kan jo ikke se ting, andre ikke kan se." Tjo. Det kan jeg måske. Både Viarinn og Ka'Jael er med mig, når jeg har brug for dem. Eller når de har brug for mig, selvfølgelig. Og det er lige så meget den vej rundt. Det er rart at føle sig værdsat. Og det er værd at have nogen at tale med, som taler om noget, der er værd at tale om. Det er underligt med den slags kærlighed, for det er en indadvendt én, en kærlighed der rammer mig igen og det med det samme, den har forladt mig. Om ikke andet er det rart, at jeg ikke skal falde i søvn alene.

knife laugh line nog

En lille ligegyldig samvittighedsvorte klemmer lidt som en bums i øret. Ikke rigtigt ubehagelig og let at glemme, men når man kommer i tanke om den, så skal man enten kradse den op eller ignorere den ihjel. Det er længe siden, jeg har givet lyd her. Jeg har haft travlt med at lave ting og travlt med ikke at lave noget. Om præcis en uge er jeg på vej hjem fra Southampton, forhåbentligt lykkelig som jeg aldrig før har været det. Og jeg glæde mig. Præcis som jeg aldrig har glædet mig før. Og nu kan jeg mærke det bedre, at jeg har haft fødselsdag. To par handsker, jeg har sgu aldrig gået med handsker før, Oblivion, SHIT, jeg glæder mig til at spille Oblivion, cirka en syverfirsindstyvendedele så meget som jeg glæder mig til at opleve Derren Brown i Southampton på lørdag. Jeg er lige godt halvvejs gennem Trick of the Mind, og jeg har allerede grint og grædt foran pejsen, jeg har lært ting, der allerede betydeligt har højnet min livsværdi. En ny måde at huske på. Hvad som helst. Også tal. Tal bliver til bogstaver bliver til ord bliver til scenarier, og så kan man huske hvad som helst. Mit telefonnummer er et par centimeter oppe at finde.

Birdy: They're just like on a cow but in a more stupid place. 

Speech increased to 67

"Hej. Nu skal du høre, jeg har kastet mig ud i et projekt, og måske er jeg helt forkert på den her, men jeg skal bruge, du ved, de der selvlysende stjerner, man kan klæbe i loftet? Ja, dem. Jeg skal bruge rigtig mange af dem." Jeg måtte gå forgæves i Tiger, Bog og Idé, Fætter BR, jaddajaddajadda, og gå endte jeg med at løbe hjem og råbe af min mor, tigge og bede, om vi dog ikke kunne tage i ToysRus, fordi de har lige det der, jeg har ledt efter, og du skylder mig forresten også firehundrede kroner. Så - fordi min mor var i ekstraordinært godt humør, tog vi sammen til Gentofte, og jeg var i ToysRus for tredje måske fjerde gang i mit liv. Jeg styrtede rundt mellem rækkerne sammen med mor og var ovenudlykkelig, da jeg endeligt fandt dem på hylden - et mindre kneb i siden var det dog, da hver æske havde 26 små og 4 store stjerner og kostede 39,95. Jeg fik regnet det ned på, at der skulle seks pakker til, så fint nok, 240,-, hvorfor ikke. Så nu ligger de på gulvet i små bunker med tal og navne. Selvlysende stjerner til min Skyrim-mani.

Nårh ja. Det skulle have handlet om idoler. Pis.

Der er nogen, der siger, at man skal lade være med at skrive noget som helst, når man er vred. Jeg er ikke vred. Jeg er bare lette aggressiv. Det er en dårlig måde at starte et indlæg på, fordi så lyder det hele som brok, det er det ikke. Jeg skal bare have gang i fingrene. Den bærbare står på bordet, så det føles så fast og stramt at taste, det er lækkert, fordi så glider det, glider i sort, fedtet olie. Trøje, sweater, jakke, hætte, brandeovnen banker og knitrer og nu. Stille. Men larm fra tv'et, pludr pludr pludr. PLUDR PLUDR PLUDR. "Does that make sense?" Sig det igen. Og han siger det igen. SIG DET IGEN og dit sprog bliver mit, og jeg tager mig selv i at sige ting til folk, som de ikke opdager, for at se om jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg godt. Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde dig til brystet. Mine indlæg kører skævt mod mål, og det, jeg ville sige, da jeg begyndte at skrive, det har lagt sig ned bagerst i hovedet, og nu er jeg sgu ligeglad. Og jeg er ligeglad. Jeg har nok glemt det. Jeg læser højt for mig selv, for at det forbliver glemt, for jeg gider ikke skrive om det nu. Og se. Så let er det. Jeg er ikke aggressiv mere.

Donnie: Where did you come from?
Frank: Do you believe in time travel?

Red Writing in Red Light

Første indlæg i det nye år på tredjedagen, på tredjedagen skriver jeg årets første indlæg. Der kommer gang i fingrene, inspiration er begejstring håndteret, og inspiration flyder ud mellem smalle, britiske læber, over en let skæv næse og rundt om to spidse, røde horn i panden. Jeg forsvinder i spillekort og trylletricks, for jeg har mislagt min bog, min psykopatiske ven, så jeg genoptager og forplejer en besættelse BESÆTTELSE. Jeg er bange for at klemme alt liv ud af dem, at fyre hele raketten af på én gang og savne det bagefter - men jeg tror, at det skal man gøre, man skal ikke gemme det og spare på det, for sandsynligheden for, at jeg i fremtiden vil nyde det så meget, som jeg gør nu, er relativt lille. Jeg suser igennem tricks og treats og jeg har det glimrende. Der kommer snart horn ud af panden på mig, for jeg suger det, sluger det, ind HELT IND og jeg bliver så opslugt, at det maser sig ud af mig. Jeg har regnet det hele ud og verden er helt anderledes nu, for jeg ved alt og kan alt og er alt, jeg er alt, jeg er alt, alt alt alt. Jeg har ikke brug for noget, jeg skal bare wwwssshhhh og mine fingre danser på tasterne. Jeg har snart fødselsdag. Jeg bliver voksen. Alt bliver godt. Alt bliver magi. Magi. Jeg er alt. Specielt magi.