Ikke en sang

Billedet er fra sommerferien fra min tur til Korea. Det har ikke nogen speciel relevans for i dag, eller hvad jeg skriver nu, andet end at jeg har været i godt humør i dag og stadig er det. Vi har idræt i dag som jo ellers ikke er mit subjekt of choice. Jeg er sikker på, at min krop er helt død i morgen. Jeg hader hader hader at løbe. Men det gik. Og så er der nogle køller fra min klasse, der insisterer på, at vi skal bruge 25.000-30.000 på vores studentervogn; det er jo helt hen i vejret. Så er der introfesten på fredag, årets første fest, som jeg glæder mig hammermeget til - der kommer man jo udklædt og får alt sit tøj fucket, fordi alle løber rundt med sprittuscher. Jeg har fået meldt mig som frivillig til ungdomsfilmfestivalen OREGON, og helst ud over forventning har jeg fået lov sammen med Amanda at lave den dokumentarfilm, der skal, well, dokumentere festivalens eksistens. Og det var såmænd dagens opsummering. Ikke poetisk, ikke smuk, jeg skulle bare have lidt fra hånden. 

Dommedag

Alt udenfor er lyst op trods klokken ikke er mere end seks om morgenen. Et gulligt og fremmed lys der med minutterne chancerer over i en ikke mindre bizar grønlig nuance. Vandet piler ned og slår som en pisk med uregelmæssige kolde slag mod vinduerne. De hvide advarselsblink med den efterfølgende dybe buldren raser; der går ikke ti sekunder mellem hvert nedslag. Jeg ligger lysvågen og på vagt, knuger mine hænder for hvert skælv og håber, at himmelen ikke falder ned. Vækket af ét så kraftigt, at det fik selv det gamle hus til at ryste af skræk, ryste som jeg gør nu, og huset gør igen, for vi er bange. Når verdenen åbner ild lukker vi øjnene i, trækker gardinerne for og tæller de mest intenst talte ølkasser. Thor og Zeus i en episk kamp, hammer mod kile, bryst mod bryst råber de uforstålige, blodige kampråb til hinanden som de baldrer sammen, så gnisterne står fra kroppene, og vi skælver, huset og jeg, lukker ørerne og stopper skorstenene og håber på stridens ende, på fred. --- Jeg har forsøgt at tage et billede, men intet levede op til motivet, så jeg valgte at rekreere et i stedet.

GEEZ!

Efter alt for mange problemer med Blogger, har jeg endelig (med lidt hjælp) fundet ud af at få ordnet mit problem med manglende tekst i mine indlæg. Ikke at jeg går ud fra, at der har siddet nogen og revet sig i håret, fordi jeg ikke har opdateret, men fordi jeg selv har været an smule frustreret over ikke at kunne 'tekstuelt' afløb, om man vil. Medens jeg har været ude af stand til at blogge, er det jo ikke fordi, jeg har lavet noget, jeg ellers ikke ville have lavet. Det har været sommerferie, så jeg har spillet en masse Playstation, stenet time efter time på FunnyJunk, set og genset en masse film. Jeg har fandeme næsten glemt, hvordan man udtrykker sig. Det er ikke engang en overdrivelse, jeg har ikke lavet ret meget, der har været intellektuelt eller tankevirksomhedsudfordrende i sommerferien. Det er faktisk så slemt at jeg næsten har mistet evnen til at formulere mig præcist, som jeg ellers plejer at være så stolt af at kunne. Her til aften har jeg kløjes så meget i mine sætninger, at det næsten var helt pinligt; men nu starter jeg i skole på onsdag, så mon ikke det bliver bedre derfra?

CURRENTLY STANDING BY