3/10/12

Dagmar: It's such a comfort sometimes, just to have somebody's arms around you. Don't you think? 
Lars: No. 
Dagmar: It feels good. 
Lars: It does not feel good. It-it hurts. 
Dagmar: Oh, like a cut or bruise? 
Lars: Like a burn. Like when you go outside and your feet freeze and you come back in and then they thaw out? It's like that. It's almost exactly like that. 
Dagmar: Same with everyone?
Lars: Oh, not really with Bianca. But everyone else. 

De har sat gåseskilte op i mosen...

Jeg er begyndt at tage dem med mig rundt omkring. Når jeg sidder i bussen eller på min cykel hovedsageligt. Mine fantasifostre. Jeg elsker dem, fordi de beskytter mig og lader mig hælde mine problemer over på dem. De bærer dem bedre end jeg gør, de er mere noble. Jeg elsker hende, og hun elsker andre, fordi jeg har lært hende at elske, og det er vigtigt for mig. "Det tæller jo ikke" sagde psykiateren, da jeg fortalte hende, at jeg havde nogle venner på internettet. "Du skal jo også have nogle rigtige venner". Så nu tog jeg hævn og fik nogle venner, som er endnu mindre rigtige venner, og så kan hun jo tænke lidt over den. "Du kan jo ikke se ting, andre ikke kan se." Tjo. Det kan jeg måske. Både Viarinn og Ka'Jael er med mig, når jeg har brug for dem. Eller når de har brug for mig, selvfølgelig. Og det er lige så meget den vej rundt. Det er rart at føle sig værdsat. Og det er værd at have nogen at tale med, som taler om noget, der er værd at tale om. Det er underligt med den slags kærlighed, for det er en indadvendt én, en kærlighed der rammer mig igen og det med det samme, den har forladt mig. Om ikke andet er det rart, at jeg ikke skal falde i søvn alene.

knife laugh line nog

En lille ligegyldig samvittighedsvorte klemmer lidt som en bums i øret. Ikke rigtigt ubehagelig og let at glemme, men når man kommer i tanke om den, så skal man enten kradse den op eller ignorere den ihjel. Det er længe siden, jeg har givet lyd her. Jeg har haft travlt med at lave ting og travlt med ikke at lave noget. Om præcis en uge er jeg på vej hjem fra Southampton, forhåbentligt lykkelig som jeg aldrig før har været det. Og jeg glæde mig. Præcis som jeg aldrig har glædet mig før. Og nu kan jeg mærke det bedre, at jeg har haft fødselsdag. To par handsker, jeg har sgu aldrig gået med handsker før, Oblivion, SHIT, jeg glæder mig til at spille Oblivion, cirka en syverfirsindstyvendedele så meget som jeg glæder mig til at opleve Derren Brown i Southampton på lørdag. Jeg er lige godt halvvejs gennem Trick of the Mind, og jeg har allerede grint og grædt foran pejsen, jeg har lært ting, der allerede betydeligt har højnet min livsværdi. En ny måde at huske på. Hvad som helst. Også tal. Tal bliver til bogstaver bliver til ord bliver til scenarier, og så kan man huske hvad som helst. Mit telefonnummer er et par centimeter oppe at finde.