Selvsikker som

"Hvad hvis de afviser mig?" spurgte Niclas mig. Ja. Hvad hvis de gør? Du sikker ved et bord, der er larm og luften er halvtyk på en kedelig bar. Du gider ikke engang beskrive den i hovedet, gør du vel, for du har været der før af samme grund. Du har kæmpet for at komme til at sidde ved siden af den her pige, som du har haft øjnene på. Altså, du har kæmpet, men selvfølgelig uden at det skulle virke FOR åbenlyst. Og så alligevel - hun må jo godt se, at du er lidt interesseret, eller kommer det jo stensikkert ingen vejene. Man skal finde lige den rigtige balance mellem åbenlyshed og diskrethed. Du drikke selvfølgelig lidt, fordi du ved, at det bør man. Fordi folk siger, det giver selvtillid. Du prøver at få hendes opmærksomhed, men du kan godt selv se, at du virker lidt desperat. Men det er du jo også. Der er gået nogle timer siden I allesammen væltede ind, og I har siddet og snakket og drukket og røget, men du har ikke rigtigt haft det sjovt, fordi du har brugt aftenen på at holde øje med, om hun snakkede med nogen andre. Hver gang hun her gjort det, er den selvsikkerhed, du har brugt lang tid på at bygge op, smadret, brændt, krøllet sammen og trampet på, og du har måtte starte forfra. Endelig - ENDELIG - har du taget dig sammen, du får mumlet de ord ud, du har siddet og overvejet meget nøje meget længe. Du får sagt dem, det lyder mere pladderromantisk og slimet, end det gjorde inde i dit hoved. Hun kigger på dig, og du kan mærke en lille rus af sejr i maven; lige indtil hun løfter øjenbrynet lidt, I bliver ramt af en stille tavshed, der føles som om, den varer for evigt, hvorefter hun sagte, sarkastisk udbryder "....... det var overhovedet ikke akavet....." eller noget i den stil og vender sig væk igen, og forsætter den samtale, som du afbrød. Du kan hurtigt mærke den brændende fornemmelse af alle dine organer, der kramper og krøller sammen til små, grå poser, du mister gradvist høresansen og alle lyde synes underligt slørede, præcist ligesom dit syn. Pigen rejser sig op, og du tror for et øjeblik underligt nok, at hun vil fortælle dig, at det bare var en joke, og derefter kaste sig i armene på dig, og I vil stikke af sammen; men nej, i stedet hamrer hun en albue lige ind i dit ansigt, først den højre og så den venstre. Hun bliver ved indtil blodet løber dig fra tindingerne. Derefter vender hun sig blot tilbage til hvem end, hun snakkede med før, og ingen ser, hvad der er sket. Gulvet begyndet pludseligt at buldre så underligt, og med ét brydes det åbent, og en lang flække deler baren i to. Din stol bliver til kold aske og smuldrer væk under dig, du falder i slowmotion ned i dybet, ned i jordens indre, medens du mærker demonskytternes pille bore sig gennem din krop, som du falder og falder og falder. Det er det, der sker, når du bliver afvist. Så pas nu for helvede på. Lad være med at tage nogle chancer. Det kan kun gå galt.

Amnesia: The Dark Descent

I could probably have found something more cozy to spend my time on. But of course I didn't. I started with me merely watching commentaries on YouTube, commantaries on different kinds of games. It started with me going through all Seananner's Minecraft Let's Play videos which was awesome entertainment for as long as they lasted. I clicked myself around a little to find out that one of my absolute favorite YouTubers - Tobuscus - had been playing a game called Amnesia. Without giving it too much thought I figured that whatever the game was like, it'd be awesome watching him play it because, well, he's hilarious. So I watched the first video and didn't think too much of the game - in fact I thought it was quite lame. But not I had started so I had to keep going. I watched though a few more videos and I soon came to fall in love with the mood and the escape-the-room puzzle kind of survival horror game. Over three days I've watched Toby playing through 40 episodes and of course I had to try it out on my own. Really stupid. I simply don't have the nerves to play such games. Just watching someone else play it has made me jump up from my chair, sqealing. So I gave up. And to get my revenge on, well, the world, I made my brother watch the videos. He almost peed his pants.

Tågespor og formiddagsterapi

"Bare find det billede, der bedst minder dig om den følelse. Find det, du bedst kan lide. Og vil jeg gerne have, at du beskriver det for mig." Det var faktisk overraskende nemt. Jeg ville have noget med fugle på. Fugle ved morgen eller skumring. Jeg syntes så absolut, at det måtte være skumring. Skumring er det der korte korte øjeblik, som er så utroligt fedt, men som jeg ville ønske, varede for evigt. Det er det der øjeblik, hvor verden synes at være uendeligt stor, hvor man kan se helt ud over horisonten. Fuglene er vel nok på vej videre, de er bare fanget i et split sekund. det kan godt være, at det fortryllende skumringslys kun varer et øjeblik, og at det bliver efterfulgt af en lang, mørk nat og en endnu længere, blændende dag, men i det mindste kan man da vide sig sikker på, at der nok skal komme endnu et skumringsøjeblik. Det skal nok komme, hvis man bare venter på det.

im in ur grid, killin yo gay pimp

Endelig fik jeg taget mig sammen og fik set Tron. Og jeg er faktisk positivt overrasket... tror jeg. Historien var selvfølgelig hæslig Hollywood-pladder, men jeg blev dog positivt overrasket over elementer som homo-pimp-karakteren og de to (om ikke flere) hotties, der totalt brød gennem toppen af babe-skalaen. Jeg kunne dog godt have tænkt mig at se bare lidt mere af verdenen. Jeg forventede en fed, virtuel verden, og desværre var det lige præcis det, jeg fik. Jeg blev ikke overrasket over den verden, der blev bygget op, og det var jeg lidt skuffet over. Jeg ville gerne have været suget helt ind i det, jeg ville gerne have set uforventede ting - og det gjorde jeg ikke trods opreklameret 3D. Men ak, det var oplevelsen værd. Popcorn fight og stædige billetmaskiner - alt lige så var det da en aften, der var det værd.

Segways never went that fast

Hvad fanden skete der lige? Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, hvor jeg havde det fantastisk. Bedre end jeg har haft det meget længe. Jeg havde en kæmpe oprejsning hos Anne i dag, og jeg synes der var nogle brikker i mit liv, der faldt på plads. Jeg har været så glad, at jeg vandrede hele vejen hjem i raskt tempo til bankende bas i ørene. Nu er jeg kommet hjem og har snakket med mine forældre, som ikke forstår en skid og ikke vil lade mig tage det valg, de gav mig. Jeg er så ked af, at alle de vilde følelser, der for første gang har blomstret i mig i meget lang tid, skulle smeltes om til en hel afsindig vrede. Jeg kan ikke engang sætte mig ud på taget som jeg plejer, for jeg ville glide lige af. Jeg tror, jeg vil gå en tur. Jeg trænger bare til at komme væk. Jeg vil bare gerne langt væk. Væk fra forældre, der lader som om, de forstår. Væk fra lærere, der siger først det ene og så det andet. Væk fra venner, der går op i ting, der ikke er værd at gå op i. For at kaste med flere klichér, så vil jeg bare gerne have lov at være mig selv for en gangs skyld.

TEH QUEEN HATH RETURND!!1!

Yesterday - the 10th of January - the queen of the internet posted a video for the first time in what seems like forever. Boxxy has been gone for such a long time and I swear, I've never seen 4chan being this outraging. It's so awesome. Even though I'm so glad to see her back again, I'm a little down about her being not the plain old Boxxy we all know. She even speaks of not having the energy to "be Boxxy". It's such a shame 'cause I really hoped that overpsyched chick was actually THE Boxxy. The internet said US TROLLIN' and she was like IM NT TROLLIN IM JST BOXXY U C, HM >:3. And I actually really hoped that was for real. I'm so naive. Be that as it is, happy or sad, she has returned - all hail the queen!

A scattered dream that's like a far off memory

Jeg er netop blevet færdig med at læse Death Note 12. Jeg var dum nok til at sætte mig til at læse i bussen på vej hjem fra Århus for at få mine tanker fra hjertesorger; dog var det nok den dummeste taktik, jeg kunne have valgt. Min krop var i forvejen tung af savn og fortvivlelse ved at skulle forlade Louise og overgive hende til forældre fra helvede, så selvfølgelig skulle jeg sejle gennem de to sidste Death Notes, som jeg godt vidste nogenlunde, hvordan ville ende, men det er bare aldrig nemt at afslutte det, man har haft med karakterer, man er kommet så tæt på. Jeg har kun en gang før rigtigt haft den samme fornemmelse af et tungt hjerte, og det var da jeg afsluttede Kingdom Hearts II. Jeg hader, at måtte give slip på nogen, der er kommet så tæt på, som figurer i sådanne historier altid går. Som Sly gav i en mild grad. Jeg tror, jeg anskaffer alle bøgerne og starter forfra. Lige som jeg er igang med at spille Kingdom Hearts II. Igen igen igen.

Skumslukker

Skumslukker. Skum lukker. DR lukker Skum. Godt nok med henblik på at oprette et nyt forum, der skal være mere bredsigtet - men alligevel. Jeg har ført blog på Skum siden jeg oprettede i 2006, og jeg er helt umanerlig ked af at skulle miste de mange års tankegangsdokumentation. Omend ikke mere også den meget hjemmevante og tilgængelige debat og snak. Det var kult på en måde, der ikke kan genoprettes - ej heller er ønsket af DR. Det er lige præcis den følelse af at være hjemme og at høre til, høre til hos noget specielt, som DR tydeligvis ikke ønsker. Det er der at erklære fallit, hvis man lukker en elsket side for at erstatte den med noget populært og anonymt rip-off. Det er så trist. Jeg er så trist.