... at den giver bagslag?

I går, den 30., færdiggjorde vi endelig vores filmen. Filmen. Altså den film, som skal vises i Imperial for tusind mennesker. Det er så fedt, at jeg næsten ikke kan have det i kroppen. Nu sidder jeg på båden mod Aarhus, og jeg skal til fødselsdag. Jeg glæder mig, men jeg skal ikke heller holde mig fra at indrømme, at jeg er helt uendeligt træt, og at jeg godt lige kunne sove i tolv timer, hvis det skulle være. Tillføjesesvis har jeg en smule spontant fået mit øre piercet, mest på opfodring af Holli, som viste mig et lille øresmykke, som hun ikke selv kunne gå med, men som jeg kan overtage. Holli. Jeg skal over og besøge hende for første gang nogensinde om tre uger, og igen er jeg så spændt, at jeg glider helt ud af min egen hud. Oveni det kommer min rejse til Sydkorea kun tættere og tættere på, og da jeg i går så en udsendelse på DR-noget om internetafhængige unge i Seoul, så blev jeg ærligt talt ellevild. Alting kunne være værre lige nu. Min eneste rigtige bekymring er samfundsfagseksamen: Men mon ikke det går?

Silly teachers; 12s are for good students

I'm writing here only to get my fingers warm and get my brain started up. (Am I the only one who always types "brian" when I wanna type brain?) I slept horrorbly. I had a semi-realistic dream about going to the exam and having accedentally brought my brother's lunchbox instead of my own. It was awful, trust me. Now my fingers are all sweaty and my feet are tickling; maybe that's because of the pills? I have no idea. Which reminds me that I should write to a whole lot of people today. I will do that today. Whenever I'm out of that awful exam room. Did I mention how urghhh I feel when I'm going to an exam? Well, I do feel rather... urghhh... Even though I got a 12 this Monday which surprised me some. But these written exams, they take so bloody long. So I panic. It's awful. It's exactly an hour from now and a little voice in my head tells me to just stay home, go to sleep and it'll all be over - but I doubt that's useful. THAT IS*, I'm sorry. No contractions in papers that are handed in. Man. I hate this. I want it over with. I want to shoot myself in the head. Or, nah okay, maybe that is a little dramatic. BUT YOU GET IT. Or I get it. 'Cause it's my blog. I sincerely hope that no-one will be reading this, it's really stupid. And it's only to get myself started. Blah blah blah. And oh, damn, I have to find a picture too. Hold on. It'll just be something random from a random folder. OH, this one is cool. Let's go for that one. Over and out.

Delbert Grady: A nigger. 
Jack Torrance: A nigger? 
Delbert Grady: A nigger cook. 

Jeg er den lille pige, sut min pik

"Du gør nok større indtryk på folk, end du tror." Det er da tæt på at være en af de bedste komplimenter, jeg har samlet op i meget lang tid, for jeg tror nok, jeg bilder mig nok ind i forevejen. Men sødt var det alligevel. For en gangs skyld glæder jeg mig på nogen andres vegne, og det er spændende, fordi jeg skal til AT-årsprøve, og jeg er ligeglad. Jeg kom hjem i dag og besvimede på min seng og sov i en time eller fem timer eller et sted der i mellem; jeg missede regnvejret. Af en eller anden grund havde jeg sat høj musik til at spille, før jeg lagde mig til at sove. Ikke at jeg ved, hvad det skulle hjælpe. Inde i mit hoved ville jeg falde hurtigere i søvn, men det giver ikke megen mening. Min mund smager stadig af weekendtur og mit hår lugter stadig af bål, men det er helt i orden. Som sagt skal jeg op til AT i morgen klokken et, og jeg er forholdsvis dårligt forberedt omstændighederne taget i betragtning. Men så er det godt, at jeg er ligeglad. Jeg går op i morgen og smider noget pludderpladder i hovedet på mine ikke-ret-yndlingslærere, så tager jeg hjem, og laver lige hvad jeg har lyst til med god samvittighed! God samvittighed, det skulle da være første gang meget længe. Og det holder omend ikke så længe, for der er jo flere årsprøver og eksamener. Jeg egner mig ikke rigtigt til at gå i skole. Jeg bryder mig i hvert fald ikke ret meget om det. Almen uddannelse. Pffft.

Udendørsstemmen

"Jeg har faktisk haft en ret god dag." Sådan kunne jeg sige, om jeg sad sammen med nogen, og det ville jeg gøre, og det med et lille smile endda, for det har jeg. "I mediefag legede vi 'Gæt og Grimasser'" med tryk på legede, og jeg ville grine, for det var umanerligt hyggeligt. Min farmor og farfar har været på besøg, ville jeg tænke, men det er ikke spændende at fortælle om. Og så alligevel for jeg har ikke set dem længe, og de har det ikke godt. Men det er ikke passende at snakke om. Det er faktisk en anelse upassende at snakke om farfars cannabispiller, og om hvordan apoteket ikke kan skaffe dem til ham mere. Den sidste mediefagstime var omend en lille smule sørgmodig, slår det mig så pludseligt, fordi så ser jeg ikke Christina igen i meget lang tid, og den tanke har jeg svært ved at forlige mig med, så jeg ville tie stille og i stedet sige "hun er gravid." Og det er dejligt for hende, men jeg ville sige det med misfornøjelse i stemmen, for det er svært at lægge skjul på, at jeg er ked af det. Samtalen ville gå i stå, som samtaler har det med at gøre, og så ville jeg alligevel være okay med, at der ikke var nogen at tale med. Og sådan blev det, at jeg sad og græd på mit værelse efter noget, der ellers syntes at have været en fornuftig dag, og derpå kunne jeg så føle mig blot en smule uretfærdig, da jeg tydeligvis ikke lod dagen komme til sin ret.

Shiro: Hey, Black, nighttime is sad. Guess it's because the dark makes me think about dying. 
Kuro: Don't worry, White. Nobody will ever break us apart. 

Marble Hornets

Jeg har brugt aftenen i går og eftermiddagen i dag på ikke at lave AT. Mere specifikt har jeg set Marble Hornets, Entry #1 til #40. Jeg kan ikke helt holde mig fra den slags. Jeg er næsten afhængig af at sidde oppe sent om natten med hovedtelefoner på og skræmme mig selv halvt ihjel med YouTube-mysterier, survival horror spil og andet creepypasta. Én af mine yndlingsfænomener har altid været Slenderman, og det er da også derfor, jeg var overrasket over, at Marble Hornets havde gået min næse forbi. Men jeg er afhængig. Jeg kan mærke, det prikker lige under huden. Det stikker lidt, fordi jeg holder vejret. Jeg hyperventilerer for at kører mig selv op i en spids. Jeg kan huske, at jeg længe siden fortalte nogen om det her, og de kunne ikke forstå, at jeg overhovedet turde. Jeg har tænkt en del over det, og det er sjovt, fordi jeg tror, det er fordi, det rammer og fordi, jeg kan mærke det. Når man bare læser noget eller ser en film, så kan det være nok så fantastisk, men det er ikke til at komme udenom, at man stadig bare sidder og stirrer; sådan er det ikke med det her. Når jeg skræmmer mig selv, så kan jeg mærke det. Bare ved at sidde og stirre på noget, noget helt ufarligt endda, så kan jeg mærke et sus, en rus. Jeg kan mærke noget. Det er fredag den 13. Jeg har haft en forbløffende god dag.

Handlingslammet

Der er forskel på forelskelse og fascination, det var det, du sagde, ik'? Og man kan være tiltrukket af folk på mange planer og på forskelligt grundlag, tænkte jeg så, og jeg fumlede med min meget store kop med meget lidt kaffe i. Jeg sad godt, og jeg slappede af, trods jeg næsten rystede, da jeg stod nede i opgangen. Lige nu er jeg stadig træt; jeg er træt efter weekenden, jeg er træt af at gå i skole, jeg er træt, fordi jeg er bange for at være vågen, når jeg har sådan en knude i halsen og en rumlen i maven. Jeg taler godt for mig i dag, men ikke halvt så godt som jeg gerne ville, så det er godt, at du er lidt villig. Så er jeg også blevet klippet - det ses passende ikke på billedet - men det hjælper lidt på selvtilliden (ja, det er så bortset fra, at der ikke er nogen, der har bemærket det endnu). Mine øjne glider i, og forhåbentligt skal jeg ind i en barnlig, vægtløs verden, så jeg har netop genset Tekkonkinkreet, som blive ved med at være så gribende, at jeg skal bide mig i læben for ikke at flæbe. Jeg skriver sjældent noget sammenhængende, men det behøver jeg heller ikke. Det her er min blog, er det ikke? Jeg skriver jo bare, hvad der løber mig gennem hovedet lige nu. Ellers ville det ikke være min blog. Hader du ikke også bare følelsen, man får, når en sætning slutter helt blæksprutte.

Truman Burbank: Lauren, right? It's on your book. 
Lauren: Lauren. Right. Right. 
Truman Burbank: Well, I'm Truman. 
Lauren: Yeah. I know. Look, Truman, I'm not allowed to talk to you. You know. 
Truman Burbank: Yeah, well, I can understand, I'm a pretty dangerous character.