Det var det skønneste, da jeg opdagede, at hun ikke bare er min kæreste men også min bedste ven. Og det er spøjst som jeg har mere kærlighed i lungerne end jeg plejer og mere end, tror jeg, jeg har haft før. Hun siger noget, som jeg snubler over, elsker hende lidt mindre i et øjeblik, bliver måske endda lidt bange for hende, men så brager det ind over mig igen, og jeg kan slet ikke holde mig fra bare at elske. Jeg elsker hende mest, når jeg kan lukke øjnene, og hun er stille. Så gør jeg intet forkert, og hun siger ikke noget forkert, så er vi helt rigtige, som vi skal være. Hvert lille ord dyppet i honning, min pige, også dyppet i honning eller Nutella eller hvadend hun nu foretrækker, det er det samme for mig. Jeg skal bare være stille, og hun skal ikke røre en muskel, ikke gøre noget, om hun bare overgiver sig et øjeblik, hvor hun kan være min, og hvor jeg må eje hende lidt. For det må jeg godt. En gang i mellem må jeg godt, og så er det okay at synke ned i hende og blive ked af det eller glad, i hvert fald græde. Fordi vi kan godt være venner, ikke. Midt om natten også, der kan vi også være venner, når hun ikke vil holde kæft, og jeg vil ikke andet end at holde, holde om hende. Shhh, lille fugl.
