Jeg er begyndt at skrive igen. Jeg kan skrive igen, fordi jeg er faldet til ro. Jeg har det godt, mine følelser er under kontrol, og jeg har det som om, jeg ikke behøver at distrahere mig selv, fordi det, jeg ville distraheres fra, ikke er så slemt, som det plejer. Bredager føles også næsten som hjem. Det lugter som hjem, og så er vi i hvert fald kommet et langt stykke vej. De hvide vægge er stadigt bare, de holder ved, men det skal nok blive bedre. TV-signalet er inteteksisterende, men det er alligevel okay, radio og Netflix trækker en del af vejen; selvom jeg har opdaget, at jeg savner at se reklamer. Jeg spiser hjemme en gang om ugen. Det er svært at acceptere, at livet går videre i Søborg parallelt med Bredager. Min lillebror ringede til mig i dag fo rat fortælle mig om et Playstation spil. Ikke andet, han ville bare snakke. Det er tæt på at være første gang. Station Next ruller mod enden efterhånden; vi er ved at lægge sidste hånd på Ude Af Takt, bl. a. i form af en foley section i studiet i dag. Pyh. Selvom jeg ikke kan mærke lykke eller glæde i min krop, som alt dette glider igennem, så tror jeg, jeg er tilfreds. Jeg har det bedre, end jeg har haft det længe, og jeg tror, Mikkel og Rune og Tone smitter. De smiler sgu hele tiden. Jeg har det okay. Først skal jeg bare flyde lidt i det. Så kan jeg udnytte det senere.
5/27/13
19 år og lidt til en side
Jeg er begyndt at skrive igen. Jeg kan skrive igen, fordi jeg er faldet til ro. Jeg har det godt, mine følelser er under kontrol, og jeg har det som om, jeg ikke behøver at distrahere mig selv, fordi det, jeg ville distraheres fra, ikke er så slemt, som det plejer. Bredager føles også næsten som hjem. Det lugter som hjem, og så er vi i hvert fald kommet et langt stykke vej. De hvide vægge er stadigt bare, de holder ved, men det skal nok blive bedre. TV-signalet er inteteksisterende, men det er alligevel okay, radio og Netflix trækker en del af vejen; selvom jeg har opdaget, at jeg savner at se reklamer. Jeg spiser hjemme en gang om ugen. Det er svært at acceptere, at livet går videre i Søborg parallelt med Bredager. Min lillebror ringede til mig i dag fo rat fortælle mig om et Playstation spil. Ikke andet, han ville bare snakke. Det er tæt på at være første gang. Station Next ruller mod enden efterhånden; vi er ved at lægge sidste hånd på Ude Af Takt, bl. a. i form af en foley section i studiet i dag. Pyh. Selvom jeg ikke kan mærke lykke eller glæde i min krop, som alt dette glider igennem, så tror jeg, jeg er tilfreds. Jeg har det bedre, end jeg har haft det længe, og jeg tror, Mikkel og Rune og Tone smitter. De smiler sgu hele tiden. Jeg har det okay. Først skal jeg bare flyde lidt i det. Så kan jeg udnytte det senere.
