Jeg sidder på cyklen, alt flyver forbi. Træer, skyer, buske, hegn. Biler, mennesker, lygtepæle. Asfalt asfalt asfalt. Sort. Sort i et par sekunder, der strækker sig længere og længere og bliver tidobbelt skræmmende hele tiden. Sort sort. Så træer, himmel, græs. Mennesker. Sort sort sort. Buldren i ørerne, jeg slipper styret. Igen lys, biler, biler, cyklister. Jeg lukker øjnene, når jeg cykler. Jeg lukker øjnene, så længe jeg tør. Når jeg åbner øjnene igen, er jeg en kujon. Når jeg holder dem lukket, har jeg hele verden i min hule hånd. Der er ikke nogen, der kommer til skade, for jeg er en kujon. Sort sort sort sort. Jeg tæller sekunderne, jeg tæller hjerteslag, jeg tæller hjul- og pedalomdrejninger, fordi jeg skal være i kontrol. Hvis jeg kom til skade, hvad skulle jeg så gøre? Jeg ved det ikke. Men det er ligemeget. For jeg er stadig en kujon.
