Sådan går det med sådan nogle spil. Præcis det samme er sket med L. A. Noire for mig, som også skete med Assassins' Creed II. Jeg spiller i en eller to timer hver anden, måske hver tredje dag i to uger. Og lige pludseligt så sætter storylinen farten op, og jeg bliver bidt og hænger ved og tager fire-seks måske otte timer flere dage i træk, jeg bliver helt besat og BANG, spillet slutter efter 25-30 timer. Og så går jeg helt ned med flaget i en uge eller der omkring, jeg bliver helt desperat. Jeg hører soundtracks og læser trivia og kigger på merchandise. Til forskel for AC II, desværre, så har L. A. Noire ikke en bunke af tilknyttede spil, som jeg kan glide over i. Det har en lille bunke DLC, men så er det faktisk overstået. Så må man starte forfra, hvis man vil have mere. Og det er nok det, jeg kommer til at gøre. Starte forfra. Jeg er blevet lige så forblændet i Cole Phelps, som jeg blev i Ezio Auditore (for slet ikke at tale om Jack Kelso og Leonardo DaVinci); det er for nemt. Så nu kan jeg sidde lige her og overveje, hvad jeg nu skal gøre, medens mit hjerte gør lidt ondt, fordi jeg savner dem. Men det går over. Det gør det altid. Jeg skal bare lige have lov at flyde lidt i det først.
