Nu er jeg blevet student, og jeg kan ikke mærke forskel. Jeg glæder mig ikke til verden, den er lidt for stor og lidt for uoverskuelig og lidt for krævende. Jeg står under bruseren og er ked af det, fordi det buler ud, hvor det ikke burde og er flat, hvor jeg ikke vil have, det skal være det. Der er ikke meget ved at få en flot hue på en krop, jeg ikke bryder mig om. Og nu går det op for mig, at min far mener det, mere end jeg troede. Jeg troede, det var en høhø-tør-gammelmandsting, når han insisterede på, at jeg skal på universitetet, men manden mener det sgu, og så drak jeg en masse hvidvin for den var god, og ingen skal bestemme, hvad jeg skal gøre med mit liv, og fordi jeg er en dobbeltrebel, drak jeg også absint, og så havde jeg en fest (og tak til mine yndlingsminions (og undskyld)). Jeg skulle over på skolen i dag, jeg skulle aflevere nogle bøger, og jeg skulle ind til byen og have fat i noget hårfarve. Det tog mig en hel time at komme ud af døren, efter jeg havde besluttet mig for at tage afsted og skullet min computer. Jeg stod halv påkædt i mit værelse og stirrede på tøjet på mit gulv. Og jeg kiggede ud af vinduet. Og så var der gået en stille time. Det føles så forfærdeligt ensomt at være blevet student. Så desperat ensomt faktisk, at jeg lod en Tobias stoppe mig, da han sprang ud foran mig inde ved Gammeltorv og spurgte mig, om jeg kendte Unicef. Jeg stod faktisk og talte med ham i godt tyve minutter. For helvede. Kan man nå at fortryde?
