SCENE 1: Jeg havde kendt John i over tyve år. Jeg havde kendt hans
datter, så længe hun havde været til. Jeg huskede hende bedst, da hun var en
halv meter høj og havde det røde hår flettet. Men den lille pige var som forsvundet
nu; hun var blevet voksen, mens jeg kiggede væk. "Hold øje med
hende", havde han sagt. "Sørg for at hun ikke roder sig ud i
noget". Jeg sagde 'ja' til jobbet, fordi han trods alt var min bedste ven
– hvad det så end måtte indebære.John kender ikke til byens mørke underverden. Det er det de
færreste mennesker, der gør. Den er mere grusom og kold, end nogen aner. Kun få
steder kan man finde noget, der dulmer den smerte, man påfører sig selv, når
man dag ud og dag ind færdes i mørket. I en sprøjte. På bunden af et glas. I en
kvindes arme. Da dukkede hun op, næsten som ud af det blå. Med sin røde
hat og sine røde læber var hun fløjet forbi mig, og selvom hun var fremmed,
følte jeg, at jeg kendte hende med det samme. Mit job, min pligt, min vens ord hang
som en tung sky over hovedet på mig, men det var som om, hun trak i mig. Ikke
med hænderne eller med sine ord, men duften af hendes ånd, der strøg forbi mig,
en duft, jeg ikke kunne ignorere.Alligevel var der noget, der ikke var, som det skulle være.
Der stak noget under. Hun var for fin. Ikke et hår på hendes hoved sad forkert,
og dem der gjorde, var omhyggeligt placeret sådan med al intention. Jeg vidste,
at jeg ikke burde, men jeg kunne ikke lade hende være. Jeg måtte vide mere. SCENE 5: Med ét var hun væk. Da vidste jeg, at der var noget, jeg
skulle have ryddet op i. Så vi har lavet en film. Jeg er mildest talt lidt nervøs for, om den holder til at holde vand. Jeg er ikke ret glad for mit eget stykke arbejde, men meget tilfreds med det visuelle udtryk. Om ikke andet, pyh, jeg har lært noget. Halvdelen af de replikker, jeg skrev, fungerede slet ikke, når de skulle siges. Halvt på grund af, at de bare ikke var gode, men også halvt fordi lydkvaliteten blev så ringe. Så nu måtte vi pille dem ud og smide en speak ind over. Heraf ovenstående. Suk.
