I dag var alle normale timer aflyst, fordi alle skolens elever og lærere skulle snakke om deres følelser med folk, de hverken rigtigt kender eller bryder sig om. Jeg kan godt med at samme afsløre, at det ikke er min yndlingsbeskæftigelse, men jeg sad alligevel forrest under fordraget og stillede tonsvis af spørgsmål, fordi jeg kan bare ikke dy mig. Dagen forløb på sin vis ret fredeligt; på et tidspunkt følte jeg mig endda ret meget ovenpå, dog skulle der ikke mere til end at Marcus pegede på mig og råbte "Det er noget bullshit!" og så brød det panikangstanfald ud, der havde ligget og ulmet under huden hele dagen. Det resulterede i, at jeg måtte udvandre fra klassen trampende og med et flammende rødt ansigt. Jeg nåede ikke at gemme mig selv væk ude på toilettet for at køle ned, men jeg nåede at smække døren bag mig og gå ca. en halv meter, hvorefter jeg kollapsede på gulvet. Til min overraskelse kom både Peter og Sanni styrtende og klappede mig på hovedet og holdt om mig uden at spørge om noget, og jeg kunne bare sidde og ryste med hovedet mod Sannis bløde studietrøje, der duftede af parfume. Eller måske var det Peter, der duftede, jeg ved det ikke. Jeg ville egentligt have været på arbejde, men jeg var så vred, da jeg skulle hjem. Christina lænede sig ind over mit bord lige efter timen sluttede og spurgte forsigtigt, om der var noget, hun kunne gøre. Jeg vrissede af hende, at det var der ikke, og det fortryder jeg måske lidt nu. Jeg ved det sgu ikke. Tårerne pilede ned af mine kinder, da jeg cyklede hjemad i alt for lidt tøj og i protest mod alle omkring mig havde Diacetylmorfin-listen bankende i ørene. Plat og vred som jeg var, råbte jeg højt af to idioter, der gik ude på cykelstien, bare fordi jeg skulle have en form for forløsning. Da jeg kom hjem, ville jeg have ringet til nogen. Mor, Louise, Holli, Niclas, nogen. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg sad ude på badeværelsegulvet med lukkede øjne. De meditationsøvelser min psykiater har givet mig, virker ikke en skid som erstatning for de piller, jeg fik før. Jeg kan knapt huske, hvornår jeg sidst var så vred. Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg sad der, men per instinkt lagde jeg mig i mine forældres store seng og tændte for Paradise Hotel, hvilket overraskende nok hjalp gevaldigt. Jeg har ikke lyst til at tage i skole i morgen.
