Jeg har nu syv grunde til at stå op om morgenen: Engelsk skriftlig, tysk skriftlig, AT mundtlig, fysik mundtlig, tysk mundtlig, engelsk mundtlig og oldtidskundtskab mundtlig. Om præcis en måned vil de være væk. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at gå mere i skole, i hvert fald ikke lige nu. Jeg har naturligvis heller ikke rigtigt lyst til at arbejde. Det slår mig faktisk, at jeg godt kunne lidt at gå i skole, fordi så behøvede jeg ikke at tænke over, hvorfor jeg skulle stå ud af sengen hver morgen; så skulle jeg bare gøre det, og så gik dagen i gang helt af sig selv. Derfor var det også underligt at holde sidste skoledag med min klasse. Jeg forstår ikke, hvorfor de allesammen var så begejstrede. Min pessimisme vokser sig bare større og større, men jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har lyst til at holde op med at gå i skole. Det hjælper ikke, at jeg har fucket det helt op for mig selv ved at have mødt de skønneste to gutter i 1.G tre uger før skolen slutter. Så kan jeg gå rundt og have ondt i hjertet og ondt af mig selv, fordi jeg så dårlig til at vedligeholde venskaber. Jeg føler mig så uendeligt ynkelig.
