WEQIHGQJFPIWREQHPSGIA. Jeg spasser helt ud her. Jeg er så pavestolt, at jeg slet ikke kan være i min egen hud. Stolt af mig selv, selvfølgelig, men lige så meget af August og Anna og Asta og William og Ida or resten af holdet, og af hvor pissefuckingfed den film bliver. Det er helt plat, så glad jeg bliver, når jeg hører mine ord komme ud af munden på nogle fremmede mennesker på et stort lærred. Jeg kan helt hundrede slet ikke sidde stille, når vi går fra stort lærrede til tusind-mennesker-sidder-og-kigger-monstrøst-stort-lærred. Jeg er så glad for min historie, og jeg er så glad for den måde, den har udviklet sig på. Den er slet ikke min længere, den har fået ben og gå på og luft under vingerne. Holdet har hjulpet den til at blive voksen og det er fantastisk. Og det er fantastisk. Og gee, hvor har jeg været glad i dag. Jeg har knapt lagt mærke til, at der sneg sig en tysk eksamen ind i fem timers tid. Det gled bare forbi. Jeg håber at kunne tage en halv fridag i morgen og nyde, at jeg ikke skal noget, og at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Det virker nok ikke, fordi jeg skal op i AT på mandag, og det tynger lidt. Men jeg skal nok komme til at arbejde, det bliver bare ikke liiiiige... ikke lige nu. Jeg skal lige være færdig med at være glad.
