"Hov hej!" "
Hey. Det er mit." "Ja. Du får det ikke tilbage." "
Jeg vil ikke have det tilbage." Og det var det. Det var vores samtale. Vi har ikke set hinanden i, hvad, halvandet år. Det er synd, for jeg var ellers lige stoppet med at tænke på dig. Jeg havde faktisk slået din eksistens helt ud af mit hoved, og så skulle du absolut stå lige ved det busstoppested, hvor jeg kunne af, og du skulle påpege, at jeg havde dit halstørklæde på. Du kan jo ikke vide, at det er den ene dag ud af hundrede. Jeg er glad for, at det ikke gik mig mere på, end det gjorde. Jeg er glad for, at du faktisk slet ikke virkede så sød, som du var engang, for så går jeg jo ikke glip af noget. Selvfølgelig var det på vej over til hypnosedamen, og det var da også lidt svært at koncentrere sig om at tale om mine problemer først, men så var det godt, at hun var lige tilpas ivrig og afslappet. Jeg må dog nok indrømme, at selvom jeg havde glædet mig, og selvom jeg næsten havde stolet blindt på det, fordi min mor kun har fortalt godt om det, så synes jeg, at selve hypnosen virkede helt fjollet. Altså... helt tosset. Det var meget svært at hengive sig til det, når man for syttende gang fik at vide, man nu blev man altså TI GANGE så afslappet, som man var lige før. Jeg ved ikke, om jeg tror på det. Jeg ved ikke, om jeg kan.
