Jeg har brug for at blive trukket lidt ned på jorden. Jeg er blevet rigtig god til at gå helt op i en spids og løbe rundt i cirkler, til jeg har fået blæst noget så langt ud af proportioner, at jeg er ved at kaste op over det. Jeg vågner op klokken ti og tripper rundt i huset til klokken halv fire, hvor jeg skal på arbejde. Intet produktivt kan foregå, fordi jeg skal afsted. Nervøsiten stikker i brystet og vibrerer i føddere, selvom der intet er at være nervøs over, jeg har været der mange mange gange nu, jeg kan jo godt finde ud af det. Det er abearbejde.
Jeg forsøger at undgå at starte alle mine sætninger med 'jeg', fordi ingen skal tro, at jeg er selvoptaget. Der var fire 'jeg'er i den sætning der. Slap nu af. Jeg lover min mor at udføre helt enkle husholdningsopgaver som at tømme opvaskemaskinen og at støvsuge i stuen, men jeg ligger på min seng og ruller rundt med møl i maven og kan ikke foretage mig noget konkret. Ikke engang på mine fridage. Jeg kigger konstant på uret, som kravler mod klokken seks, og så kommer hun hjem, præcist som hun havde sagt, hun ville, og så har jeg intet gjort, fordi jeg havde travlt med at holde øje med uret. Og jeg har intet lavet. Intet produceret. Intet at huske dagen for. Jeg skal ned på jorden igen med hjælp fra de ting, der er mine for øjeblikket. Foals hjalp med at sætte mig igang med at skrive nu, mere pludder der ikke skal læses af nogen, fordi det ikke har noget formål og heldigvis heller ikke behøver at have det. Jack hjalp mig i en time i dag med at grine og hæve humøret og med at få mig til at føle mig som en del af noget vigtigt. Toby hjalp mig i nat ved at synge for med mig. Det var vist nok en drøm. Godt jeg ikke skal stå til ansvar for nogen eller noget. Og jeg skal ikke bekymre mig om at gøre noget forkert. Eller skamme mig. Her, i hvert fald. Men jeg skal på arbejde om en time og halvtreds minutter. Trippe trippe trippe.
