Selvsikker som

"Hvad hvis de afviser mig?" spurgte Niclas mig. Ja. Hvad hvis de gør? Du sikker ved et bord, der er larm og luften er halvtyk på en kedelig bar. Du gider ikke engang beskrive den i hovedet, gør du vel, for du har været der før af samme grund. Du har kæmpet for at komme til at sidde ved siden af den her pige, som du har haft øjnene på. Altså, du har kæmpet, men selvfølgelig uden at det skulle virke FOR åbenlyst. Og så alligevel - hun må jo godt se, at du er lidt interesseret, eller kommer det jo stensikkert ingen vejene. Man skal finde lige den rigtige balance mellem åbenlyshed og diskrethed. Du drikke selvfølgelig lidt, fordi du ved, at det bør man. Fordi folk siger, det giver selvtillid. Du prøver at få hendes opmærksomhed, men du kan godt selv se, at du virker lidt desperat. Men det er du jo også. Der er gået nogle timer siden I allesammen væltede ind, og I har siddet og snakket og drukket og røget, men du har ikke rigtigt haft det sjovt, fordi du har brugt aftenen på at holde øje med, om hun snakkede med nogen andre. Hver gang hun her gjort det, er den selvsikkerhed, du har brugt lang tid på at bygge op, smadret, brændt, krøllet sammen og trampet på, og du har måtte starte forfra. Endelig - ENDELIG - har du taget dig sammen, du får mumlet de ord ud, du har siddet og overvejet meget nøje meget længe. Du får sagt dem, det lyder mere pladderromantisk og slimet, end det gjorde inde i dit hoved. Hun kigger på dig, og du kan mærke en lille rus af sejr i maven; lige indtil hun løfter øjenbrynet lidt, I bliver ramt af en stille tavshed, der føles som om, den varer for evigt, hvorefter hun sagte, sarkastisk udbryder "....... det var overhovedet ikke akavet....." eller noget i den stil og vender sig væk igen, og forsætter den samtale, som du afbrød. Du kan hurtigt mærke den brændende fornemmelse af alle dine organer, der kramper og krøller sammen til små, grå poser, du mister gradvist høresansen og alle lyde synes underligt slørede, præcist ligesom dit syn. Pigen rejser sig op, og du tror for et øjeblik underligt nok, at hun vil fortælle dig, at det bare var en joke, og derefter kaste sig i armene på dig, og I vil stikke af sammen; men nej, i stedet hamrer hun en albue lige ind i dit ansigt, først den højre og så den venstre. Hun bliver ved indtil blodet løber dig fra tindingerne. Derefter vender hun sig blot tilbage til hvem end, hun snakkede med før, og ingen ser, hvad der er sket. Gulvet begyndet pludseligt at buldre så underligt, og med ét brydes det åbent, og en lang flække deler baren i to. Din stol bliver til kold aske og smuldrer væk under dig, du falder i slowmotion ned i dybet, ned i jordens indre, medens du mærker demonskytternes pille bore sig gennem din krop, som du falder og falder og falder. Det er det, der sker, når du bliver afvist. Så pas nu for helvede på. Lad være med at tage nogle chancer. Det kan kun gå galt.