Jeg har brugt aftenen i går og eftermiddagen i dag på ikke at lave AT. Mere specifikt har jeg set Marble Hornets, Entry #1 til #40. Jeg kan ikke helt holde mig fra den slags. Jeg er næsten afhængig af at sidde oppe sent om natten med hovedtelefoner på og skræmme mig selv halvt ihjel med YouTube-mysterier, survival horror spil og andet creepypasta. Én af mine yndlingsfænomener har altid været Slenderman, og det er da også derfor, jeg var overrasket over, at Marble Hornets havde gået min næse forbi. Men jeg er afhængig. Jeg kan mærke, det prikker lige under huden. Det stikker lidt, fordi jeg holder vejret. Jeg hyperventilerer for at kører mig selv op i en spids. Jeg kan huske, at jeg længe siden fortalte nogen om det her, og de kunne ikke forstå, at jeg overhovedet turde. Jeg har tænkt en del over det, og det er sjovt, fordi jeg tror, det er fordi, det rammer og fordi, jeg kan mærke det. Når man bare læser noget eller ser en film, så kan det være nok så fantastisk, men det er ikke til at komme udenom, at man stadig bare sidder og stirrer; sådan er det ikke med det her. Når jeg skræmmer mig selv, så kan jeg mærke det. Bare ved at sidde og stirre på noget, noget helt ufarligt endda, så kan jeg mærke et sus, en rus. Jeg kan mærke noget. Det er fredag den 13. Jeg har haft en forbløffende god dag.
