"Jeg har faktisk haft en ret god dag." Sådan kunne jeg sige, om jeg sad sammen med nogen, og det ville jeg gøre, og det med et lille smile endda, for det har jeg. "I mediefag legede vi 'Gæt og Grimasser'" med tryk på legede, og jeg ville grine, for det var umanerligt hyggeligt. Min farmor og farfar har været på besøg, ville jeg tænke, men det er ikke spændende at fortælle om. Og så alligevel for jeg har ikke set dem længe, og de har det ikke godt. Men det er ikke passende at snakke om. Det er faktisk en anelse upassende at snakke om farfars cannabispiller, og om hvordan apoteket ikke kan skaffe dem til ham mere. Den sidste mediefagstime var omend en lille smule sørgmodig, slår det mig så pludseligt, fordi så ser jeg ikke Christina igen i meget lang tid, og den tanke har jeg svært ved at forlige mig med, så jeg ville tie stille og i stedet sige "hun er gravid." Og det er dejligt for hende, men jeg ville sige det med misfornøjelse i stemmen, for det er svært at lægge skjul på, at jeg er ked af det. Samtalen ville gå i stå, som samtaler har det med at gøre, og så ville jeg alligevel være okay med, at der ikke var nogen at tale med. Og sådan blev det, at jeg sad og græd på mit værelse efter noget, der ellers syntes at have været en fornuftig dag, og derpå kunne jeg så føle mig blot en smule uretfærdig, da jeg tydeligvis ikke lod dagen komme til sin ret.
