Lærerne græder. What the hell, hvorfor græder de, har der været et dødsfald? Det må man næsten gå ud fra. Fuck. Det er ham, selvfølgelig er det ham, hvem fanden skulle det ellers være?! Det kan jeg ikke håndtere. Fuck. Det kan jeg ikke. Og sådan brugte vi formiddagen på at flæbe i hinandens arme. Han var renæssancemenneske, som det blev sagt så smukt, han var matematik, fysik, filosofi, kunst og det kom så naturligt og selvfølgeligt. Selvfølgelig var han det. Han sad på kateteret langt over tid, gennem hele frikvarteret sad han og snakkede med os, og han vidste alt, han var en gammel mand med et ungt sind. Jeg troede på ham, jeg nikkede og lyttede til manden med den bundløse viden. Matematik, som jeg hadede, jeg hadede det, de bedste timer, det var matematik, fordi det var filosofi, og det var fedt. Han sagde, henvendende sig til mine forældre: "Ja. Arendse kan gøre, lige hvad hun vil. Hun kan helt selv bestemme, fordi hun er så dygtig, og jeg tror på, at hun kan blive lige det, hun vil." Han var smuk.
