3/2/11

Lowtech


Nogen gange kan jeg ikke lade være med at tro, at jeg er født i det forkerte århundrede. Jeg ved godt, jeg hævder, at jeg lever og ånder for internettet, og at jeg ville falde død om, hvis det ikke fandtes. Det ville jeg nok ikke; men for satan hvor ville jeg have svært ved at finde indhold i min hverdag. Jeg skulle have været født i det fjortende århundrede. Jeg skulle være smuk og høj, og jeg skulle danse danse med rank ryg og jeg skulle tale elegant. Jeg skulle spille det politiske spil, være mystisk, være svært tilgængelig. Min pladderromantiske forestilling om de dages liv er helt af sporet; dengang døde man af forkølelse og rullede rundt i mudderet, hvis man ikke var heldigt født, og man blev udstødt, hvis man  undveg for meget fra normalen. Jeg er forelsket i senmiddelalderen. Jeg ville være smuk, hvis jeg levede dengang. Jeg ville være den smukkeste i verden, og mit liv ville være så fuldt med mening, at det ville springe universet.