Der er uendeligt mange ting, jeg gerne vil når, før jeg dør. Først i går gik det rigtigt op for mig, jeg fik det rigtigt bekræftet, da jeg snakkede med Louise i går. Det gik rigtigt op for mig, at disse ting skal man jo forhelvede også nå, før man får børn. Fra det øjeblik ens barn fødes og 20 år frem har man ingen frihed. Man kan ikke tage til udlandet og bo og opleve en kultur, når man har et barn, der skal gå i skole og passe på og alt det pis. Derfor skal jeg ikke have børn et sekund før, jeg bliver 30. Jeg vil nå at bo i New York, og jeg vil nå at bo i Berlin, og jeg vil nå at bo i Tokyo. Det kan man ikke, når man har børn. Hvis ikke man når at få det hele gjort, før man har huset fyldt med unger, så sidder man pludseligt og er 65 og har dårlige knæ, og så kan man ikke bestige bjerge, og man kan ikke cykle England rundt, og man er afhængig af at være nær sin læge. Jeg skal ikke bare se verden, jeg skal besejre den, jeg skal overtage den. Og jeg har tolv år til at gøre det.
